Åger

Den stærkt voksende anvendelse af kontanter bidrog også til at skabe et forøget kreditbehov. Men her kom man nemt i konflikt med kirken, der fra oldtiden havde arvet den opfattelse, at penge i sig selv ikke kunne avle flere penge, dvs. at enhver tagen rente af kontantlån i sig selv var at betragte som åger. Dette spørgsmål stod allerede omkring 1377 på det danske rigsråds dagsorden. Men rådet henviste omgående problemet til de kirkelige domstole, da det betragtedes som et moralspørgsmål, der hørte under gejstlig ret. Ganske som i udlandet raser danske prædikanter imod åger, og retsregler og synodalstatutter fordømte middelalderen igennem åger og truede overtrædere med kirkens straf i dette og helvedes pinsler i det næste liv.

Så længe man under naturaløkonomi fortrinsvis havde lånt af trang, lå der en vis beskyttelse af de fattige ved betoningen af evangeliets ord om, at man burde komme de trængende til hjælp uden at vente belønning derfor ud over tilbagebetaling af det lånte. Men som pengeøkonomien vandt frem, føltes det i stigende grad urimeligt, at man ikke kunne låne en driftig forretningsmand den kapital, med hvilken han kunne gøre en god forretning, og til gengæld opnå en rimelig rente som godtgørelse for den risiko, man derved løb. Efter kirkens opfattelse var det ikke lovligt, medmindre man oprettede et proformapartnerskab.

Mange steder på landet var den normale begravelsesafgift til kirken, at en god bondes arvinger gav en ko. Disse mange kirkekøer kunne da udlejes af kirken under navn af „jernkøer”, dvs. at lejeren var forpligtet til at aflevere en lige så god ko igen. Hvis koen vurderedes til at være to mark værd, gav lejeren to skilling i årlig lejeafgift (dvs. 1/16 = 6 1/4). Men stod en nyetableret bonde og manglede kontanter, har det været fristende at springe formaliteterne over, og som anført (i afsnittet Den danske mønt) ydede kirken i Tønder direkte kontantlån først i 1500-tallet.

Faktisk er senmiddelalderens økonomiske liv præget af alle hånde forsøg på at slippe uden om det utidssvarende renteforbud. Det havde alle dage været fuldt lovligt at pantsætte ejendom, og da man derved midlertidigt overdrog ejendommen til kreditor, fik denne huslejen eller fæsteafgiften deraf, og en sådan indkomst ansås altid for fuldt ud legal.

I stigende grad finder vi derfor sådanne prioriteringer, uden at det altid kan ses, hvor ofte den er reel eller blot proforma. I købstæderne blev debitor ofte boende i den pantsatte ejendom, og havde en kreditor købt en rente på f.eks. en mark med sikkerhed i debitors hus, vil prisen på dette køb hjælpe os til at forstå, hvilken rentesats man da regnede med. Når man omkring 1450 i Husum i Vestslesvig kunne købe sig en sådan rente for 15 mark, var den normale rentefod da 6 2/3 procent (nemlig 1/15).

Specielt fra Flensborg by har vi et rigt materiale, der viser, i hvilken udstrækning velhavende sognekirker, gilder og lav satte ledig kapital i fast ejendom. Gennem disse transaktioner får vi da indtryk af, at en voksende pengerigelighed tvang rentefoden ned. Endnu omkring 1400 kunne man opnå henved otte-ti procent i rente ved disse lån i fast ejendom. Men i sidste halvdel af 1400-tallet blev det almindeligt, at man gav én skilling i rente for hver lånt mark, dvs. 1/16 eller 6 1/4 procent. Og danske sognekirker synes efter regnskaber at dømme at have lånt småbeløb ud uden at bekymre sig alt for meget om formaliteterne med hensyn til lovlige prioritetslån.

Storhandelen havde andre måder at komme om ved renteforbudet på; dels kunne man ved større kreditgivning beregne sig et risikotillæg, dels en provision, og de tidlige pengebreve indeholder næsten altid regler for, hvilken mønt der skulle betales tilbage i. Ved at sætte en passende omvekslingskurs var der gode muligheder for reelt at beregne sig en rimelig avance, uanset at fromme mennesker rynkede på næsen ad den slags forretninger.

Da handelen i stigende grad havde behov for kortfristet kredit, blev en sådan gerne givet i et dokument, hvor långiveren sikrede sig en fortjeneste ved at fastsætte en så rigelig omvekslingskurs, at man derved kom uden om renteforbudet. Derfor hedder den almindeligste form for kort kredit den dag i dag en veksel, selv om betydningen unægtelig har ændret sig.