Bernt Notkes træskulptur af Karl Knutsson er udført ca. 1490, oprindeligt placeret sammen med Sankt Jørgensfiguren i Stockholm, men nu på Gripsholm Slot. Det er umuligt at afgøre, i hvor høj grad der er tale om egentlig portrætlighed. Men der er i alt fald tale om en aldrende, skuffet mand, der har følt sig udslidt efter over 40 års kamp om magten.

.

Det mægtige slesvig-holstenske ridderskab var en sammenslutning med omfattende privilegier, til hvis opbevaring man 1504 lod udføre dette skrin (Lade) med de 24 dominerende slægters våben. Øverst på forsiden Rantzau, Ahlefeldt, Brockdorff og Pogwisch, derunder Reventlow, Ratlow, Siggen og Blome. På låget ses hertugvåbnet flankeret af våbener for Slesvigs og Lübecks bisper.

.

Da Christian 1.s datter Margrete i 1469 var blevet gift med Skotlands konge Jacob 3., bestilte man en altertavle hos den nederlandske maler Hugo van der Goes. Selve tavlen er gået tabt, men sidefløjene med det kongelige ægtepar er bevaret. På denne fløj knæler Margrete ledsaget af sin værnehelgen. Portrætligheden kan diskuteres, men våbenskjoldet fastslår entydigt, at hun var en nordisk kongedatter.

.

En af betingelserne for Christian 1.s valg til konge i 1448 var, at han under de langvarige forhandlinger med rådet, hvor Gyldenstierneslægten tilsyneladende var i opposition, udstedte en foreløbig håndfæstning, der i traditionel stil fastslog, at Danmark var et frit valgrige, at kun indfødte mænd kunne opnå forleninger, samt at lensudnævnelser burde ske i forståelse med rådet, selv om blot angrebskrig og skatteudskrivning udtrykkeligt krævede rådets direkte tilladelse. I sin kroningsed lovede kongen endvidere, at han inden et år ville afgive en udførligere håndfæstning; men det blev der ikke noget af.

Som anført var forholdet til Sverige fortsat anstrengt, og i 1452 faldt Karl Knutsson ind i Skåne, som plyndredes på det grundigste. Selv Helsingborg og Lund blev afbrændt; men bispegården holdt dog stand, da de omstrejfende rytterskarer ikke var i stand til at foretage egentlige belejringer. Betegnende nok ledte svenskerne efter dokumenter, der kunne underbygge påstanden om, at Skåne, der i 1332-60 havde stået under den svenske konge, „egentlig” var gammelt svensk område.

Det er svært at afgøre, om indsættelsen af hr. Erik Nielsen Gyldenstierne som ny rigshofmester 1453-55 skyldtes, at man gik ud fra, at han gennem sin slægts ægteskaber med svenske højadelsslægter kunne skabe et gunstigt forhandlingsklima. Men grunden kunne også være den, at kongen ønskede at vise Rosenkrantz-gruppen, at han udmærket kunne regere uden dens hjælp.

Kongen havde nok af problemer, dels med det genstridige Sverige, dels med sit eget magtfulde aristokrati. Og samtidig var der fortsat uløste stridsspørgsmål med hanseaterne, diskussion om privilegiernes rækkevidde, om Sundtold og om opbringeise af skibe m.m. Ganske vist kunne man ikke undvære hansehandelen; men ligefrem at stadfæste deres omfattende rettigheder sort på hvidt var en anden sag, og især bergenskontorets udstrakte friheder var en anstødssten.

Hårdt provokeret af den energiske høvedsmand på Bergen-hus hr. Oluf Nielsen samledes de tyske købmænd i Bergen i 1455 i et opløb. Hr. Oluf søgte tilflugt i et kloster sammen med biskop Thorlav, den tidligere viborgbisp. Men de ophidsede tyske købmænd brændte klosteret af og massakrerede bispen og hans ledsagere. Hr. Oluf overgav sig og fik allernådigst bevilget tre timer til at skrifte sine synder, hvorefter hanseaterne slog ham ihjel.

Af politiske grunde var kongen nødt til at nå til forståelse med hanseaterne, der måtte erstatte kirken dens tab; men hr. Oluf Nielsens enke og børn begyndte en uafladelig fejde mod hanseaterne, og den fortsatte trods et forlig i 1491 ind i det næste århundrede.

At kongen forsøgte at presse sin propagandachef Marcellus, en forløben afladskræmmer af mildt sagt tvivlsomt rygte, ind på Norges ærkesæde, førte blot til, at paven udnævnte en lærd tysk dominikaner, som ej heller nordmændene var tilfredse med. Da Christoffer i sin tid havde støttet konciliet imod pavestolen, vedblev forholdet til Rom længe at være køligt, og lederen af det svenske birgittinerhospital i Rom varetog med betydelig dygtighed svenske unionsfjendtlige interesser over for danske forsøg på at skaffe sig pavens støtte.

Da paven nu også ville anbringe en italiener på den ledige bispestol i Bergen, søgte Christian 1. kontakt til kardinal Pro-sper af den mægtige Colonnaslægt, og med denne som fast repræsentant i Rom bedredes forholdet til pavestolen betydeligt. At Christian – vel med Marcellus som pennefører – besvarede pavens opfordring til at drage på korstog imod de vantro, der i 1453 havde erobret Konstantinopel, med at sende en udførlig plan om at angribe osmannerne bagfra ved at føre en hær igennem Rusland, var blot en pæn måde at undgå at sige nej på. I stedet svarede man efter gængs diplomatisk manér med et: „ja, men”, dvs. at når Christian først havde mulighed for frit at drage igennem Sverige, kunne alt naturligvis lade sig gøre.

På ét punkt opnåede Christian 1. en kæmpegevinst. 1459 døde Adolf, den sidste hertug af Slesvig-Holsten, barnløs, og arvefølgen var mildt sagt usikker, da hans meget fjerne slægtninge, de schauenburgske grever, som havde holstenske besiddelser omkring Pinneberg, ikke havde formaliteterne i orden. Derfor trådte hertugdømmernes mægtige ridderskab sammen og valgte i marts 1460 kong Christian til fyrste på betingelse af, at de to lande Slesvig og Holsten aldrig måtte skilles ad („up ewig ungedeelt”). Hertil kom de almindelige håndfæstningsbestemmelser om rådets og ridderskabets medindflydelse på alle vigtigere regeringshandlinger. „Med dette valg af kongen blev alle ting ordnet i fred. Lovet være Gud”, skrev en lokal krønike begejstret.

Det blev dog en temmelig kostbar affære, da Christians to oldenburgske brødre kun afstod fra deres i og for sig lige så gode arvekrav mod et kæmpebeløb på 40.000 gylden hver, samtidig med at de schauenburgske grever stilledes tilfreds med 43.000 gylden. Det var summer af en størrelsesorden, som kongen overhovedet ikke havde mulighed for at rejse.

Følgelig måtte det slesvig-holstenske ridderskab kautionere for gælden, og det lykkedes at betale de pinnebergske schau-enburgere ud. Men derpå gik kongen i betalingsstandsning, således at kautionisterne i 1465 kom til at hænge på et restbeløb på 110.000 lybske mark. Kongens broder Gerhard viste sig særdeles entreprenant, men lod sig foreløbig stille tilfreds ved året efter at blive sin broders statholder i hertugdømmerne. Så måtte man håbe, at de fyrstelige indtægter kunne administreres så godt, at de kunne hjælpe med til at nedbringe Christians enorme gæld.

Men Gerhard intrigerede fortsat for at skaffe sig selv en magtbasis, samtidig med at kongens svenske politik krævede ny lånoptagning. Derfor trådte i 1466 10 holstenske og 10 danske råder sammen i Kolding og traf den aftale, at man efter Christians død ville foretage fælles kongevalg – en diskret antydning af, at Gerhard ikke skulle gøre sig nogen forhåbninger om selv at blive hertug, og i 1469 foretog hele 143 medlemmer af ridderskabet en veritabel sammensværgelse, der i realiteten var rettet imod Gerhard.

Stedse rigeligere kilder viser os omridsene af en ganske aktiv dansk udenrigspolitik, ikke blot i Balticum og over for hansestæderne, men også i Vesteuropa. De nederlandske stæder stod nu under hertugen af Burgund, og fyrsten Karl den Dristige førte en højst aggressiv udenrigspolitik. Navnlig bragte Karls planer om at underlægge sig det reelt selvstændige Friesland ham i betænkelig nærhed af kongens intrigante broder Gerhard af Oldenburg.

Nu havde det burgundiske fyrstehus traditionelt ægteskabsalliancer til alle sider, således til både de engelske og franske konger samt til Skotland. Allerede i 1460 dukkede tanken om et dansk-skotsk ægteskab op på en international kongres i Bourges. Herved kunne man eventuelt bringe problemet om Norges gamle krav på en årlig afgift af Hebriderne ud af verden, hvis man samtidig afstod Orkney og Shetlandsøerne. Øernes bispedømmer hørte ganske vist under ærkebispen af Trondhjem; men på Orkney sad de reelt helt uafhængige jarler af den mægtige Sinclair-slægt, der var langt mere engagerede i skotsk end i nordisk politik. Derfor støttede kongen orkneybispen. Denne blev til gengæld i 1467 ligefrem fængslet af den energiske jarl. Christian 1.s mange andre problemer tillod ham ikke at føre en mere aktiv politik imod vest, og specielt forholdet til England var gennemgående slet på grund af den udbredte engelske smughandel på Island, der førte adskillige grove overgreb med sig. Under de engelske rosekrige magtede Englands konger ikke at holde styr på de ofte meget uregerlige købmænd.

I denne situation tog man atter ægteskabsforhandlingerne op, da den knap 18-årige skotske kong Jacob 3. anmodede om at få Christian l.s eneste datter Margrete til ægte, og i 1468 bortgiftedes den blot 12-årige pige. At skaffe den på papiret forlangte medgift på 60.000 gylden var komplet umuligt for Christian, hvad den skotske konge antagelig var fuldt på det rene med. Derfor ville man nøjes med 10.000 gylden kontant, medens de kongelige rettigheder over Orkney blev sat i pant for de 50.000 gylden. Men da kongen blot formåede at lægge 2000 gylden på bordet, blev også Shetlandsøerne sat i pant for restbeløbet.

Faktisk havde Orkney i lang tid kun haft sporadisk kontakt til Norge. Shetlænderne handlede derimod fortsat regelmæssigt på Bergen, og langt frem i tiden var norske adelsmænd (og senere deres danske arvinger) blandt øgruppens største jordejere. For den skotske konge var pantsætningen en stor gevinst. Han tvang omgående jarlerne til et mageskifte, der gjorde øerne til et kongeligt magtområde, og ved en nyordning af Skotlands kirkelige forhold i 1472 blev øernes biskop fjernet fra Trondhjems overordnede myndighed. For Christian selv blev det en bekvem og overkommelig måde at skaffe sin datter et fyrsteligt ægteskab, selv om senere norske håndfæstninger næsten rituelt pålagde de følgende konger, at de snarest skulle genindløse disse statsretligt set blot pantsatte norske besiddelser.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Konge og aristokrati.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig