Helgenkulten

Den treenige Gud fremtrådte gerne som noget ærefrygtindgydende fjernt, og på kalkmalerierne optræder Kristus ofte som den strenge dommer, der på den yderste dag sender de ubodfærdige syndere til helvede. I middelaldersamfundet var det udbredt sædvane, at man søgte at opnå sine ønsker opfyldt ved at skaffe sig fortalere på passende sted. Både socialt og politisk var der udviklet et klientsystem med gensidige forpligtelser mellem klienten og dennes fortaler. Det var følgelig ikke så mærkeligt, at man også med henblik på frelsen foretrak at henvende sig til Gud gennem anbefalere, hellige personer, der føltes nærmere mennesket og derfor mere fortrolige, i håb om at de ville lægge et godt ord ind for den angrende synder.

I højmiddelalderen blomstrede Maria-kulten, da det jo var logisk at gå ud fra, at netop Gudsmoders anbefaling måtte have særlig vægt. Men som Maria blev helligere og helligere, føltes også hun snart ærefrygtindgydende fjern. Det blev derfor ønskeligt at anvende endnu en anbefaler for ad denne vej at opnå kontakt til Gud, hvorfor tilbedelsen af Sankt Anna, Marias moder, tog et vældigt opsving. På det store kirkemøde i København 1425 blev det bestemt, at Sankt Anna skulle have sin egen helligdag, den 9. december, og Annas popularitet kan aflæses dels af pigenavnets udbredelse, dels af de mange fremstillinger i kirkerne.

Fra gammel tid havde flere helgener fået særlig betydning, bl.a. efter episoder fra deres liv eller lidelseshistorie. Da Lukas efter traditionen havde været maler, blev han malerlavets skytshelgen, som Eligius blev guldsmedenes og Crispin skomagernes. Sankt Antonius blev anset for at være nyttig til at finde tabte genstande, medens Sankt Roccus især hjalp imod pest.

Men opstod der pludseligt en krise, var man måske ikke på stående fod i stand til at erindre, hvilken helgen det nu var bedst at henvende sig til. I så fald kunne man med sikkerhed påkalde de 14 nødhjælpere, et altid rede helgenkorps sammensat af mange slags specialister for øjeblikkelig fare.

I 1464 havde et alter i Vor Frue Kirke i København fået ny præst, og ved denne lejlighed ønskede det københavnske kapitel at få fastslået sin ret til at udstille kirkens omfattende relikvieskat på dette alter på bestemte tider af året. Det blev da bestemt, at på Kristi legemsfest, kirkens indvielsesdato, den specielle relikviefest sidst i juli samt på Maria Magdalenes og de tre store mariahelligdage skulle alle de offergaver, som andagtssøgende ved disse lejligheder lagde på alteret, ikke gå til alteret og dets præst, men til kapitlet.

Fra en noget senere tid har vi ligefrem et helt katalog over Vor Frue Kirkes enorme helgenskat, hvor „et anseeligt stykke af det hellige korsets træ” indtog hæderspladsen. Garanteret ægte mariarelikvier var svære at finde, hvorfor man måtte være glad for et stykke af hendes underkjortel samt lidt jord fra hendes grav.

Så var der mere forslag i de 11.000 jomfruer. Medens domkirken i Lund besad kroppene af jomfruerne Eufrosine og Floren-tia, var man i Roskilde så heldig at have deres hoveder. Men lidt af den hellige Eufrosine fandtes dog her i København. Af Sankt Barbara havde man hele fem relikvier, desuden af Dorothea samt et stykke af Johannes Døberens hoved. Mange af disse værdifulde og hellige genstande blev opbevaret i kostbart udstyrede helgengemmer, og nu og da kunne man placere rester fra mange forskellige helgener i samme gemme, således dele af de altid gangbare 10.000 riddere.

Det tidligere nævnte skånske højadelsægtepar, der så ivrigt søgte aflad i Rom, modtog ikke blot „skriftebrev” (vist pavelig aflad), men også to små kors af perlemor, der havde ligget på den hellige grav og andre hellige steder i Jerusalem, hvorfor man måtte formode, at noget af stedernes hellighed smittede af på dem.

I 1505 fik dronning Christine pavelig tilladelse til at erhverve relikvier i Rom, hvor navnlig klosteret Tre Fontane havde specialiseret sig i at levere ægte sager. Men normalt behøvede man ikke at gå så langt, da de 11.000 jomfruers begravelsesplads ved Köln altid var leveringsdygtig.

Når man i København også gemte dronning Margretes pen-nehus, skyldes det antagelig, at man gik ud fra, at det måtte være en gave fra selveste den Birgitta, hvis helgenkåring unionsmonarkerne var gået så meget op i. Men grænsen mellem symbol og ægte helgenlevn var ofte svær at trække, og de mange valfartstegn, som pilgrimme bragte hjem som bevis på deres rejse, var ej heller uden værdi. En kyndig teolog ville naturligvis altid fastholde, at kun Den treenige Gud burde tilbedes; helgenerne anmodede man blot om forbøn. Og da den ægte fromhedstilstand var afgørende, kunne man vel strengt taget lige så vel bede foran et billede af en helgen, og det uanset om der fandtes en ægte relikvie eller ej.

Kun på ét punkt var den ægte relikvies fysiske tilstedeværelse nødvendig; messen kunne kun læses ved et korrekt indviet alter, der ved at indeholde relikvier selv var en symbolsk helgengrav. Fattige landsbykirker havde ikke mulighed for at konkurrere med en kirke som f.eks. Vor Frue i København med dennes enorme helgenskat. Men endnu findes der ofte små pergamentssedler i alterbordene, der skal dokumentere, hvilke hellige rester, der var nedlagt her.

Da Maribo Kloster først indviedes midt i 1400-tallet, var det svært for selv en så velanskrevet institution at klare sig i konkurrencen. I korbuekrucifikset var ganske velvalgt anbragt et stykke af den eddikesvamp, hvormed den romerske soldat søgte at lindre den lidende Kristus' tørst. Desuden havde man et stykke af den gyldne port, gennem hvilken frelseren bar korset; men derudover måtte man tage til takke med et voksklæde, der havde været brugt til at svøbe om andre relikvier, og hvorpå forhåbentlig noget af helligheden var smittet af.

I Nørre Kirkeby på Falster var der i alteret noget af såvel Sankt Cyriacus som af Sankt Morten og af de 11.000 jomfruer; i Tårs på Lolland havde man et stykke af Sankt Hans' arm, medens andre landsbykirker som Boeslunde i Sydsjælland måtte nøjes med asken af indviede hostier. Men det repræsenterede dog en kristusrelikvie.

Da den nordtyske kirke Wilsnach brændte i 1383, nåede man ikke at redde de indviede, dvs. forvandlede oblater. Men under oprydningen fandt man tre blødende nadverbrød, dvs. at der var sket et mirakel, som fastslog sandheden i nadverforvandlingen. Straks strømmede pilgrimme til fra fjern og nær, og inden længe bredte denne kult sig. I Kippinge Kirke på Falster kunne man stolt fremvise en lige så ægte blødende hostie, der sidst i århundredet gjorde kirken til et af rigets mest søgte valfartsmål. Mouritz Nielsen Gyldenstiernes rejser i 1494 viser os også lidt af denne traditionelle fromhed, idet han besøgte såvel Ry Kirke, der var indviet til Sankt Søren, som Vor Frue i Karup og Vestervig, hvor Mouritz ofrede en skilling for at blive velsignet med hellig Tøgers ben, kirkens gamle grundlægger, der havde bevaret sit lokale ry.

Meget inden for helgenkulten kan virke modeagtigt. Nye strømninger spores straks på dette område, hvad også nye og pludseligt populære personnavne giver en antydning af. Den ellers lidet kendte Erasmus må have opnået en vis yndest i senmiddelalderen, eftersom navnet Rasmus nu blev almindeligt. Da det er et udpræget bondenavn, der praktisk talt ikke bæres af adelige, tyder dette på, at der fandtes en folkekultur, der ikke udelukkende bestod i at efterligne overklassens aflagte moder.