Middelalderligt slagsværd fra Næstved gråbrødrekloster. Såvel her som fra Øm Kloster kendes flere tilfælde, hvor den afdøde har fået sit sværd med i graven, utvivlsomt et vidnesbyrd om afdødes ridderlige status.

.

Øverst segl fra slægten Skovgaard, nederst fra slægten Hørby. Nok kan man se, at begge forestiller fugle. Men skulle man gå ud fra seglene alene, vil det ikke være muligt at fastslå, at Skovgaardslægten førte en falk og Hørbyslægten en urkok.

.

Juridisk set udgjorde de frie og frelse mænd, datidens adel, en privilegeret stand, der til gengæld for pligten til at yde krigstjeneste til hest frit besad hen ved 40 procent af rigets jord. Egentlig „adel” i international forstand var de dog ikke. I de latinske pavebreve understreges det, at de „var født af riddere og svende”, dvs. at vel tilhørte de overklassen, men betitlet adel, som man finder det i udlandet, var der ikke tale om. Men uanset at standens medlemmer principielt havde samme rettigheder, var der i praksis enorme forskelle imellem en Rosenkrantz eller Gyldenstierne og medlemmer af den talrige lavadel, der hutlede sig igennem på deres småbesiddelser. De var derfor nærmest tvunget til at søge tjeneste, dvs. at indtræde i et klientforhold til det højere aristokrati eller til bisperne for ad denne vej at skaffe sig de nødvendige ekstraindtægter til opretholdelsen af deres privilegerede status.

Thi krigstjenesten var ubetinget og kostbar. Allerede Margrete havde i 1396 påbudt, at „alle der kender sig kronens frelse, at de være rede dag og nat med hest og harnisk, når de bliver tilsagt af os eller kongens embedsmand”. Og næppe var holstenerfejden overstået, før der opstår en lang række unionskonflikter, hvor adelen uafbrudt måtte i felten.

Under en himmerlandsk retssag aftaltes i 1416 et følgende retsmøde, men „får de gode mænd bud, at de skal i herskabs udbud, skal retssagen udsættes”, og såvel fra Christian l.s som kong Hans' tid kender vi adskillige indkaldelser af adelen. Således befalede kong Hans i 1486 efter aftale med rigsrådet, at „alle, som har vore og kronens len … skal sidde rede med meste magt med harnisk, værge, kost og spisning”, og på samme måde skulle den øvrige adel være rede, dog at kronen her ville sørge for forplejningen.

Tjenestepligten forudsatte længe, at man mødte „med meste magt”, dvs. at stormændene kom med deres talrige væbnede svende, medens fattigadelen mødte selv eller ved stedfortræder. I 1471 var en bundforgældet lavadelsmand død, og hans svoger mødte da op med en lang række krav på boet, formentlig for at redde noget ud af fallitboet for sin søster. Her hævdede han blandt andet, at han havde stillet en mand til Kalmar og en til Stockholm for sin svoger, der på denne måde var kommet endnu dybere i gæld. Men omkring 1500 er det, som om dette system ikke længere fungerer, og man begynder så småt at forsøge at fastsætte tjenestepligten i forhold til godsejerens rigdom.

At der var forskel på høj og lav, viste sig ved enhver lejlighed. Men morsomt nok er det især blandt den lavere adel, at vi finder de klareste vidnesbyrd om standsbevidsthed. En særlig markering af fornemhed var ikke så nødvendig for det højere aristokrati, der daglig stod i nær kontakt med sin egen beskedne fogedadel og med købstædernes rige handelsbourgeoisi.

I Himmerland og Vendsyssel levede en beskeden adelsslægt, der førte et fuglevåben, som slægten øjensynligt betragtede som en falk. Mere fornem var familien dog ikke, end at en datter ægtede storbondesønnen Bertel Hørby, hvis slægt næsten arveligt sad på sit herreds fogedstilling. Men med sin hustrus arvelod grundlagde han en lavadelig gren af slægten Hørby, og da han skulle have et passende våben, valgte også han et fuglemotiv, som senere fortolkedes som en urhane.

Måske har falkevåbenslægten (hvis gejstlige medlemmer omkring 1500 begynder at kalde sig Skovgård) opdaget, at ifølge våbenfriser i store gravkirker som Sorø m.fl., skulle Esbern Snares efterkommere have ført et tilsvarende falkevåben. Thi da Bertel Hørbys svoger Niels Pedersen til det lille vendsysselske gods Egebjerg omkring 1465 „kom for skade” at ihjelslå en nabopræst, opregner han sin stamtavle generation for generation helt tilbage til „rige Ebbe Skjalmsen på kong Svens tid”. Man kan undre sig over, at han ikke går endnu et led tilbage til selveste Skjalm Hvide; men sagen er nok den, at hele konstruktionen var noget luftig. Hensigten var alene at fremhæve, at en mand af så fornem oprindelse ikke kunne lade hånt om forsmædelser. Niels Pedersens blå blod havde krav på oprejsning, og hvad der end lå bag drabet, opnåede han da også sluttelig kongelig tilgivelse.

Men man kan nu engang ikke leve af det blå blod alene. Hans søn Jost Nielsen måtte være lykkelig for at komme i tjeneste hos Gyldenstierneslægten på Ågård, hvor han gjorde karriere og sluttelig overtog forleningen af Ellinggård, som allerede hans morfader havde haft, og som hans efterkommere skrev sig til helt frem til 1630'rne, selv om de aldrig blev ejere af godset.

Megen fattigadel forsvinder før 1500. Det skyldes ikke mindst, at mange gik i kirkens tjeneste for der at finde et standsmæssigt udkomme. Andre kan have følt fattigdommen så trykkende, at de undlod at indgå ægteskab. Men så længe tilgangen var forholdsvis fri, kunne fattigadelens døtre tage til takke med en rig selvejerbonde- eller storkøbmandssøn. Især på Fyn finder vi talrige eksempler på slægter, hvis medlemmer afvekslende optræder som lavadelige godsejere eller godsfogeder og som borgmestre og rådmænd i købstæderne.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Standsbevidstheden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig