Danmarkshistorien

„For tro og villig tjeneste”

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Under sit slesvigske felttog udstedte Erik af Pommern i 1426 et brev om frihed og frelse til en Poul Jensen „for troskab og villig tjeneste, som han hidtil har gjort riget, og som han og hans lovlige afkom fremtidigt vil gøre os, vor hustru og hertug Bugislav”. Idet adelsbrevene oprindeligt var opstået som en konsekvens af, at kronen ville undgå indtægtstab, forbyder brevet udtrykkeligt, at den således nyadlede forsøgte at erhverve sig selvejendom eller købstadsgods og derved bringe dette ind under sit skattefrihedsprivilegium.

I 1420'rne er disse adelsbreve ved at få en fast formular, og der tildeles den nyadlede et klart beskrevet våben med skjold og hjelm, og for at undgå enhver misforståelse, fastslår dette brev, at Poul Jensens våben og hjelmtegn skal være identisk med det, som kong Eriks trofaste rådgiver hr. Lyder Kabel førte.

Stiliseret tegning af gyldenstiernevåbenet og af de våben, som den i 1433 adlede Niels Nielsen Harbo og den 1440 adlede Knud Nielsen Harbou skulle føre. Disse våbens stjernesymboler skulle gøre det klart for enhver, i hvis tjeneste de nyadlede stod, og hvem de skyldte deres karriere.

Årsagen hertil fremgår af brevet, hvori den nyadlede rent ud siges at være hr. Lyders svend. Går vi derpå de ældste adelsbreve igennem, viser det sig i det ene tilfælde efter det andet, at uanset at adelsbreve altid udstedes af kongen (bortset fra Bornholm, hvor denne ret tilkom ærkebispen), optræder der gerne en højadelsmand eller biskop som formidler, og i så fald afsløres sammenhængen derved, at den nyadledes våben som regel er afledt af hans velyndere.

Således skaffede hr. Erik Nielsen Gyldenstierne til Tim 1433 sin svend Niels Nielsen Harbo frihed og frelse; dette gentog sig i 1440 for en Knud Nielsen Harbou, og de således nyadlede modtager våben, der entydigt afslører deres forbindelse til Gyldenstierneslægten. Det er nærliggende at tro, at disse svende er blevet belønnet for et langt livs tro tjeneste som gyldenstiernefogeder, for ikke at sige vasaller, og en sådan forbindelse kunne vare ved i generationer. En søn af Knud Nielsen Harbou var i 1444 foged på gyldenstiernernes gård Landting, og dennes broder gav i 1452 ligefrem hr. Erik Nielsens søn hr. Niels kvittering for modtaget tjenesteløn.

Vi finder her en helt speciel forbindelse mellem den allerhøjeste rigsrådsadel og den mest ydmyge fattigadel. Højadelen havde stort behov for trofaste mænd som fogeder eller som besætning på de kongelige slotte, som de kunne have i for-lening, og så længe standen endnu var ret åben, var der fortsat plads for nyt talent. Vi finder mange eksempler på denne forbindelse mellem højadelige slotslensmænd og deres slotsfogeder. Den første mand af slægten Munk (af Fjellebro) optræder tidligst som foged på Bygholm (ved Horsens), og den bjørnelab, han førte i sit våben, skyldes det enkle forhold, at Bygholm Slot midt i århundredet havde været forlenet til hr. Johan Bjørnsen (af slægten Bjørn med samme våben). Da århusbispen Jens Iversen Lange 1467 fik overdraget det vigtige kongelige slot Kalø, ventede vel ingen, at bispen personligt skulle forlade Århus for at flytte til slottet. Han sendte i stedet sin betroede mand Oluf Friis, og denne havde succes. Efter bispens død optræder han som selvstændig kongelig lensmand og fører et våben, der er identisk med hans biskoppelige velynders.

Højst sandsynligt har bispen skaffet sin trofaste svend et kongeligt adelsbrev, og når vi kun har så få adelsbreve bevaret, skyldes dette formentlig, at adelsvældens nyfine herremænd efter 1536 ikke altid har ønsket at blive mindet om, hvor nyt deres adelskab ofte var. En sådan højadelstjeneste gav mulighed for fremgang. Med Eggert Frilles meteoragtige karriere faldt der også lidt af på hans klientel. Formentlig havde han arvet sin højre hånd Jesper Norby fra sin moder, da det var dennes våben, som Jesper Norby efterlignede. Da Eggert Frilles kongetjeneste førte ham fra Københavns Slot til Hindsgavl og sluttelig til Tranekær, som svigersønnen Bent Bille derpå besad, finder vi tid efter anden Jesper Norby som foged på alle tre slotte.

Øverst den højadelige slægt Flemmings våben, og derunder den beskedne slægt Navis. Ligheden mellem våbnene kræver en forklaring. Da denne slægts første kendte mand, Hans Navl dukker op som slotsfoged på Kalundborg, har han utvivlsomt stået i et klientforhold til slægten Flemming, hvis medlemmer frem til 1451 regelmæssigt optræder som kongelige lensmænd på slottet. Et adelsbrev kendes dog ikke, og da slægten Navl overlevede reformationen, har den næppe været interesseret i at gemme dokumenter, der blot røbede, at slægtens adelige frihed ikke var ret gammel.

På denne måde grundlagdes talrige nye adelsslægter, om end spildprocenten var stor. Selv om hr. Lyder Kabel i 1426 ligefrem tildelte sin adlede svend fire fæstegårde, næsten som en art startkapital, krævedes andre indtægter, i hvert fald et godt ægteskab, hvis efterkommerne skulle bevare adelskabet. Poul Jensens søn Jens Poulsen blev præst i Thy og gav sig på sine gamle dage ind i Voer Kloster på Horsenskanten. Følgelig testamenterede han klosteret de beskedne rester af slægtens jord. Men selv om gaven var juridisk korrekt, lod de forsigtige munke også adelsbrevet af 1426 kopiere, hvorved man kunne bevise, at der virkelig var tale om frit gods og ikke ulovligt selvejergods.

Det er karakteristisk for en nyadlet slægt, at den omgående måtte skaffe sig succes, da den ellers var i stor fare for at forsvinde igen. Og kun uhyre sjældent lykkedes det for en sådan slægt at balancere på den farlige kant mellem frihed og ufrihed i flere generationer. I 1402 betalte en Rolf van Leveren husleje til roskildebispen af ejendom i København, og vi ved ikke andet om ham, end at en person af samme navn (sikkert en søn eller sønnesøn) optræder i Nordsjælland. Allerede næste generation bortkastede det udenlandske tilnavn, der antyder, at slægten havde sin oprindelse i Westfalen, hvor der findes et stednavn Leveren, og hvor adelsvåben af den type, som Rolfs slægt førte, er almindelige. Selv om vor Rolf hyppigt skriver sig til den nordsjællandske gård Fredebo, var han ikke selvstændig godsejer; men gården var krongods, der sorterede under Søborg Slot.

Det viser sig da, at hver eneste gang kilderne omtaler denne Rolf i Fredebo, optræder han som søborglensmandens betroede mand. Da denne dør, fortsætter han i enkens tjeneste, og da hun gifter sig med hr. Johan Oxe, overtager denne slottets personale. At Rolf til slut i 1479 optræder i Lolland på herregården Nielstrup, har den simple forklaring, at Johan Oxe efter at være blevet enkemand har fået godsinteresser her i et nyt ægteskab, hvorfor han omgående sender sit faktotum af sted for at varetage sine interesser.

Rolfs to sønner Herman og Mads Rolfsen gik derimod i kirkens tjeneste. Herman optræder 1475-77 i forbindelse med Skovkloster ved Næstved, men blev derpå bispens foged, først på Hjortholm og siden på Bråde (det nuværende Holsteinsborg). Samme vej gik Mads, der efter en tid på Svenstrup endnu i 1504 var biskoppelig lensmand på Rårup (det nuværende Cathrinebjerg).

Begge ægtede kvinder, der hørte hjemme i ganske samme bispefogedmiljø. Og da vi ser Herman Rolfsen 1502 skænke Sankt Pouls alter i Roskilde Domkirke lidt jord, medbesegles gavebrevet af hele svigerfamilien, hvilket tyder på, at selv dette beskedne gods stammede fra hans hustrus slægt. I sidste generation finder vi Rolf Madsen, hvis specielle karriere skyldes de politisk forviklede forhold under Christian 2., under hvem han endte som slotshøvedsmand på Viborg i Finland, og med hvem den beskedne og godsfattige fogedslægt uddøde.

Trærelief fra ca. 1500 fra Stokkemarke Kirke på Lolland. Det forestiller Sankt Jørgens kamp imod dragen, og denne ridderskabets skytshelgen er fremstillet som fuldt væbnet rytter. Man har sikkert gjort sig umage med at fremstille rytterens bevæbning så korrekt som muligt.

