Dronningens testamente

Der er ikke ringeste grund til at tvivle på, at dronning Margrete som næsten alle i hendes samtid bestræbte sig på at være en god kristen og leve op til, hvad man dengang forstod derved. Hun stod især på god fod med rigernes højgejstlighed, og gennem hele sin regeringstid betænkte hun kirkelige institutioner med rundelige gaver.

I 1393 skænkede dronningen nonneklosteret Hundslund i Vendsyssel noget gods, som hun nyligt havde erhvervet. Til gengæld lovede priorinden og nonnerne at opføre et helligkors alter, hvor der skulle holdes en daglig messe for såvel hendes forfædres som hendes egen sjæl. Dertil skulle der hvert år dagen efter helligtrekongersdag afholdes en speciel mindehøjtidelighed, en såkaldt årtid, efter hvilken nonnerne skulle beværtes rundeligt med mad og øl.

Margretes gavmildhed viser sig især i forbindelse med de store godsrevisioner efter 1406, ikke sjældent når der var tale om gods, hvor det juridiske grundlag ikke var det bedste, eller hvor der i virkeligheden lå højst indviklede trekantshandeler bag.

Da dronningen således havde erhvervet sig borgen Rugtved med tilhørende fæstegods, blev borgpladsen skænket til Børglum bispestol på betingelse af, at de gamle befæstninger blev nedrevet. Dertil skulle for gaven holdes en ugentlig trinitatismesse samt en årtid mandag efter trinitatis søndag, og her skulle ikke blot det klosterlige domkapitels præmonstratenserbrødre bespises. Men også peblingene (vel domskolens elever) skulle da have „helligt”, dvs. en ekstra fridag med lidt godt på bordet.

Og mens hundslundnonnerne skulle synge „Salve regina misericordia” (Hil dig barmhjertighedens dronning), blev det pålagt Børglum domkapitel at istemme „O florens mater domini speciosa” (Blomstrende moder, Herrens pryd).

Faktisk har flere gaver kunnet give kirkens mænd anledning til bekymring, som da Esrum Kloster i 1400 modtog Egebjerg gods i Ods Herred. Samtidig med gaven forlenede klosteret nemlig dronningen på livstid med alt klosterets gods på Halsnæs ved Hundested, og dette iværksattes straks, mens gaven først trådte i kraft ved dronningens død og vel at mærke kun, såfremt den unge konge ved opnået myndighedsalder kunne bekræfte den.

I 1405 modtog abbederne i Esrum og Sorø 1000 nobler som depositum. Men hvis dronningen døde uden at have krævet pengene tilbage, skulle abbederne sørge for at de blev anvendt til pilgrimsrejser. Mange gaver kendes kun fra kong Eriks stadfæstelse i 1401, andre antydes gennem pavernes udstrakte tildeling af afladsprivilegier til institutioner, der havde Margretes bevågenhed. Men gavmildheden fortsatte i stor stil: i 1406 er det Århus Domkirke, der bliver betænkt, i 1407 Ribe Stift, hvor der var adskillige uafklarede problemer. Dronningen indløste nu det pantsatte slot og len Lundenæs nær Ringkøbing, og da biskop og domkapitel samtidig gav hende generalkvittering for alle tænkelige mellemværender, aner man, at der har været flere uafklarede detaljer i sagen. Men ved at slå en streg over det hele, idet man betragter alt som „gave”, blev problemerne elegant bragt ud af verden, uden at nogen af parterne tabte ansigt. Allervigtigst var nok, at biskoppen samtidig modtog det sønderjyske Trøjborg Slot og gods som pantelen (for hele 5000 lødige mark), en besiddelse, som stiftet havde endnu på reformationstiden, selv om nøjeregnende konger nu og da kunne lide at erindre kirken om, at det egentlig var krongods, der juridisk set kunne indløses igen.

Gavmildheden kulminerer med dronningens testamente af 1411, hvor mange tidligere gaver stadfæstes, og hele pilgrimsrejseprogrammet gentages. Specielt blev Roskilde domkapitel betroet en enorm sum på i alt 16.337 1/7 mark lybsk. Deraf skulle 5000 mark uddeles i Skåneområdet til fattige kirker og klostre og til husarme, som intet haver, samt til hjælp for fattige jomfruer, kvinder og mænd, der havde lidt under krigene. Dertil skulle 8437 1/2 mark deles i tre portioner, dels til Wilsnach og andre kirker på den tyske østersøkyst mellem Lübeck og Stralsund til Vor Frues og Sankt Mathias' hæder, „for den nåde og ære, som de gjorde med disse riger på Vor Frue og Sankt Mathias' dag” (endnu en gang en påmindelse om sejren ved Åsle i 1389), dels til andre fattige kirker i de nordiske riger, som ikke var udtrykkeligt nævnt i testamentet, og endelig skulle den sidste portion deles mellem kvinder og møer, der var blevet krænket og fornedret i den orlog, som var foregået øst for Øresund, og til gavn (dvs. messer) for de sjæle, som døde i disse krige, det være sig til lands eller vands, uanset hvilken side de havde kæmpet på.

Af de resterende 2900 lybske mark skulle 1500 mark gå til pilgrimsfærd, men vel at mærke ud over de store dispositioner fra 1405, desuden til almisseuddeling i almindelighed, dog fortrinsvis til at bøde på tab, som fattigfolk uforskyldt havde lidt under krigene samt specielt til at holde fattige klerke i skole. Endnu 500 mark øremærkedes som en større gave til Vor Frue Kirke i Kalundborg samt mindre beløb til kalentegilderne (de gejstlige sammenslutninger) i Roskilde, Ods Herred og i Næstved og til dels at udsmykke Trinitatis alter i Roskilde Domkirke, dels til forgyldning af seraferne Cherubims og Serafims billeder, hvorefter den beskedne rest kunne gå til indkøb af vokslys til Sankt Anne alter.

Der var nu kun 900 mark tilbage, hvoraf en tredjedel skulle bruges til at købe klæder til fattige, syge og husarme folk, endnu én til trængende kirker og klostre, og for den sidste tredjedel skulle indrettes et nyt kapel i Roskilde Domkirkes hvælvede sydtårn, hvortil der skulle glasvinduer og alt andet nødvendigt. Her skulle der ikke blot holdes en daglig messe, men også en årtid for den nyligt henrettede ridder hr. Abraham Brodersen, der synes at have stået dronningen særlig nær, og med hensyn til dette kapel udstedtes et særligt dokument, da der blev lagt jordegods hertil i rigt mål.

Men Roskilde domkapitel var ikke alene om at stå med ansvaret for at udføre dronningens sidste vilje. Vor Frue Kloster i Roskilde skulle forvalte 6000 lybske mark, hvoraf halvdelen skulle gå til byggeri på klosteret m.v., den anden halvdel uddeles til husvilde, fattige klerke, jomfruer og enker og i det hele taget til folk, der ingen anden udvej eller hjælp kender, og da pilgrimsrejser atter nævnes, var det måske især blandt sådanne forarmede, at man kunne forvente en gentjeneste ved, at de påtog sig visse af rejserne. Sammen med Esrum og Sorø klostres abbeder forpligtede priorinden sig til at føre den testamentariske gave ud i livet senest et år efter dronningens død.

De samme to abbeder modtog endnu 2000 mark, og her gentages og specificeres bestemmelserne om pilgrimsrejserne. Til slut fik Ringsted Kloster bekræftet et ældre gavebrev på 2000 mark lybsk, hvoraf de 1500 var til klosteret selv, resten til underhold af ni trængende mennesker, der således fik en art livrente i klosteret. Og som alle de begunstigede kirkelige institutioner var forpligtet til messelæsning m.v., har man lov til at regne med, at begunstigede fattigfolk ville huske den afdøde i deres bønner.

Hertil kom mange tidligere gaver, klosteroprettelser og den daglige almissegivning m.v. Også svenske kirker og klostre betænkes så rundeligt, at vort ukendskab til norske gaver sandsynligvis skyldes, at et tilsvarende dokument er gået tabt.

Ved en storslået højtidelighed overførtes Margretes lig i juli 1413 til Roskilde Domkirke, der fra nu af i stigende grad bliver den kongelige gravkirke. I den lybske krønike findes en så detaljeret skildring, at man fristes til at tro, at hansestaden havde ladet sig repræsentere, og at beskrivelsen skyldes øjenvidner. Foruden kong Erik var såvel hans fætter hertug Bugislav af Pommern som hertugen af Sachsen-Lauenburg til stede, dertil ærkebispen af Lund ledsaget af endnu 15 bisper fra hele Norden. På den første dag holdtes messer for den afdøde dronning ved hele 50 altre (antagelig hvad der var i domkirken). Kongen skænkede hvert alter en gylden prydelse, hans dronning en prægtig alterdug, og samtlige altre modtog desuden en forgyldt alterkalk. Hver af fyrsterne ofrede desuden en hel gylden på hvert alter, medens de øvrige medlemmer af ligfølget kunne forsyne sig af en skål fyldt med lybsk mønt og ofre til altrene efter behag.

På den efterfølgende dag holdtes messer for kongens fædreneslægt, og på tredjedagen mindedes dronning Philippas nyligt afdøde fader kong Henrik 4. af England (død den 20. marts 1413). Til slut mærker man krønikeskriverens imponerethed, næsten som om også en lübecker dog engang kunne føle sig stolt over at være nordbo: „Dette skete efter dronning Margretes egen bestemmelse, og alterdugene var gjort ved hendes eget håndarbejde. En mere pragtfuld begravelse med rigere gaver i prydelser, alterkalke eller penge er ikke afholdt nogetsteds i Europa.”