Danmarkshistorien

Det høviske liv

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Trods bevarede testamenter og regnskabsbrudstykker er det svært at få indblik i datidens dagligliv, da kilderne gerne koncentrerer sig om det usædvanlige, hellere om fester og forbrydelser end om dagens dont. Hele adelens liv var dog samlet om tjenesten, hvor man altid skulle være beredt til at efterkomme en kongelig opfordring, dog ikke nødvendigvis altid til krig. I fredstid kunne adelen gang på gang få pålagt opgaver som dommere, mæglere eller synsmænd i en vanskelig skelsag. Og såvel på Erik af Pommerns som på Christian l.s tid kom det væbnede mandskab på kronens slotte til at spille en vigtig rolle.

Adelsmændene havde ofte ærinder for sig selv på tinge; men foruden egne sager kunne de tit få overdraget de mest forskellige opgaver som juridiske eksperter. I 1458 bad Sjællands Landsting således fem sydsjællandske lavadelsmænd om at syne grænsen for Sorø Klosters rettigheder i en bestemt skov. I denne havde også skovklosterabbeden nogen interesse; men han behøvede vist ikke at være nervøs, da alle fem var folk, der havde ganske nær tilknytning til klosteret som dets klienter, ja de fire af dem skrev sig ligefrem til gods, som de blot havde i forlening af klosteret.

Segl med rosevåben fra vendsysselslægten Berg. I 1476 fik et medlem af slægten et vidnesbyrd om sin status, og her hed det, „at de Berger var alle riddermændsmænd og begravede i Hjørring Kirke, medens de Worner var af brydeslægt.” At man over for sine mindre fine naboer pukkede så hårdt på sin fornemhed, skyldtes givet, at slægten Berg var i økonomiske vanskeligheder, og kort efter 1500 forsvinder slægten helt.

Lavadelen sendte sine børn til højadelen eller bisperne, for at de der kunne lære våbenduelighed og godsadministration samt knytte vigtige forbindelser for en fremtidig karriere. Højadelens børn kom også i tjeneste, men i så fald i den kongelige hofstat, hvor sønnerne tjente konge eller prins, døtrene dronningen. Man fristes til at formode, at kongefamilien ofte diskret har søgt at fremme visse ægteskabsalliancer, der kunne skabe fred imellem stridende slægtsgrupper, og måske ligefrem søgte at forhindre mindre passende og politisk ubelejlige alliancer. Men var det unge adelige par i kongegunst, ville det kunne forvente en passende forlening af krongods. I Ribe Stift, hvor såvel biskop Iver Munks slægt som egnens talrige lavadel flokkedes om bispestolen, afholdtes flere ægteskaber ligefrem på bispegården, hvorefter onkel Iver gerne sørgede for det unge par med en passende forlening af bispegods.

Efter reformationen nedskrev den aldrende rigsmarsk hr. Tyge Krabbe nogle erindringsnotater, der rækker tilbage til hans ungdomsår under kong Hans. Allerede som 12-årig måtte drengen hjemmefra; men på grund af slægtens betydning kom Tyge til det kongelige hof. Efter alderen måtte godsejersønnen placeres blandt smådrengene, men takket være sin byrd fik han fra starten en ledende stilling med ansvaret for de kongelige jagthunde. Medens de voksne hoffolk kunne muntre sig efter en vellykket jagt, huskede Tyge Krabbe til sin dødsdag „hvor mange fandens dag han havde i moser og kær”, når han med de øvrige hundedrenge skulle finde de sidste bortløbne jagthunde. Men det var i hvert fald en stilling, der gav ansvar og lærte ham at udøve autoritet, og siden gik han efter almindelig hoftjeneste og krigstogter til Sverige ud i lensadministrationen og var således velkvalificeret til den karriere, der skulle føre ham helt til tops.

„Med lov skal man land bygge” begynder dette eksemplar af Jyske Lov. Bag i bogen har ejeren, en østjysk lavadelsmand, tilføjet: „Denne lovbog hører Peder Terkelsen til i Føvling og lod hende selv skrive 1490 lørdag før pinsedag”. Desuden har han skrevet nogle årbogsnoter om lokale begivenheder som bispevalg m.m. fra 1455 til 1472 samt nogle ældre begivenheder, måske familietraditioner fra kampene om Slesvig. Disse er holdt i en næsten folkeviseagtig stil.

Vi ved ikke meget om den praktiske godsadministration, hvor køb og salg var afgørende for rentabiliteten. Skulle man sælge årets stude på stedet, eller var der håb om bedre priser ved at lade dem drive til grænsen? Skulle korn og smør sælges til dagsprisen imod kontanter, eller var der prisstigninger i vente? Enhver godsejer havde behov for at kunne revidere sine skriveres og fogeders regnskaber, og mange retssager viser, at skrivernes hæderlighed eller i hvert fald regnefærdighed var så som så.

Specielt var det nødvendigt at kunne læse og skrive, i hvert fald på dansk og plattysk, medens dybere latinstudier vist var reserveret de søskende, der ønskede en gejstlig karriere. Ikke mindst lovbogen har hørt til godsejerens hovedlekture. De mange senmiddelalderlige afskrifter af Jyske Lov, som vi endnu har i behold, viser, at der var et marked herfor, og kendskab til arveregler, til fastlæggelse af korrekte skel og til optagelse af løsgående kreaturer hørte med til almindelig godsejer- og fogeddannelse. Fra den ubetydelige østjyske lavadelsmand Peder Terkelsen Væbner er således bevaret hans håndeksemplar af Jyske Lov med ejerens egenhændige notater af familie- og lokalhistorisk art, holdt i en næsten folkeviseagtig stil.

Endnu en gang er det Gyldenstierneslægtens velbevarede arkiv fra Ågård, der giver os de bedste øjebliksbilleder af en højadelig husholdning i 1490'erne. I 1499 blev gårdens beboere skrevet i mandtal, og der befandt sig da 15-16 personer på ladegården. Deres tilnavne som kok, bagerdreng, skytte, hyrde og teglkone antyder lidt om arbejdsopgavernes forskellighed, selv om de fleste var knyttet til landbruget. Thi gården havde en omfattende besætning med hele 52 malkekøer og 57 stude samt meget ungkvæg til opdrætning. Med 22 plovøksne samt 34 øg og syv arbejdsheste havde gården rigelig trækkraft, og intet tyder på, at man i større udstrækning havde behov for bøndernes bistand, ud over eventuelle kørsler samt enkelte høstdage.

Glaseret stentøj fra Siegburg ved Rhinen (lidt nord for Bonn). Det var en fornem importvare, der var meget yndet, og både kander, dunke og drikkekrus optræder hyppigt i danske fund.

Men selv om der hertil yderligere bespistes tre almissefolk, var ladegården tyndt beboet sammenlignet med selve herregården. Foruden herskabet, Mouritz Nielsen selv og fru Margrete med deres besøgende børnebørn Stig Olufsen og jomfru Mette finder vi talrige svende, blandt hvilke tilnavne som Benderup, Fredberg, Orning, Smalsted, Munk og Spend klart viser, at de hørte til blandt omegnens fattigadel. Men de anføres tilsyneladende hulter til bulter imellem ikke-adelige, formentlig mere professionelle krigsmænd eller specialister på andre områder. Huspræsten hr. Jens har måske også udført en del skrivearbejde, bartskæren har taget sig af hårpragten; men barberer virkede også som sårlæger. Så var der kok og kældersvend, en bager med datter, i alt over 50 personer.

Svendene optræder hyppigt i regnskaberne over Mouritz' store rejser i 1493-94, hvor de blandt andet bringer bud til og fra hjemmet. Men dette var intet imod det opløb, vi finder ved juletid 1496, da der holdtes julelag på Ågård, en fest for familie og naboer, der synes organiseret næsten som et „gilde”, hvor flere af deltagerne selv medbragte egne gæster. Det virker ligefrem, som om det hovedsageligt er svendenes forældre, som dominerer, omegnens lavadel, der sikkert ofte selv i deres ungdom havde tjent på Ågård hos Mouritz' fader hr. Niels Pedersen.

„Anno domini 1496 jule laget paa Aagard”. Herefter følger Mouritz Nielsens egne gæster, og i den nederste halvdel af siden kommer fru Margretes fortegnelse over inviterede.

Først anføres selvfølgelig godsejeren selv med hustru, datter, svigersøn og datterbørn, hvorefter følger Vendsyssels fornemste person, selveste børglumbispen Niels Stygge, derpå de nærmeste slægtninge og venner, halvbroderen hr. Axel Lagesen og dennes fætter hr. Lage Brok. Til inderkredsen hører også det mest betroede personale som fogederne Hans Skriver på Markie og Hans Bagge på Bregentved.

Fru Margrete havde sin egen invitationsliste, der domineres af ret ubestemmelige typer som fru Inger, fru Anne osv., fruer eller enker på diverse lavadelsgods i omegnen; men her optræder også den landflygtige svensker Arvid Trolle med familie. Derpå kommer en lang række præstenavne, og man har fornemmelsen af, at det ville være højst påfaldende, om en af Han Herreds præster var blevet glemt. Derpå kommer omegnens lavadel med fruer, i flere tilfælde med egne gæster, og det er atter navne som Rekhals, Benderup, Skadeland, Juel og Munk, der præger billedet, selv om det ikke-adelige personale heller ikke er glemt. Og såvel en Mads Bigum som en Hans van der Heyde synes at høre til svendeskarens faste kerne.

Forhåbentlig har man haft det festligt ved sammenkomsten; men en sådan forsamling af slægt og venner har samtidig virket som en konkret demonstration af Ågårdslægtens dominans i Nordjylland. Denne familie- og nabogruppe har i det fejdefyldte samfund udgjort en lokalpolitisk blok, som det bestemt ikke var klogt at udfordre.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

„Anno domini 1496 jule laget paa Aagard”. Herefter følger Mouritz Nielsens egne gæster, og i den nederste halvdel af siden kommer fru Margretes fortegnelse over inviterede.

© Dette billede må du ...

Glaseret stentøj fra Siegburg ved Rhinen (lidt nord for Bonn). Det var en fornem importvare, der var meget yndet, og både kander, dunke og drikkekrus optræder hyppigt i danske fund.

© Dette billede må du ...

„Med lov skal man land bygge” begynder dette eksemplar af Jyske Lov. Bag i bogen har ejeren, en østjysk lavadelsmand, tilføjet: „Denne lovbog hører Peder Terkelsen til i Føvling og lod hende selv skrive 1490 lørdag før pinsedag”. Desuden har han skrevet nogle årbogsnoter om lokale begivenheder som bispevalg m.m. fra 1455 til 1472 samt nogle ældre begivenheder, måske familietraditioner fra kampene om Slesvig. Disse er holdt i en næsten folkeviseagtig stil.

© Dette billede må du ...

Segl med rosevåben fra vendsysselslægten Berg. I 1476 fik et medlem af slægten et vidnesbyrd om sin status, og her hed det, „at de Berger var alle riddermændsmænd og begravede i Hjørring Kirke, medens de Worner var af brydeslægt.” At man over for sine mindre fine naboer pukkede så hårdt på sin fornemhed, skyldtes givet, at slægten Berg var i økonomiske vanskeligheder, og kort efter 1500 forsvinder slægten helt.

© Dette billede må du ...

Øverst segl fra slægten Skovgaard, nederst fra slægten Hørby. Nok kan man se, at begge forestiller fugle. Men skulle man gå ud fra seglene alene, vil det ikke være muligt at fastslå, at Skovgaardslægten førte en falk og Hørbyslægten en urkok.

Viser 5 af 5 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Arvid Trolle
d. 20.2.1505, svensk rigsråd. Trolle knyttede si ...Artikel i Den Store Danske
Krabbe
flere adelige og borgerlige danske slægter, h ...Artikel i Den Store Danske
Skovgaard
I. Sjællandsk uradel, muligvis en gren af H ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Skovgaard
dansk kunstnerslægt, der stammer fra skovrider i ...Artikel i Den Store Danske
Bregentved
hovedgård ved Haslev. Bregentved nævnes 13 ...Artikel i Den Store Danske
Bagge
Flere af hinanden uafhængige borgerlige slægter. ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
arveregler
etnografisk begreb, der afspejler forskellige samfun ...Artikel i Den Store Danske
demonstration
tydelig eller opsigtsvækkende politisk meningst ...Artikel i Den Store Danske
Krabbe
Af de tre anførte slægter er de to første nør ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon

Om artiklen

Oprindelig forfatter
TrDa
13/02/2012
  • Læst 964 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki