Danmarkshistorien

Dødens time

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


„Intet er vissere end døden, og intet uvissere end dødens time,” var en selvfølgelig sandhed, der gang på gang nævnes i tidens testamenter. Det var derfor vigtigt at være beredt, og i alle tilfælde burde man ved sine testamentariske dispositioner have taget højde for uventet brat død. Især gjaldt det om at gøre det pinefulde ophold i skærsilden så kort som muligt gennem omfattende messelæsninger og andre fromme gerninger. Men samtidig var der efter rang og stand talrige forpligtelser, der skulle opfyldes, og det lige til mindre fine forretninger, som arvingerne fik besked på at bringe i orden.

I 1491 havde den aldrende jyske stormand Anders Jacobsen (Bjørn) nogle næppe helt uberettigede anfægtelser, hvorfor hans testamente er fuldt af bemærkninger som denne: „…og frygter jeg hårdt, at han ej fik fyldest derfor; beder derfor mine arvinger, at de gør betaling, for at min arme sjæl ikke skal lide derfor”.

Testamenterne er nok blandt de mest beskrivende kilder til senmiddelalderens verden, hvorfor vi vil kaste et blik på det testamente, som hr. Niels Pedersen Gyldenstierne til Ågård beseglede den 13. januar 1456, ganske kort før sin død. Da påfaldende mange testamenter viser sig at være dateret kort før dødens komme, tyder dette på, at det var skik, at man regelmæssigt tog sit testamente frem og ajourførte eller ligefrem omskrev det.

Hr. Niels Pedersen (Gyldenstierne) blev begravet i Næstved dominikanerkloster, hvor sønnen Mouritz hen imod år 1500 rejste denne prægtige sten over sin fader. Da kirken blev nedrevet ved reformationen, sørgede slægten dog for, at stenen bevaredes, idet den blev overført til Ringsted Sankt Bendts Kirke, der i nogen grad kom til at fungere som den sjællandske adels gravkirke.

Storgodsejeren må have udåndet på sin sjællandske gård Bregentved, og som en from mand ønskede han at blive begravet i dominikanerkirken i Næstved. Følgelig skulle klosteret have hans krigshest og harnisk med fuld rytterudrustning, hvilket antagelig betød, at sortebrødrene kunne regne med, at en nærstående arving ville udløse gaven med kontanter. Dertil skulle hver præst i klosteret have fire grot (en gammel regneenhed, der svarede til 3/4 skilling), medens de ikke præsteviede brødre måtte nøjes med det halve. Også Næstveds mange andre kirkelige institutioner blev betænkt, grå-brødreklosteret således med hele 60 grot, medens begge stadens sognekirker, Sankt Jørgensgården og Helligåndshuset hver fik 36 grot, og det betød, at der i de pågældende institutioner blev læst et passende antal sjælemesser for afdøde. Desuden skulle der også udskænkes en tønde øl til fattigfolk i byen, der foruden tilhørende brød også fik et gratis besøg i byens badstue.

Selv om det var vigtigt at huske klostrene, måtte man bestemt ikke forsømme den almindelige gejstlighed, og afdødes sognekirke i Haslev havde ligefrem krav på en gave. Kirken fik derfor 45 grot, sognepræsten to årgamle dyr, degnen en ko, og hertil kom mindre gaver til omegnens kirker, gerne 24 grot. Roskilde Domkirke skiller sig ud ved at modtage hele 45 grot.

Dermed giver testamentet gode indicier om beliggenheden af hr. Niels Pedersens gods. Det var nemlig ikke blot sjællandske kirker, der blev betænkt. Foruden Bregentved, hvor testamentet blev til, ejede stormanden Markie i Skåne, Engestofte på Lolland samt slægtens gamle hovedbesiddelse Ågård i Han Herred. Følgelig anføres flere skånske kirker, og navnlig skulle hver eneste kirke i Han Herred have 12 grot, Ågårds sognekirke Kjettrup en hest og sognepræsten en fornem brun kjortel foret med ræveskind.

Efter at endnu flere kirkelige institutioner er nævnt, går vi derpå over til de mere personlige gaver. Sønnen Mouritz skal have en værdifuld sølvgenstand og en guldring, og en søstersøn skal have 60 lybske gylden mod til gengæld at bringe en godssag i orden. Talrige fjernere slægtninge fik sølvkrus eller guldringe, og til slut kommer vi til det trofaste personale, der vel i ikke ringe grad havde bidraget til hr. Niels Pedersens succes i livet: blandt „mine kære svende” nævnes først den betroede Anders Thomesen, der fik en hest, Jens Kid en grå-skindskåbe, og Lasse Foged fik ligefrem overladt Elkærgård i Himmerland på livstid. Skulle arvingerne være utilfredse med denne disposition, fik de dog ret til at udkøbe ham for 60 mark.

Fogeden på Bregentved Troels Laurensen fik „den grå kåbe med hætte, hoser og trøje”, et pragtudstyr, som hans folk naturligvis straks genkendte. Per Kældersvend skulle have et årgammelt kreatur, svenden Blåmand 20 mark for to års tro tjeneste, fogeden på Markie Jens Stolsvend fik en hest, og Tjelluf, der var foged på Engestofte, og som hr. Niels vist havde overtaget efter sin slægtning hr. Lyder Kabel, fik et par øksne.

Til slut blev slægtningene Erik Eriksen og Axel Lagesen Brok indsat som eksekutorer, „som de vil svare til over for den almægtige Gud”, og testamentet var medbeseglet af præsterne i Haslev og Ulse samt fogeden Troels Laurensen, der formentlig alle havde overværet dødslejet.

Det var bestemt ikke småting, der her blev givet bort. Men karakteristisk nok er det alt sammen løsøre, kontanter eller brugsting, ikke jordegods. Om det så var pensioneringen af en trofast tjener med en livstidsforlening, måtte denne gøres betinget af arvingernes samtykke. Vi er således langt fra den fortid, hvor dødslejegaver kunne omfatte enorme jordegodser, som kunne danne basis for oprettelsen af klostre. Når alt kommer til alt, har vi indtryk af, at hr. Niels Pedersen vidste, hvad han efter rang og stand var forpligtet til, herunder især at belønne sine trofaste svende; men nogen overdreven gavmildhed var der ikke tale om.

Billederne af slægten Thott anses for at være Danmarks ældste portrætter taget i glosens nutidige betydning. Malerierne, der stammer fra en altertavle, er muligvis malet på Gotland omkring 1475 og forestiller Iver Axelsen Thott (se nedenfor) og hustru Magdalena, datter af Karl Knutsson. De befinder sig på Gavnø. Her oprettede dronning Margrete et nonnekloster, som kronen efter reformationen solgte. I 1682 kom det i slægten Thotts besiddelse.

Det kan ikke ofte nok understreges, at den vigtigste kilde til rigdom var arv. Men med tidens enorme dødelighed var det umuligt at forudberegne chancerne i arvelotteriet. Selv om man giftede sig med en enkemands eneste datter, kunne svigerfader uventet efterlade sig talrige arvinger i et nyt ægteskab. Og selv den mest godsrige stormand måtte se sine enorme godser opsplittet, såfremt han efterlod sig talstærkt afkom. For en teoretisk betragtning burde det være en fordel, såfremt enebørn giftede sig med andre enebørn; men virkeligheden var anderledes. Et ægteskab betød også en politisk forbindelse, som gav løfte om gensidig støtte, og her kunne slægter med få medlemmer komme til at stå isolerede, uden fortalere i rigsråd eller domkapitler, og isolation var dødsensfarlig i dette samfund, hvor magt – i hvert fald i det kortere forløb – gerne gik forud for den abstrakte ret.

Processer om arverettigheder var derfor en af det godsrige aristokratis hovedbeskæftigelser. Døde hustruen barnløs, måtte hendes ægtemand returnere alt hendes slægtsgods.

Men efterlod hun et barn, der eventuelt blot overlevede hende én time, var faderen formynder for og arving til sit barn. Med datidens høje barselsrisiko in mente er det intet under, at spørgsmålet om, hvorvidt et barn havde overlevet sin moder, kom til at spille en stor rolle, og fortællinger om onde slægtninge, der lod et voksbarn døbe for at kunne beholde arven, var et yndet digterisk motiv.

Billederne af slægten Thott anses for at være Danmarks ældste portrætter taget i glosens nutidige betydning. Malerierne, der stammer fra en altertavle, er muligvis malet på Gotland omkring 1475 og forestiller Iver Axelsen Thott og hustru Magdalena (se ovenfor), datter af Karl Knutsson. De befinder sig på Gavnø. Her oprettede dronning Margrete et nonnekloster, som kronen efter reformationen solgte. I 1682 kom det i slægten Thotts besiddelse.

Hr. Oluf Axelsen Thott hørte til rigets mægtigste mænd, hvis efterladenskaber var så omfattende, at der ikke her skal forsøges at gå i detaljer uden på et enkelt og simplere punkt. Foruden sit enorme jordegods havde han også haft kronens gods på Stevns og i Bjæverskov Herred i panteforlening for 6000 mark, og fordelingen af denne kontantformue blandt hans arvinger, enken, to sønner og fem døtre, viser tydeligt problemerne.

Da en hustru ifølge loven tog part „som det bedste barn”, i dette tilfælde altså som en søn, var der i alt tre broder- og fem datterlodder, og da døtre kun tog halv lod, var der således 11 enkeltparter á knap 545 1/2 mark. Derpå døde en ugift datter, hvis lod så deltes i 10 mellem de resterende arvinger. Da nu også en søn døde, skulle dennes dobbeltandel deles mellem de resterende arvinger i otte parter. Og tilsvarende gik man frem, da endnu en datter døde. Men da den sidste søn også døde, skulle moderen og de tre overlevende døtre hver have en fjerdedel deraf, da moderen nu måtte nøjes med en datterlod. Det kan blive et ret indviklet regnestykke, men groft sagt havde enken krav på henved 2100 mark, hver af de tre overlevende døtre godt 1300 mark. Men da dør en gift datter uden børn, og eftersom ægtemanden havde krav på halvdelen af hendes løsøre, blev der kun den anden halvdel tilbage at fordele mellem moderen og de to overlevende døtre.

Når man tænker på, at denne opgørelse udelukkende angår et enkelt kontantbeløb, og at den egentlige arv – ud over detaljerede testamentariske bestemmelser – bestod af et omfattende jordegods, der skulle deles korrekt efter beregninger over landgildeværdi i korn og smør, er det intet under, at arvesager kunne trække ud og give anledning til uendelige retssager. Denne omstændigelige opgørelse stammer således fra selveste rigsrådet, der så sent som 1485 måtte ulejliges dermed, og det skønt hr. Oluf var død allerede 1464. Problemerne blev næppe mindre af, at hr. Oluf som aktiv politiker havde hørt til sin tids mere kontroversielle personer, og hans gods havde tit og ofte været beslaglagt af kronen, der længe søgte at hindre arvingerne i at komme i besiddelse af Vallø.

Større lykke synes de to overlevende døtre ikke at have haft. Den ene, Birgitte, ægtede rigsråden Niels Eriksen Rosen-krantz, der først efter Christian 2.s tronbestigelse fik sikker besiddelse af Vallø. En anden datter af samme navn (en halvsøster) måtte nøjes med at bebo det kirkelige len Dronningholm. Hendes ægteskabelige karriere havde ført hende til Sverige og endte der med en dom for dokumentfalsk. Uanset hvor meget indre svensk og almen unionspolitik, der kan have forplumret retssagen imod hende, havde hun et mildt sagt blakket ry. Når alt kom til alt, klarede en uægte søn Jørgen Olsen sig måske bedst. Ganske vist havde han ingen arvekrav; men slægten anerkendte ham og overlod ham et mindre gods i Sverige.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Billederne af slægten Thott anses for at være Danmarks ældste portrætter taget i glosens nutidige betydning. Malerierne, der stammer fra en altertavle, er muligvis malet på Gotland omkring 1475 og forestiller Iver Axelsen Thott og hustru Magdalena (se ovenfor), datter af Karl Knutsson. De befinder sig på Gavnø. Her oprettede dronning Margrete et nonnekloster, som kronen efter reformationen solgte. I 1682 kom det i slægten Thotts besiddelse.

© Dette billede må du ...

Billederne af slægten Thott anses for at være Danmarks ældste portrætter taget i glosens nutidige betydning. Malerierne, der stammer fra en altertavle, er muligvis malet på Gotland omkring 1475 og forestiller Iver Axelsen Thott (se nedenfor) og hustru Magdalena, datter af Karl Knutsson. De befinder sig på Gavnø. Her oprettede dronning Margrete et nonnekloster, som kronen efter reformationen solgte. I 1682 kom det i slægten Thotts besiddelse.

© Dette billede må du ...

Hr. Niels Pedersen (Gyldenstierne) blev begravet i Næstved dominikanerkloster, hvor sønnen Mouritz hen imod år 1500 rejste denne prægtige sten over sin fader. Da kirken blev nedrevet ved reformationen, sørgede slægten dog for, at stenen bevaredes, idet den blev overført til Ringsted Sankt Bendts Kirke, der i nogen grad kom til at fungere som den sjællandske adels gravkirke.

Viser 3 af 3 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
dokumentfalsk
en persons brug af et falsk dokument til at skuffe ...Artikel i Den Store Danske
Skåne
det sydligste landskab i Sverige. Med sammenlægn ...Artikel i Den Store Danske
dødelighed
dødshyppighed i en befolkning. Om dødelighed ind ...Artikel i Den Store Danske
Dronningholm
borganlæg ved sydbredden af Arresø i Nordsjæll ...Artikel i Den Store Danske
Bregentved
hovedgård ved Haslev. Bregentved nævnes 13 ...Artikel i Den Store Danske
Roskilde Domkirke
Danmarks betydeligste kirkebygning, både i ar ...Artikel i Den Store Danske
Jørgen Olsen
Jørgen Clemens Valdemar Frederik Olsen , 1.4.19 ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Thott
uradelig skånsk slægt, der med sikkerhed kan ...Artikel i Den Store Danske
Engestofte
sogneby og hovedgård på Lolland, øst for Maribo. ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
TrDa
13/02/2012
  • Læst 865 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki