Tronskiftet

Vel hjemkommet fra Rom fortsatte kongen sit stærke styre. Havde forhen godt 30 af rigets 40 slotte været i hænderne på rigsråder, var dette tal nu langt lavere, vist blot 16 slotte. Og de lavættede fogeder, der nu sad på mange slotte, antyder, at kronens fadebur var blevet forøget med bl.a. Riberhus og Næsbyhoved ved Odense. Dertil havde dronningen fortsat Skjoldenæsholm, Haraldsborg og en tid også Kalundborg, medens den nu voksne prins Hans sad på Nyborg. På Ørekrog sad den sydsjællandske lavadelsmand Peder Steen, og hr. Joachim Griis på Vordingborg var en fattig lavadelsmand, hvis riddertitel kun skyldtes hans lange tilknytning til hoffet, idet han 1454-64 havde været foged på Københavns Slot.

At dronningen desuden skaffede sig Ålholm og Ravnsborg på Lolland som pantelen, medens prins Hans tilsvarende erhvervede de rige len Næsbyhoved og Rugård, var dispositioner, der alvorligt indskrænkede aristokratiets muligheder for selv at opnå len, men som på den anden side næppe kunne kaldes ulovlige, og som man derfor havde svært ved at protestere imod.

Da Christian 1. døde i 1481, var magten således solidt forankret i det nye dynasti. For første gang i henved 200 år efterlod en konge sig en fast tronfølge, idet prins Hans allerede var hyldet som sin faders efterfølger i samtlige tre riger. Alligevel trak sagen længe ud. Under forsæde af ærkebispen overtog rigsrådet i hvert fald formelt regeringsførelsen, afsagde domme på retterting osv. At dronningen og prins Hans frivilligt overdrog slotslovene og dermed rigets militære magt til rådet, skyldtes utvivlsomt håbet om, at dets planlagte forhandlinger med de andre rigers råd i Halmstad ville kunne føre til unionens genoprettelse.

Efter to års forgæves ventetid opgav rådet håbet om Sverige, hvorefter kong Hans i 1483 beseglede en dansk-norsk håndfæstning. Den indeholdt de traditionelle bestemmelser om, hvad der krævede rådets vilje, og hvad kongen i hvert fald skulle spørge det til råds om. Først og fremmest ønskede rådet mere indflydelse på forleningspolitikken, og det fik gennemført en regel om, at ingen vanbyrdig måtte modtage len eller vigtigere embeder. At rådet også ønskede indseende med pantsættelser af len, var vel en simpel følge af, at kongen havde ladet sin hustru og søn overtage så mange slotte på denne måde.

Norge stilledes tilfreds med en principerklæring om, at Ork-ney- og Shetlandsøerne skulle genindløses, og svenskerne gav man forhåbning om, at Gotland atter kunne blive svensk, et løfte, der var så meget lettere at give, som Iver Axelsen Thott fortsat sad på Visborg, reelt uafhængig af både Danmark og Sverige. Dertil stillede man svenskerne en ordning i udsigt om enkedronningens krav på morgengave, hvilket ville betyde ophævelse af det pavelige band; thi dette var lige så irriterende som en moderne FN-deklaration, men heller ikke mere.

Endvidere fastslog håndfæstningen, at der under dyrtid ikke måtte pålægges udførselsforbud uden efter rådets råd, og det blev udtrykkeligt fastslået, at kronen ikke måtte erhverve adelsgods. Dette rettede sig især imod de kongelige konfiskationer af thottgods, og håndfæstningen erklærer ligefrem kongens besiddelse af Vallø for ulovlig. Endelig ophævedes Margretes snart 100 år gamle forbud imod borgbyggeri, formentlig en konsekvens af den militær-teknologiske udvikling, hvor artilleriets styrke medførte, at kun kronen magtede at bygge virkelige fæstninger. At en adelsmand opførte et stenhus, var nyttigt under fejder eller ved svenske plyndringstogter i Skåne; men nogen trussel mod statsmagten udgjorde det næppe.

For første gang taler en håndfæstning direkte om et skel mellem fri og ufri, dvs. mellem adel og almue, og selv om der fortsat kunne gives adelsbreve, er vi så småt på vej imod det senere så uoverstigelige skel mellem aristokrati og folk. For lavadelen blev privilegierne mere værdifulde, jo færre der var om at dele dem. Denne begyndende afgrænsning kan opfattes som den pris, de første oldenborgere betalte for at opnå den lavere adels bistand imod højadelen.

