Murværket på Kronborg indeholder talrige rester fra Erik af Pommerns borg Krogen. I en vindueslysning har man fremdraget denne våbenfrise, hvor vi omkring „Kristi våben” (med marterredskaberne) finder såvel kong Eriks og dronning Philippas våben som en række fremtrædende danske og svenske råders skjolde. De tre bispehuer angiver dels ærkebiskop Peder Lykkes våben (Bille), dels roskildebispen Jens Andersen Lodehats og parallelt hertil uppsalaærkebispen Jons Håkonssons. Under billevåbenet ses slægten Thotts, og til højre for uppsalaærkebispens følger Hans Kropelins våben. Da netop danske og svenske råder holdt møde med kongen i 1427 på Helsingborg, hvor der ikke var nordmænd til stede, kan kongen have beværtet sine råder på den nye borg og ønsket at forevige begivenheden med denne våbenfrise.

.

Senmiddelalderligt stenhus i Helsingør, der efter byens skik vender gavlen ud mod gaden. Efter traditionen kaldes det Oxernes gård, og der er næppe tvivl om, at såvel hr. Johan Oxe, der fra 1450 og en snes år frem var lensmand på Krogen, og hans fader hr. Peder Oxe, der ligeledes var lensmand her under Erik af Pommern, har haft ejendom i staden.

.

Det er en smagssag, hvilke af senmiddelalderens frembringelser man sætter størst pris på. Men adelens våbenskjolde hører til de mere bemærkelsesværdige. Den senmiddelalderlige danske heraldik anvender en hjemlig, enkel, men prægnant stil, som vel er opmærksomhed værd. Som anført begynder uddeling af adelsbreve med skjold og hjelm netop under Erik af Pommern, og da denne var engelsk gift og dertil hosebånds-ridder, er det fristende at formode, at inspirationerne især kom fra dronning Philippas hjemland.

I løbet af århundredet skimter vi omridset af en heroldorganisation, der bl.a. tog sig af udstedelsen af våbenbreve m.m. Den blev ledet af to „våbenkonger” kaldet Danmark og Norge, hvorunder der stod en række lavere herolder med navne som Sverige, Sjælland og Jylland. Nederst på rangstigen stod de såkaldte persevanter, hvor vi blot kender betegnelsen Lolland.

Det er utvivlsomt denne organisation, der stod bag systemet og stilen i de danske våbenbreve, hvor også en af kongen særligt begunstiget købstad som Malmø i 1437 kunne få tildelt eget stadsvåben. Der lå her klare politiske undertoner i sagen, da det nye våben indeholder hovedet af en grif, den fugl, der var de pommerske hertugers specielle symbol. Og under Erik af Pommerns sidste krise kunne kongen opfordre sine loyale tilhængere til at slutte op om „den, der griffen fører”, dvs. hans fætter hertug Bugislav.

Udenlandske kilder omtaler flere gange kong Eriks egen ridderorden, hvorfor det er sandsynligt, at han i stil med sine engelske slægtninge har oprettet et broderskab af udvalgte aristokrater, der med kongeligt ridderslag skulle stå i et specielt troskabsforhold til ham. Det synes dog ikke at have været nogen større succes, og det er praktisk talt kun udlændinge, der fortæller herom. Således beretter en fransk korsfarer i 1413, at han fik tilbudt medlemskab af kongens broderskab, hvilket han desværre måtte afslå, da kong Erik netop da var i konflikt med Den Tyske Orden. Og i 1420'rne klager ordenen over, at adskillige preussiske adelsmænd bar den danske konges ordenstegn, næsten som en demonstration imod ordenens myndighed.

Danske og ikke mindst svenske aristokrater var glade for ridderslag, da dette gav dem og deres fruer en finere social placering på rangstigen. Men da Christian 1. i stor stil genoptog tanken ved i 1459 at fundere og 1464 indvie Helligtrekongers Kapel i Roskilde Domkirke som samlingssted for den nye elefantorden, er det stadig væk så at sige kun udlændinge, der praler af at bære kongens eget mærke. Det er næsten, som om det for de slægtsstolte danske aristokrater var tilstrækkeligt med en riddertitel, og ingen af dem synes særlig interesserede i elefanter. I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at selv en aristokrat som Mouritz Nielsen Gyldenstierne aldrig blev ridder, skønt han som medlem af rigsrådet, i længere tid slots-lensmand på Ålborghus og i perioder nært knyttet til kong Hans umiddelbart måtte forekomme selvskreven dertil. Kan Mouritz' rent civile karriere skyldes manglende lyst eller evner til krigeriske foretagender, og havde man endnu en fornemmelse af, at uden et krigstogt eller to eller i hvert fald deltagelse i turneringer ville det være komisk at bære riddertitel?

Ved siden af at tegne våben til adelsbreve havde herolderne mest med udenrigspolitikken at gøre. Det var betroede rigsråder, der stod for de egentlige forhandlinger; men da herolder internationalt set var fredhellige, var de særdeles nyttige at bruge til at bringe fortrolige underretninger mellem hofferne, og ved større konferencer havde herolderne ansvaret for protokollen, idet de var specialister i at placere deltagerne korrekt efter rang og stand.

Erik af Pommerns herold Simon Hendel var således i 1423 i Danzig, og i 1426 deltog han i norske forhandlinger med Skotland. Da dronning Philippa var kusine til den berømte portugisiske prins Henrik Søfareren, fandtes her en spinkel kontakt mellem fjerne hoffer, der begge var interesserede i atlantiske opdagelser. Og som vi sidst i århundredet ser portugisere deltage i danske nordhavsekspeditioner, skrev kongen af Portugal 1461 et anbefalingsbrev for den danske persevant Lolland, der bl.a. havde deltaget i portugisernes kampe på den nordafrikanske kyst. Måske var han den danske herold, der ifølge engelske kilder 1457 var på vej til Portugal.

Hvor stor en rolle disse herolder har spillet, f.eks. i udenrigspolitikken, ved vi fortsat intet om. Men det ret gennemførte system, hvorefter en nyadlet person normalt modtager et våbenskjold, der klart peger hen på den højaristokrat, der havde optrådt som hans sponsor, viser, at der fandtes et sæt regler, og på et så teknisk område er det rimeligt at formode, at heroldkorpset har spillet en væsentlig rolle. Antagelig har herolderne ansvaret for de danske adelsvåbens særpræg, og netop nu dukker heraldiske mærker som våbenfriser op flere steder, såvel på Ørekrog (det nuværende Kronborg) som i kong Hans' vingård. Om det så er simple brugsgenstande, kan de være forsynede med heraldiske prydelser, og det på trods af, at fattigadelen kunne have svært ved at finde ud af, hvilket våbenmærke bedstefader egentlig havde ført.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Skjold og hjelm.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig