By og borger

Hvad der især skilte det tættere befolkede Danmark ud fra de andre nordiske lande, var rigdommen på byer, henved et hundrede købstæder og ikke så få handelspladser af omstridt lovlighed. Og bortset fra de tyndest befolkede egne i Midtjylland og i de indre skånske landskaber havde kun få langt til nærmeste købstad.

Flertallet af disse byer kan dog bedst karakteriseres som forvoksede landsbyer, hvor dyrkningen af bymarken fortsat spillede en vigtig rolle. Efter reformationen og frem til udskiftningen i 1800-tallet var Århus bymark således delt i ca. 270 lodder, og man aner, at der tidligt har været netop så mange fuldborgere i staden, at hver kunne få én lod. Selv en af rigets større købstæder kan derfor næppe have haft en verdslig befolkning på over 3-4000 mennesker.

Med købstadsretten fulgte tilladelsen til at afholde en ugentlig torvedag, hvor man ventede, at omegnens bønder mødte op med friske landbrugsvarer. Det var desuden almindeligt, at en købstad afholdt et eller flere markeder om året; Holstebro var således kendt for sit hestemarked ved midsommertid, der bragte handlende langvejs fra til Vestjylland.

Men desuden havde købstaden eneret på at drive håndværk, idet kun de mest elementære erhverv som landsbysmed o.lign. måtte udøves uden for byen. Hvad der gjorde en købstad til noget særligt, var dog især, at den udgjorde et særskilt retsområde med egen stadsret, der ofte blev udstedt samtidig med, at købstaden fik sine specielle privilegier. Ikke sjældent fik en yngre by en stadsret, der i høj grad lignede en ældre nabobys, og i tidens løb mærker vi Københavns voksende indflydelse. Den nye stadsret, som Christoffer af Bayern i 1443 gav København, blev hurtigt overført til Helsingør, og inden længe blev ikke blot de sjællandske, men også de skånske byer påvirkede heraf. En senere redaktion, den såkaldte Kong Hans' Stadsret, fik i nogen grad betydning som generel køb-stadslovgivning.

Disse stadsretter skulle supplere de gamle landskabslove, der var blevet til i en tid, hvor handel og købstadsliv endnu spillede en mindre rolle, og derfor indeholdt stadsretten de nødvendige særbestemmelser. Byernes mere mobile samfund havde først og fremmest brug for en hurtigere retshåndhævelse både i økonomiske anliggender og i kriminalsager. Navnlig strafferetsplejens regler var betydeligt strengere end landskabslovene, der i langt de fleste tilfælde blot krævede bøder. I byen blev utugtige kvinder kagstrøget, dvs. riset ved en pæl på torvet, småtyve brændemærkedes og røvere blev hængt, hvorfor i hvert fald de større byer var nødt til at have egen bøddel.

Erik af Pommerns store købstadsforordning af 1422 bestemte, at hver købstad skulle styres af to borgmestre og alt efter byens størrelse seks til tolv rådmænd, valgt af og blandt byens storhandlende. Da en af byrådets vigtigste opgaver var at kontrollere håndværkets monopolstilling, især arbejdets kvalitet og priser, var der en vis rimelighed i, at håndværkere i almindelighed var udelukket fra at blive medlem af rådet.

Men der opstod gang på gang stridigheder mellem byrådet og det menige borgerskab, der ønskede større indflydelse, f.eks. på skatteligningen og anvendelsen af stadens egne penge. Mange kongebreve indskærpede rådets myndighed og gav mere og mere detaljerede valgregler, men røber derved, at der var mange konflikter. Stiftsstaden Odense fik såvel i 1441 som i 1454 nye regler om valg af borgmestre og råd; men det løste ikke problemerne, hvorfor kong Hans i 1495 erklærede: „Vi have overvejet med vort råd om den tvedragt og uvilje, som nu har været mellem vore borgmestre og råd i Odense på den ene og menigheden dér sammesteds på den anden side”, hvor især skatteligningen havde givet anledning til utilfredshed. Der indføres nu den nyordning, at staden deles i 15 roder, der hver skal udrede 20 mark af den kongelige skat på i alt 300 mark. Disse penge skal opkræves af en rodemester, der var en almindelig borger, og samtidig skal to almindelige borgere som kæmnere have ansvaret for stadens ordinære indtægter og udgifter.

Sammen med det forrige års rodemestre skulle de nye udgøre en art ligningskommission, der under rådets kontrol skulle sørge for skatternes retfærdige påligning, „eftersom enhver har gods og håndtering til”. Og som noget nyt fastslår disse odensebestemmelser, at når en rådmandsplads bliver ledig, skal de 15 rodemestre efter borgerskabets råd foreslå fire kandidater, af hvilke rådet da skal vælge én. Men håndværkere var fortsat udelukkede, medmindre de da var så formuende, at de havde råd til at opgive deres erhverv.

I mindre byer var det gerne tilstrækkeligt med en fjerdings-inddeling, og fjerdingsmænd og kæmnere optræder i flere og flere byer som borgerskabets garanter for, at rådet ikke vilkårligt skaltede og valtede med stadens pengesager. Kongens foged, der i de mindre byer ofte var eller i hvert fald blev rådmand, skulle tage sig af opretholdelsen af ro og orden, og i de større byer måtte han have et antal bysvende til hjælp. På særlige borgermøder kunne rådet stille forslag om lokale vedtægter, blandt andet om så traditionelle købstadsproblemer som renholdelse af gader og vandløb, forbud imod at bygge klosetter generende nær en nabos grund osv.

En gang om ugen trådte bytinget sammen under forsæde af byfogeden. Men rådet beholdt samtidig en vis domsmyndighed, vist især i mere besværlige handelsretssager og arvesager inden for dets egen kreds, og i de større byer kunne rådet ligefrem virke som appelinstans fra bytinget. Tidligt i århundredet møder vi byskriveren, der førte byens bog over borgerskabet, protokollerede vigtigere retssager og tillægsbestemmelser m.v.

I princippet var det ulønnet at være medlem af byrådet, men i tidens løb havde rådet skaffet sig adskillige privilegier. Dets medlemmer var således fritaget for at bidrage til den ordinære byskat, men dog ikke til de stedse hyppigere kongelige ekstraskatter. Navne som Rådmandsvangen o.lign. antyder, at dele af bymarken kunne være overladt til rådets brug. I større købstæder som København, Malmø og Ribe fandtes en stads-kælder med monopol på udskænkning af importerede kvali-tetsdrikkevarer, og overskuddet herfra gik vist ofte i borgmestres og rådmænds lommer. Da rådet desuden var ansvarlig for mål og vægt, kunne vejerpenge også være en ekstraind-tægt.

Ofte havde staden egen formue, for eksempel i form af fast ejendom, der gav lejeindtægter, eventuelt en kommunal badstue, og endelig har der været talrige småafgifter til stadens kasse, f.eks. når tilflyttere ønskede at blive indskrevet i byens bog som nye borgere.

Principielt vågede købstæderne nidkært over deres selvstændighed, og kun i København finder vi en direkte kongelig indblanding. Som staden i stigende grad opfattedes som rigs-hovedstad, finder vi her mange byrådsmedlemmer, der næppe i egentlig forstand kan kaldes borgere, men som snarere har gjort karriere på Københavns Slot, og som ofte havde eller antog status af lavadel.

I adskillige byer mærkede man betydningen af lavadeliges flytten til staden, og Slagelse måtte i 1466 fastslå, at disse skulle betale købstadsskat på lige fod med andre, dvs. at deres adelige frihed ikke angik staden. Lidt mere udførlige regler fra Nakskov i 1461 tillader en i byen boende adelsmand frit at handle på torvet til eget forbrug. Men dersom han vil „købslå”, dvs. drive handel som erhverv, skal han betale skatter og afgifter som enhver anden borger. Her finder vi vist forklaringen på, at der i byer som Odense århundredet igennem findes en „borger-adel”, der generation for generation skiftede imellem tilværelsen som landlig lavadel og som byrådsmedlemmer. Så længe de levede på landet, nød de godt af adelens privilegier; men slog de sig ned som borgere, måtte de følge de regler, der gjaldt i staden.

At rigsråder i stigende grad købte gård i København, ligesom landstingsbyen Viborg altid tiltrak det jyske aristokrati, var vel alt i alt nærmest en fordel for disse byer, da omsætningen steg, når dette købedygtige publikum regelmæssigt slog sig ned i staden. Et større problem var og blev kirkens skattefrihed. Her fastslog Odense by i 1490, at vel var den eksisterende kirkelige ejendom skattefri; men blev kirken ved med at købe købstadsjord, skulle disse nyerhvervelser betale skat som før.

Da kirken ofte var største jordejer i staden, møder vi talrige klager over uberettigede huslejestigninger på kirkelig ejendom. Allerede i 1459 forbød Odense købstad dette, og i 1506 afgav konge og rigsråd et vigtigt responsum, der gav sikkerhed for den lejer, der fortsat var villig til at betale sin sædvanlige leje. At man mente det alvorligt, ses af, at straffen for overtrædelse heraf var 40 marksbøden, dvs. den klassiske fredløshedsbøde.

Da bondens landgilde i tidens løb blev anset for uforanderlig, var der i og for sig en vis rimelighed i, at samme regler også skulle gælde i købstæderne, og at specielt kirken burde holde sig for god til at søge spekulationsavancer. Problemet var blot, at huslejen hér gerne var fastsat i penge, og takket være den igennem århundreder fortsatte inflation blev de kirkelige og sociale institutioners indtægter af fast ejendom stille og roligt forvandlet til inderligt ligegyldige småbeløb.

En vigtig opgave for rådet var at sørge for byens forsyning med levnedsmidler. Men først og fremmest holdt man et vågent øje med priserne, især på det daglige brød. Da den mindste mønt i praksis var en hvid (en firpenning, dvs. 1/3 skilling), var det upraktisk at lade brødprisen svinge i takt med kornpriserne. I stedet valgte man den simple løsning at give regler for vægten af f.eks, et skillingsbrød. Når kornprisen steg, fik man et brød af mindre vægt og omvendt, og vægtenhederne tillod en langt større præcision end møntenhederne. Men man førte nøje kontrol med bagerne, der gennemgående havde et fælt rygte for at snyde med vægt og kvalitet.