I hertugdømmerne havde enkedronningen overtaget flere og flere pantelen, og da kongen ikke var i stand til at betale af på sin gæld, men tværtimod stiftede ny, bl.a. til dækning af den store udlandsrejse, blev det Dorothea, der stiftede fred mellem konge-hertugen og det slesvig-holstenske ridderskab ved personligt at hæfte for gælden. Kreditorerne viste hende til gengæld den tillid at nøjes med blot fire procent i rente, og i 1487 var gælden efter næsten 30 års omskiftelser omsider afviklet.

Utvivlsomt har Dorothea håbet, at hendes yngre søn Frederik ville kunne overtage hertugdømmerne, som hun faktisk var i besiddelse af. Men over for muligheden af en konflikt indgik råder fra Danmark og hertugdømmerne det kompromis, at begge fyrster valgtes til samregerende hertuger. Da Frederik i 1489 blev myndig, gik man den i Tyskland almindelige vej, at fyrsterne delte statsindtægterne imellem sig, dvs. krongods og købstæderne m.m., medens adels- og kirkegods forblev urørt. I alle fællesanliggender skulle fyrsterne arbejde sammen med råderne, der må have regnet med at skulle spille en mere fremtrædende rolle.

Hertug Frederik valgte først og tog den gottorpske andel, medens kong Hans fik den segebergske, og til begge hørte der så vidt muligt lige meget slesvigsk og holstensk gods.

Da Hans ikke blot var konge i Danmark og Norge med ganske gode krav på Sverige og derudover havde halvdelen af hertugdømmerne, følte Frederik og hans moder, at han var blevet snydt. Derfor rejste Frederik nu arvekrav på Danmark, og ved at kalde sig „arving til Norge” holdt han liv i den gamle forestilling, at Norge oprindeligt var et arverige, samtidig med at han mere konkret krævede sin moders pantelen Lolland-Falster i forlening.

Dette besvarede kong Hans ved på én gang at indkalde til rådsmøde og rigsdag i Kalundborg 1494. Her imødegik et enigt råd og folk hertug Frederiks krav under henvisning til, at Danmark nu engang var og blev et udeleligt valgrige.

Forholdet til Sverige var fortsat prekært. Et svensk angreb på Gotland førte til, at Iver Axelsen i 1487 overgav øen til et dansk undsætningskorps. Man søgte fortsat pavens bistand og fik kejseren til at pålægge hansestæderne at overholde den danske embargo af Sverige. Det var formentlig det spændte forhold til hansestæderne, der i 1490 førte til en handelstraktat med England, hvis købmænd nu fik en vis ret til handel på Island. Men nu var det, som om englænderne havde mistet interessen for Island. Det skyldtes øjensynligt, at torskefiskeriet begyndte at trække vestover imod New Foundland, som Giovanni Cabotto fandt 1497 i kølvandet på flere danske at-lanterhavsekspeditioner.

Endelig var magtforholdene i Nordøsteuropa ved at undergå en kraftig forskydning, efter at storfyrsten af Moskva i 1479 havde taget magten i det hidtil selvstændige Novgorod. Fra nu af kom Ruslands zar i stigende grad til at spille en rolle i nordeuropæisk politik, hvorfor kong Hans allerede i 1493 sendte gesandter dertil. I 1494 var der grænsestridigheder i Finland, men alt i alt opnåede kong Hans en pålideligere grænsedragning imod øst.

Denne aktive politik fik den stadig gærende opposition imod den svenske rigsforstander Sten Sture til at gå i aktion, og efter at kong Hans havde foretaget omfattende hvervninger, bl.a. af skotter og af den saksiske garde, lykkedes det efter en række kamphandlinger begge rigers råd at nå frem til en forhandlingsløsning i traditionel stil: Sten Sture blev rigshofmester og forlenedes med Finland, medens hans rival Svante Nilsson (af den yngre Stureslægt) blev rigsmarsk.

I 1497 blev kong Hans kronet til konge af Sverige, og til det svenske aristokratis store glæde kunne der atter uddeles ridderslag. 1499 kom kongen igen til sit nye rige med sin dronning, der ligeledes blev kronet, og den 17-årige søn Christian, der blev hyldet som tronfølger. Endelig og omsider var den nordiske union blevet genskabt.