Omkring bispernes lensadministration flokkedes fattigadelen, der om muligt søgte at få et familiemedlem ind i domkapitlet. I så fald havde slægten en chance ved næste bispevalg, og mangen lavadelsslægt rykkede socialt og økonomisk frem med stormskridt takket være en biskoppelig onkel. I hvert fald kunne den trofaste bispesvend regne med at opnå en forlening af lidt bispegods. I Lund ser vi svendekorpset udgøre en hel organisation, der som et gilde var specielt knyttet til domkirkens Sankt Jørgensalter, helt naturligt, da denne helgen jo var ridderskabets særlige beskytter.

Kun den allermest godsrige højadel synes at anvende lignende bortforleninger af gods til trofaste svende. Men i 1447 forlenede hr. Niels Pedersen Gyldenstierne til Ågård sin tjener med en gård i Vendsyssel „for tro tjeneste, han har gjort os og må os gøre” (dvs. ind i fremtiden), og noget senere overlod nabogodsejeren Anders Nielsen Banner „for tro og villig tjeneste, som Hans Bagge hidtil har gjort mig og herefter troligen skal gøre mig og mine arvinger” gården Vorn og det uden afgift på livstid. Så længe Hans Bagge selv var i live, havde han endnu mere gods i forlening; men brevet nævner, at ved hans død skal gården Vom overdrages til hans enke, så længe hun lever. Dog med den klausul, at hvis hun skulle få lyst til at gifte sig igen, skal hun følge Anders Nielsen Banners råd; det var jo ikke meningen, at hun på Bannerslægtens bekostning indgik forbindelser med lavadelsslægter, der kunne være knyttet til en højadelsmand, der tilhørte en lokal modstandergruppe.

Skønt det således var Bannerslægten, der ejede den pågældende gård, hedder den den dag i dag Baggesvogn, dvs. at de lavadelige fogeder må have gjort større indtryk end dens højadelige ejere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Trærelief fra ca. 1500 fra Stokkemarke Kirke på Lolland. Det forestiller Sankt Jørgens kamp imod dragen, og denne ridderskabets skytshelgen er fremstillet som fuldt væbnet rytter. Man har sikkert gjort sig umage med at fremstille rytterens bevæbning så korrekt som muligt.

© Dette billede må du ...

Øverst den højadelige slægt Flemmings våben, og derunder den beskedne slægt Navis. Ligheden mellem våbnene kræver en forklaring. Da denne slægts første kendte mand, Hans Navl dukker op som slotsfoged på Kalundborg, har han utvivlsomt stået i et klientforhold til slægten Flemming, hvis medlemmer frem til 1451 regelmæssigt optræder som kongelige lensmænd på slottet. Et adelsbrev kendes dog ikke, og da slægten Navl overlevede reformationen, har den næppe været interesseret i at gemme dokumenter, der blot røbede, at slægtens adelige frihed ikke var ret gammel.

© Dette billede må du ...

Stiliseret tegning af gyldenstiernevåbenet og af de våben, som den i 1433 adlede Niels Nielsen Harbo og den 1440 adlede Knud Nielsen Harbou skulle føre. Disse våbens stjernesymboler skulle gøre det klart for enhver, i hvis tjeneste de nyadlede stod, og hvem de skyldte deres karriere.

Viser 3 af 3 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Skovkloster
tidligere benediktinerkloster ved Næstved, se Herlu ...Artikel i Den Store Danske
Stokkemarke Kirke
ca. 11 km NV for Maribo, Lolland-Falsters Sti ...Artikel i Den Store Danske
Westfalen
fra 700-t. en af de tre saksiske stammeprovinser ...Artikel i Den Store Danske
Hindsgavl
hovedgård ved Lillebælt 2 km vest for Middel ...Artikel i Den Store Danske
kvittering
(afledt via nty. af mlat. quitare 'gøre rolig, bef ...Artikel i Den Store Danske
Fjellebro
Fjællebro , hovedgård og gods 6 km syd for Rin ...Artikel i Den Store Danske
Poulsen
Der findes adskillige slægter med patronym dannet af ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Bille
dansk adelig slægt. Næst efter Rosenkrantzer ...Artikel i Den Store Danske
Pommern
(efter polsk Pomorze ), historisk landskab ved ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
TrDa
13/02/2012
  • Læst 612 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki