Dronning Margretes gravmæle i Roskilde Domkirke, opført i 1420'rne. I nærbillede ses her det prægtige alabasthoved, hvor inspirationen næppe så meget har været et ønske om at opnå portrætlighed med den aldrende dronning som at gengive en stærkt idealiseret kvindefigur, måske ligefrem en mariaskikkelse.

.

Den snor, der lægges af strenge tre, den brister fuld næppelig, det siger vismand foruden spe, om hun lægges lempelig.

Således skriver Den danske Rimkrønike om Margretes nordiske union. Men den er temmelig sen, formentlig først fra Christian l.s seneste år, og afspejler snarere situationen, da de første oldenborgere fik større og større vanskeligheder med at overbevise de stivnakkede svenskere om Kalmarunionens fortræffeligheder.

Samtidens egne udsagn er mildt sagt modstridende; men hvor propagandistiske de end kan være, såvel de yderst positive som de særdeles negative, er de lærerige eksempler på, hvor forskelligt samtiden altid vil kunne opfatte og vurdere én og samme person.

Som altid fulgte man i Lübeck udviklingen i de nordiske riger med stor opmærksomhed, og vi har allerede set, hvorledes den næsten samtidige lybske krønike kommenterede Margretes generhvervelse af de skånske slotte og forsoningen med de holstenske grever 1385-86 med betydelig respekt. Den noget senere holstenske krønike (vist fra en hertugelig skrivers hånd ca. 1450) har dog et lidt mere tvetydigt portræt af den mægtige frue, der havde voldt holstenergreverne så mange bryderier: „Men efter kong Valdemars død begyndte hans datter Margrete (der havde en søn Oluf med sin mand Håkon, konge af Norge, og som havde taget kronen og rigets scepter i Danmark) at herske med stor snedighed og forenede riget Danmark, Sverige og Norge til ét. Thi hun yppede kiv med kong Albrecht af Sverige, besejrede ham og holdt ham i lænker i syv år og tog hele riget.”

Titler og formaliteter synes Margrete at have set ret stort på, og som ofte nævnt blev hun faktisk aldrig dronning af Danmark, men nøjedes med en nok så nyttig formynderstilling. Selv synes hun at have foretrukket en helt personlig form: „Margrete af Guds nåde, Valdemar Danekonges datter.” Morsomt at lübeckerne engang kom til at fortale sig ved at titulere hende „fru Kongen”. Holstenerkrøniken fortsætter: „Men riget Norge føjede hun med arvelighedens ret til riget Danmark med de andre riger. På denne tid ville denne dronning, der var en meget snedig kvinde, ikke på én gang samtidig tænde ild flere steder, men hidkaldte grev Klaus [Nicolaus] af Holsten og sluttede et evigt fredsforbund, idet hun valgte ham til fader og altid kaldte ham således.”

Man fornemmer en lidt bagklog irritation over dette træske pigebarn, der fuldstændigt charmerede selveste grev Nicolaus, den kullede grev Gerts aldrende søn og Jernhenriks broder. Holstenerkrønikens skildring af Margretes sydgrænsepolitik kommer vi senere til; men så stor var Margretes magt, at greverne kun reddede deres selvstændighed ved himlens tilskikkelse: „Førnævnte Margrete, anstifter af alle de tidligere ulykker [dvs. for Holsten], tre rigers herskerinde, var i den situation ved sit livs ende, da det behagede Gud, at hun skulle forlade dette liv, så vidunderligt det end er, at hun ikke havde i sine rigers dog så udstrakte lande blot en eneste fodsbredde jord, hvor hun kunne få lov til at dø. Men medens hun opholdt sig på et skib ved staden Flensborg, forlod sjælen hendes legeme under et mægtigt og forunderligt uvejr med lyn og torden.”

En mindst lige så god morale kunne klerken have fundet i den omskiftelse, som dronningens lig kom ud for. Efter en prægtig gudstjeneste i Roskilde Domkirke blev liget ført til Sorø Kloster, hvor hun havde ønsket at hvile. Men året efter lod roskildebispen „næsten med vold imod munkene” det føre tilbage til domkirken, hvor Erik af Pommern en halv snes år senere lod det smukke gravmæle opføre.

Mange træk af hendes regering er siden hen blevet fremhævet som karakteristisk for „kvindepolitik”. To stærkt modstridende udsagn ganske kort efter hendes død hævdede hver sit. En svensk kilde udtaler: „Albrecht pålagde hårde skatter, men Margrete endnu hårdere; hvad han efterlod, tog hun, bondens heste, okse, ko, kort sagt al hans ejendom”, samt: „hun var meget gerrig; med utrolig list underlagde hun sig tre riger, som hun bragte ned til næsten intet, og ingen kunne modstå hendes snedighed. Dette er svenskernes mening om Margrete, og ligeledes nogle fornemmere danskes, kun gejstligheden anså hende for meget religiøs og kristelig.”

Modsat fremhævede en norsk kilde, at „hun ville hjælpe alle og enhver til lige ret og lov, styrke retfærdigheden og undertrykke al uret, hvilket Gud give hende løn for”. Det er således næppe ukarakteristisk, at hendes landefredsforordning af 1396 i den grad understreger fredssynspunktet: kirkefred, kvindefred, husfred, gårdfred, plovfred og tingfred. Det forbydes, at nogen hjælper fredløse (der jo oftest var dømt for fredsbrud), ligesom hendes forbud imod borgbyggeri skete, „for at landet kan komme til fred og ret og skel”. Og hendes instruks til den unge kong Erik af 1405 pålagde ham i den allerførste paragraf, at „der holdes fred alle steder, hvor han kommer frem”.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Margretes eftermæle.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig