Brok og Rosenkrantz

Alt i alt synes forliget med århusbispen at holde, måske fordi rosenkrantzerne fik andet at tænke på. Fra gammel tid havde slægten Brok været blandt Djurslands største jordejere, men ubelejlige dødsfald havde gang på gang ført til, at slægten var repræsenteret ved umyndige børn. Men nu var den unge Lage Brok til Gammel Estrup omsider blevet myndig, og af forhandlinger fra 1460 ser vi, at en ny fejde var i fuld gang; parternes svende overfalder hinanden, og så længe herredstingene var under kalølensmandens kontrol, er det gerne Lage Broks svende, der bliver erklæret fredløse.

Engang skulle lavadelsmanden Henrik Prip være kommet til Gammel Estrup med brev fra hr. Otte. Da Lage Brok ikke var hjemme, tog hans hustru vel imod svenden og beværtede ham smukt. Men efter at Henrik Prip var redet bort, kom Lage Brok hjem og så brevets indhold, en klage, om ikke ligefrem en stævning, og stærkt ophidset satte han efter Henrik Prip for at slå ham ihjel, hvilket dog ikke lykkedes. Fejden kulminerede, da Lage Brok efter hr. Ottes klage skulle have sendt al sin magt imod Bjørnholm, som han belejrede en hel dag med 16 mand!

Forsøg på mægling strandede den ene gang efter den anden. Men det er værd at bemærke, at den efter rosenkrantzernes opfattelse så stridbare Lage Brok bestemt ikke var isoleret. Han støttedes ikke blot af sin fredeligere eller i hvert fald mere diplomatiske fætter Axel Lagesen til Clausholm; da denne var beslægtet med ågård-gyldenstiernerne, havde Lage Brok således forbindelse til en slægtsgruppe, der i rigspolitikken gang på gang optrådte som rosenkrantzernes modstandere.

Som før nævnt udspillede der sig sidst i 1460'erne en indenrigspolitisk krise, hvor Rosenkrantzgruppen flere gange var i defensiven, og i 1467 mistede hr. Otte endog sit len Kalø og dermed kontrollen over områdets herredsting. På denne tid opnåede Axel Lagesen den begunstigelse at blive forlenet med et slot, der lå så bekvemt nær hans gods Clausholm, nemlig Tordrup uden for Randers, og senest i 1469 fik Lage Brok det betydningsfulde Koldinghus i len. Mere betød det nok i det lange løb, at han nu også opnåede birkeret til Gammel Estrup, således at hans gods omsider blev frigjort fra herredstingenes kontrol.

Omkring 1470-71 stabiliseredes de indenrigspolitiske forhold, og rosenkrantzerne genvandt den kongelige velvilje. Lage Brok mistede sit len, og inden længe var fejden atter i fuld gang. En sidste udløber af stridighederne møder vi så sent som i 1474, hvor hr. Erik Ottesen fandt det nødvendigt at fralægge sig ganske grove beskyldninger, bl.a. med dokumentation helt fra Odense. Her havde en af hans svende benægtet, „at han skulle have siddet i kroen og sagt, at hr. Erik Ottesen skulle have lovet ham penge, at han skulle have hjulpet at slå Lage Brok ihjel”. Så længe efter kan vi slet ikke udtale os om historiens sandhedsværdi, men den giver et klart vidnesbyrd om, hvilket forgiftet klima der var imellem Djurslands storgodsejere.

Først i 1475 ender disse evindelige kampe, da hr. Erik Ottesen erklærede „at have sagt velbåren mand Lage Brok et stadigt, fast, fuldt og alt venskab … som en god kristen mand bør at gøre en anden”. Endelig oplever vi her den senere så berømte rosenkrantzfromhed, der kom til at give Erik Ottesen eftermælet: „Han var som en fader for Danmark”, skrev en klosterkrønike.