Segl, der førtes af de lavadelsslægter, der var så aktivt engageret i fejden mellem Brok og Rosenkrantz: Jes (Nis) Palnesens halve ørn, Peder Henriksen Prips møllehjul og den politisk kløgtige Erik Lunovs heraldiske våbenmærke.

.

Gennem disse stormandsfejder lærer vi også lavadelens tilværelse nærmere at kende. I dette samfund uden en effektiv offentlig myndighed gjorde enhver klogt i at søge tilknytning til en gruppe for derved at kunne fremme egne interesser, f.eks. i retssager, og for at undgå ubehageligheder, ja i værste fald blot for at holde sig i live. Fattigadelen flokkedes om deres hjemegns stormænd, der først og fremmest ydede dem beskyttelse. Men i stormandshusholdningen kunne den lavadelige ungdom oplæres i det høviske liv, i våbenbrug og i elementær godsejerjura, idet fejderne langtfra alene førtes med sværdet, men lige så gerne med juridiske finesser.

En lavadelssvend ville gang på gang komme i den situation at skulle optræde for sin herre på tinge, indkræve fæsteafgifter m.v., og de bedst egnede kunne se hen til en ansvarsfuld stilling som foged eller forpagter på et af stormandens mange godser. I så fald kunne den fattige lavadelsmand forvente en sluttelig „pensionering” ved at få overdraget et mindre gods på gunstige vilkår.

I brokkernes omgivelser finder vi en gruppe fætre, sønner af Jes (Nis) og Peder Palnesen. En hr. Jes Nielsen var f.eks. i 1447 kapellan på Clausholm, medens hans broder Godske Nielsen 1474 solgte sit beskedne gods i Veggerslev til Lage Brok. En fætter, Niels Pedersen, opholdt sig i 1454 i Dueholm Kloster, en johannitterstiftelse, der på det nærmeste havde specialiseret sig i at være forsørgelsesanstalt for forarmet lavadel. Og dennes broder Lage Pedersen, der både i 1484 og i 1492 skriver sig til Stokkebro, synes efter navnet at dømme at have haft Lage Brok til fadder. Stokkebro var ikke engang hans ejendom, men tilhørte Axel Lagesen, der må have forpagtet eller udlejet det lille gods til en af slægtens trofaste klienter. Men derefter forsvinder denne lavadelsslægt ud af historien; det var vilkårene, når man var så uheldig at være på de evindelige taberes side.

Så havde den talstærke lavadelsslægt Lunov anderledes politisk flair. I 1430'rne var en Erik Lunov foged på Gammel Estrup under Lage Broks umyndighed; men i 1446 finder vi ham ansat på Kalø hos hr. Otte Nielsen Rosenkrantz, så han har tidligt mærket, hvilken vej vinden blæste.

Medens vi kender talrige adelsbreve til gyldenstierneklienter, har vi kun yderst få i forbindelse med rosenkrantzerne, måske fordi de havde en så betydelig søgning af forarmet lavadel, at yderligere tilgang ikke fandtes påkrævet. Men en ellers ganske obskur Oluf Bosen er af interesse, da hans våben kan virke som en efterligning af rosenkrantzernes skaktavlede skråbjælke. Blandt sine mange forleninger af krongods på Djursland havde hr. Otte også opnået det kongelige Bro Hospital ved Grenå. Ingen kan have forestillet sig, at rigshofmesteren personligt skulle tage sig af denne sociale institution. I 1460'erne møder vi i stedet Oluf Bosen som administrator af hospitalets beskedne gods. Senere overtog han desuden bestyrelsen af Øm Klosters nærliggende besiddelser, og på denne elegante og økonomiske måde løste hr. Otte et aflønnings-eller pensionsspørgsmål.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Svendeliv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig