Købstad, kirke og adel

Netop kirken har ofte været blandt borgerskabets bedste kunder. Det gjaldt især for en stiftsstad, hvor selv levnedsmiddelfagene havde gode kunder blandt de talrige gejstlige og deres husholdninger. Her finder vi mange specialhåndværk som signetstikkere, guldsmede, folk, der kunne udfore perlebroderi og udføre eller i det mindste reparere messehageler m.v. Endelig har en domkirke middelalderen igennem virket som én stor byggeplads. I 1443 var der brand i Roskilde Domkirke, hvad der medførte så store byggearbejder, at den først kunne genindvies i 1464. Hertil kom tilbygninger som det kongelige Helligtrekongers kapel og Oluf Mortensens nye våbenhus, der gav bygningshåndværkere og vognmænd meget arbejde.

Fra 1504 har vi regnskabsbrudstykker fra Roskilde Domkirkes værger, der ikke blot skulle sørge for at indkræve landgilde fra det omfattende domkirkegods, men også modtage talrige indbetalinger fra hele stiftet. De indkomne varer skulle afsættes, og pengene var der god brug for. Først og fremmest skulle et betydeligt antal præster aflønnes for de læste messer, der var en forudsætning for de mange gaver af jordegods til domkirken; men også alterdegnes og organisters honorar skulle huskes. Der bliver købt vokslys og røgelse, men vi lægger især mærke til de mange udgifter til håndværkere, f.eks. blystøbere og tagdækkere. Men man skulle også sørge for at rense tagrender, der skulle køres kalk og mursten, og kalkslagere skulle have deres dagløn.

På denne måde får vi noget at vide om datidens lønforhold. Således ses det, at den simpleste daglejer gerne fik sin dagløn fordoblet, hvis han undtagelsesvis var på egen kost. Her møder vi tømrere, murermestre og smede, skræddere og guldsmede, en bogbinder og en klejnsmed, der dels skulle sørge for kirkeklokkens fastgørelse i klokkestolen, dels sætte sikkert nødvendige låse for dørene til skolen og til vinkælderen. Og så var dette endda næppe et år med specielt hektisk byggeaktivitet.

Ikke mindst gilde- og lavsorganisationen viser kirkens indflydelse langt ind i håndværkets dagligdag. De Randers køb-mandssvendes gildeskrå af 1417 indeholder den sædvanlige blanding af selskabelige og religiøse bestemmelser, og da svendene endnu ikke var selvstændige, virkede gildet nærmest som en art klub for vordende købmænd. Men sammenslutningen har været stolt af det alter, man opretholdt i hellig-åndshuset, og som man havde skaffet omfattende aflad. Gildets fornemste klenodie var et af hele fire kardinaler udstedt brev, der regnedes for 400 dages aflad; og under unionstidens store rigsmøder havde man erhvervet såvel 15 som 11 og senere endnu ni forsamlede nordiske bispers afladsbreve. Hertil kom bekræftelsesbreve fra såvel århusbispen som en enlig islands-biskop, foruden et brev fra ledelsen af gråbrødreordenen i Danmark, der gav gildets medlemmer andel i ordenens gode gerninger og dermed ekstra aflad.

Guldsmedelav i Ålborg stiftedes 1431 af borgmester Peder Ilfarsen. Dets vedtægter fra 1441 med senere optegnelser over medlemmer og skiftende oldermænd giver et godt indblik i en større handelsbys overklasse. Skønt lovgivningen var fjendtligt stemt over for fremmed indflydelse, skulle den ene af gildets to skaffere („festarrangører”) fortsat være tysk, og alt i alt får man det indtryk, at de fremmede var yderst velkomne som gæster, dvs. som engroshandlende; de lokale detailforretninger skulle man nok selv klare.

Der holdtes møde til helligtrekongersdag, der var dans til fastelavn, og på valborgsdag valgtes en majgreve. Men gildet var især et skydebroderselskab, der én gang om året, antagelig dagen før Kristi legemsfest, dvs. en halv snes dage efter pinse, skød til måls efter den papegøje, der kom til at give gildet dets sædvanlige navn „papegøjegildet”, og vinderen blev papegøjekonge. Det var ret oplagt, at netop dette gilde opretholdt et helliglegemsalter i bykirken, og i 1451 optog man en dominikanerbroder i sammenslutningen. Da han ansås for ude af stand til at udrede de traditionelle optagelsesgebyrer, blev han i stedet forpligtet til at læse messer for såvel levende som afdøde brødre. Lavets alter måtte holdes ved lige, og i 1457 omtaler regnskabet indløsningen af en alterkalk, som havde været pantsat til gråbrødrekloster, måske i sammenhæng med at man kort forinden havde haft store udgifter til erhvervelsen af et lavshus. Alteret ejede også et monstranshus på 74 lod sølv (godt et kilo), og i 1473 optegnede man lavets købstadsejen-dom. Den bestod karakteristisk nok især af „evige renter”, dvs. at lavet havde købt en prioritet i en ejendom, hvis bruger fortsat havde fuld rådighed over den, så længe han betalte den årlige afgift, en af de få måder, hvorpå man i senmiddelalderen fuldt legalt kunne komme om ved kirkens renteforbud.

Medlemslisterne viser os, at papegøjelavet var en fornem og anset organisation, som gerne optog omegnens overklasse som æresmedlemmer. De begynder derfor med bisperne i Børglum og i Viborg sammen med abbeder og provster; men også ganske almindelige landsbypræster og tiggerbrødre kunne blive optaget. Derefter kom blomsten af Nordjyllands blå blod; først hele rækken af kongelige lensmænd på Ålborghus: hr. Eske Brok, der var faldet i 1441, og dennes efterfølger hr. Erik Nielsen Gyldenstierne til Tim, hr. Knud Henriksen Gyldenstierne til Store Restrup og vor gamle kending Mouritz Nielsen til Ågård. Dertil kom flere medlemmer af Bannerslægten på Asdal og Kokkedal, men også en del lavadel, der ellers bedst er kendt som højadelsfogeder, f.eks. i Ålborg Slots administration. Ja om det så var Mouritz' betroede, om end ikke adelige svend Hans van der Heyde, finder vi ham optaget i 1497.

Derpå følger en omfattende fortegnelse over medlemmer fra borgerskabet, hvor byrådets medlemmer er fremtrædende, men hvor skippere hyppigt får omtalt deres erhverv, mens betegnelser som „smed” osv. snarere er tilnavne. Mange tyskklingende navne kan skyldes gæster, dvs. tilrejsende handelsmænd; men i flere tilfælde er der tale om efterkommere efter tyske købmænd, der havde fundet det sikrest at følge regeringens ønske om at tage springet til at blive ordinær og bofast borger i staden.

Da vi i løbet af århundredet finder en voksende og med tiden uoverstigelig kløft mellem adelen og resten af befolkningen, er det interessant, at et sådant skydebroderselskab længe gav mulighed for, at alle stænders bedre kredse kunne omgås selskabeligt. Og uanset de talrige muligheder for tvistigheder om grænsen mellem lovlig og ulovlig handel, var storgodsejere og storkøbmænd til daglig hinandens bedste kunder.

Mouritz Nielsen Gyldenstiernes rejseregnskaber kaster et vist lys over en godsejers forhold til handel og håndværk, og det på trods af, at egentlige forretninger vel normalt hørte hjemme i det ordinære godsregnskab. Mærkeligt nok fik han sine handsker i Horsens og ikke i det Randers, der senere havde dette som specialitet. Et par hatte blev anskaffet i Hjørring, og en maler i Århus lovede at reparere et glavind (en lanse), mens murermesteren i Rold fik betaling for arbejde på Ålborg Slot.

Mouritz Nielsens personale får hyppigt nye sko, da de gamle normalt ikke blev repareret, men bortkastet. Det væbnede følge skulle gang på gang have nye armbrøster hos de værkmestre, der fandtes i alle større byer, og i Lund købte man krudt hos bøssemesteren. Dertil måtte man supplere beholdningen af blæk og papir. Undervejs blev hestenes seletøj repareret i én uendelighed, og om det så var Mouritz' sværdskede, måtte den have en ny dupsko.

Men vi finder også spor af egentlige forretninger i disse regnskaber. Under Mouritz' besøg i Hjørring den 18. september 1493 benyttede den lokale storkøbmand Tidemand sig af lejligheden til at betale 60 gylden for øksne, som lige var blevet solgt på det ribemarked, som fandt sted omkring den 7. september. Desuden købte Tidemand ål af Mouritz for hele 56 mark, en naturlig vare for en godsejer ved Limfjorden, medens en anden købmand, Mads Bunde, købte malt for 24 mark. En Peder Christensen gav 20 gylden til fæstepenge for øksne, dvs. at de sluttede kontrakt om senere levering af øksne, hvor kun en mindre del af den aftalte sum kontant kom på bordet. Om det så var til købmanden Claus Skriver i det fjerne Svendborg gik der bud frem og tilbage med betydelige pengesummer.