Den store landbrugskrise

Omkring 1437 var Slesvig domkapitels skriver i færd med at udarbejde en ny jordebog over kapitlets ejendomme og godsindtægter. Det var ikke noget lysteligt billede, der tegnede sig, når man sammenlignede forholdene med dem, der kunne aflæses i den gamle jordebog fra 1352.

Landsby for landsby og gård for gård bliver gennemgået, og herved skildres en situation præget af ødegods. Ja selv hvor jorden endnu var i brug, var fæsteafgifterne faldet katastrofalt.

Det var ikke så mærkeligt, at skriveren prøvede at finde en forklaring på det enorme indtægtstab. De mange krigshandlinger, der i de seneste 70 år så ofte havde udspillet sig netop i hertugdømmet Slesvig, fik selvfølgelig en stor del af skylden, om end nok noget overdrevet. Desuden kunne noget forklares ved de store oversvømmelser på Slesvigs vestkyst, som havde bortrevet hele kirkesogne, og det forekommer sandsynligt, at henved 10 procent af domkapitlets tab stammede herfra.

Trods disse forsøg på at give en logisk forklaring på indtægtstabet er det tydeligt, at der var sket noget helt afgørende med det danske landbrug. Det viser sig ved en sammenligning af den gamle med den nye jordebog, at jordlejeindtægterne alt i alt er faldet til henved en tredjedel. Ikke blot var indtægterne faldet, men meget gods lå øde, dvs. at det ikke mere var i brug. Mindre end 30 km nord for Slesvig by havde der i 1352 ligget en landsby med fire gårde, alle ejet af kapitlet. Men nu, små 100 år senere, måtte skriveren resigneret fastslå, at det ikke var muligt at finde ud af, hvor landsbyen egentlig lå, og kapitlet havde ikke i mands minde modtaget nogen ydelser herfra.

Havde således landsbyer eller blot enkelte gårde i længere tid ikke været i drift, forfaldt ikke blot bygninger; men marken kunne springe i lyng, eller driftige naboer kunne stille og roligt tage den ubenyttede jord til sig, f.eks. til græsning.

Der findes mange teorier om grunden til denne agrarkrise. Utvivlsomt har der været flere, ofte samvirkende årsager. Flere steder i udlandet hører vi om lokal hungersnød, og muligvis begyndte en vis klimaændring. I 1200-tallets opgangstid kan en voksende befolkning eventuelt have taget marginaljorde i brug, hvis dyrkning på længere sigt viste sig urentabel. Men i alle tilfælde kommer vi ikke uden om Den sorte Død, der ved midten af 1300-tallet bortrev måske hen imod halvdelen af befolkningen og dertil kom mindre, men hyppige nyudbrud af epidemier.

I gamle dage havde jordejerne haft de bedste kort på hånden. For blot at få tag over hovedet og blive i stand til at underholde en familie havde et stort antal bønder måttet acceptere de barske vilkår, som godsejerne bød dem. Og en udslidt og underernæret bondestand har næppe haft større modstandskraft, det være sig over for krige, pest, misvækst eller økonomiske kriser.

Også i Århus Stift kan vi sammenligne en gammel 1300-tals jordebog med senere kilder. I 1315 noterede domkapitlets jordebog, at man i den østjyske landsby Kasted ejede en bryde-gård, dvs. en storgård med forvalter eller forpagter, og dertil hørte tre små landbostavne, dvs. småbrug, hvis opgave især var den at levere en stabil arbejdskraft til brydegården. Ifølge jordebogen forventede man, at bryden årligt kunne yde 33 ørte korn (et mål på ca. 1 1/2 tønde), mens småbrugene blot gav en mark penge hver, svarende til omtrent en ørte korn. Denne lave afgift antyder, at det netop var deres arbejdskraft, man havde brug for.

Godt 100 år senere, da krisen var ved at være overstået, skrev man nogle korte notater om kapitlets indtægter. Heraf fremgår det, at man af godset i Kasted nu blot forventede sølle 12 ørte korn om året. Og i 1500-tallet, hvor vi kan se brugssystemet i detaljer, ejede domkapitlet fire lige store fæstegårde i Kasted, der nu var i stand til at yde 16 ørte korn, dvs. stadig under halvdelen af indtægten i 1315.

Landsby for landsby gentager dette sig på domkapitlets gods. Et gammelt system af storgårde med tilhørende småbrug er afløst af noget nyt: ret ensartede mellemstore fæstegårde, der tilsammen yder fæsteafgifter langt under de enorme beløb, som man i 1315 regnede med at få ind.

Det er for så vidt en ganske logisk udvikling, hvis vi regner med, at problemets kerne er mangel på arbejdskraft. Hvad enten pesten havde ryddet godt ud i landbefolkningen, eller 1300-tallets mange krige og fejder havde gjort deres, var den grundlæggende misere, at godsejerne fik vanskeligt ved at finde fæstere, der ville acceptere de barske vilkår, som man tidligere havde kunnet byde dem.

Ofte kan udviklingen være sket gradvis, ja måske næsten umærkeligt. Men pludselig må en bryde meddele sin godsejer, at det ikke var ham muligt at finde en afløser for en nylig afdød småbruger. Følgelig begynder godsejerne at konkurrere om at tiltrække arbejdskraften, og det sker nu engang hurtigst og sikrest ved at tilbyde bedre vilkår end nabogodsejerne.

Måske har bryden spurgt sin godsejer, om han ikke kunne tilbyde landboerne den jord, som han havde svært ved at få dyrket på grund af mangelen på arbejdskraft. Thi lå jorden for længe udyrket hen, kunne det gå som i Slesvig, hvor en hel landsby forsvandt sporløst. Holdt man på bønderne ved at give dem bedre vilkår, var der dog mulighed for, at godset ad åre kunne komme på fode igen. Dette vil i hvert fald forklare, hvorledes bønderne i Kasted og andetsteds bid for bid overtog storgårdens jord, indtil man tidligt i 1400-tallet fandt det nødvendigt at beholde dette nye landbrugssystem, at dele jorden imellem fire lige store fæstegårde, der tilmed ydede langt lavere afgifter end før krisen.

Noget måtte man i hvert fald gøre, og rent midlertidigt kunne man anvende udyrket jord til græsning, ligesom de ringere jorde, der havde været taget i brug omkring 1300, kunne vende tilbage til ekstensiv brug. Meget tyder på, at kvægavlen tog et vist opsving i 1400-tallet; men godsejerne måtte følge udviklingen med vågent øje. I den sydlige del af Horns Herred slog krisen så hårdt, at man aldrig fik agerbruget genoprettet som før. På et blot 15 km² stort område forsvandt otte af ni landsbyer, og talrige godsejerstridigheder om bl.a. græsningsret skyldtes, at man i familiearkivet besad skøder på jord i landsbyer, hvis beliggenhed ikke længere lod sig fastslå.

En anden udvej var selvfølgelig, at godsejerne gennem lovgivning forsøgte at binde deres bønder til godset. Dette spørgsmål diskuteredes faktisk i ansvarlige rådskredse sidst i 1300-tallet, men må været blevet afvist. Det skete næppe, fordi tidens storgodsejere var specielt bondevenlige; men ødegods-problemerne var nu engang meget ujævnt fordelt. Derfor ville et stavnsbånd blot låse udviklingen fast, som den tilfældigvis var på lovgivningens tid.

Hvis en storgodsejer derefter arvede et gods med store problemer, ville det med et regulært stavnsbånd være praktisk talt umuligt for ham nogen sinde at få det på fode igen. Og med problemets aktuelle vægt har mange godsejere kendt til dårlige naboer, der fortsat underbød dem i kampen om arbejdskraften; de fleste havde givetvis på et eller andet tidspunkt selv måttet tage utraditionelle midler i brug for overhovedet at holde deres jord i drift.

I stedet valgte man den blødere løsning, at give detaljerede regler for, hvornår og hvordan en fæstebonde lovligt kunne opsige og fraflytte sin gård. Godsejeren skulle i så fald have lovligt varsel, således at han kunne lade gården syne og se, om den var rimeligt vedligeholdt, og specielt måtte regnskaberne gennemgås, så at man kunne undersøge, om bonden var bagud med betalingen af sine afgifter. Og selv når alle disse formalia var i den skønneste orden, blev bønderne nu pålagt en fraflytningsafgift, den såkaldte førlov, på hele tre mark, dengang en ret betydelig sum, måske henved det halve af bondens almindelige årsafgift.

Kun gode og velbjærgede bønder, der svarede enhver sit, fik således mulighed for at flytte på lovlig vis. Og hvis bonden havde så gode forhold, var der vel mindre grund for ham til at forlade et gods med en rimelig ejer. Forarmede bønder kunne naturligvis stikke af fra det hele i nattens mulm og mørke; men den slags bønder havde godsejeren vel næppe heller større interesse i at beholde.

At roskildebispen i 1370'erne lod nedskrive en ny jordebog, skyldtes antagelig netop, at krisens virkninger nu var mærkbare, hvorfor en nøjere kontrol og ajourføring blev nødvendig. Også denne bog henviser gang på gang til de gode gamle dage og de betydelige indtægter, som man havde haft ifølge jordebogen af 1290.

På flere måder viser roskildebispens jordebog os derfor forholdene, som de var midt under krisen, hvor man endnu i nogen udstrækning forsøgte at dyrke jorden efter det gamle bryde-gårdsædesystem. Men sammenligner vi med såvel de ældre som ikke mindst de senere kilder, kan det fastslås, at storbrugene nu opløses også her, medens mellemstore fæstegårde indtager den plads, som tidligere havde været domineret af storgårde med småbrug.

I landsbyen Farum ejede bispen al jord. Her lå i 1370'erne en ganske betydelig hovedgård, der optog 3/8 af hele landsbyens jord (efter senere mål = 51 tønder hartkorn). De øvrige 5/8 (med ca. 84 td. hartkorn) blev drevet af hele 30 småbrug. Hvis de har haft lige store brug, har hver fæstet 2,8 td. hartkorn. Det ser således ud, som om det ikke så meget var fæstegårdenes størrelse som deres antal, det kom an på, vel fordi det var nødvendigt at have megen arbejdskraft til rådighed ved en så stor hovedgård.

Efter reformationen lå der fortsat en hovedgård her. Men antallet af fæstegårde var faldet drastisk, og vi finder en helt anden type landbrug. Ifølge matriklen af 1682 dyrkedes nu blot 1/7 af jorden under hovedgården (ca. 17 td. hartkorn), mens de resterende 6/7 brugtes af blot 19 fæstebønder, der således gennemsnitligt har haft 6,2 td. hartkorn hver. Sagt på en anden måde: mens den gamle brydegård havde brugt lige så meget jord som 18 af de datidige småbrug, var den nye hovedgård blot tre gange så stor som en senere fæstegård.

Hvis vi som et rent tankeeksperiment forestiller os, at hovedgården under begge systemer burde kunne dyrkes ved hjælp af den arbejdskraft, som landsbyens bønder ydede, ville dette betyde, at omkring 1370 skulle småbrugeren med sine 2,8 td. fæstejord desuden passe 1,7 td. af hovedgårdens jord, dvs. at 2/5 af hans arbejdskraft medgik til dette, i hvert fald i højsæsonen. Faktisk kender vi fra denne tid sjællandske landsbyer, hvor bispen af sine bønder forventede to-tre dages arbejde om ugen i pløje- og høsttid.

I 1682 brugte fæstebonden som anført selv 6,2 td., og på en så stor gård har han utvivlsomt haft hjemmeværende børn eller flere tjenestefolk til hjælp. Med dem skulle han desuden dyrke knap en td. hovedgårdsjord, dvs. at han i så fald kunne nøjes med at anvende 1/7 af gårdens arbejdskraft dertil. Og da fæsteafgifterne ydermere lå i et langt lavere leje end før krisen, var det ikke umuligt at skabe en tålelig tilværelse på disse vilkår.

Mange tilsvarende eksempler viser os, at de store kirkelige godsejere under krisen mistede 60-70 procent af deres hidtidige godsindtægter, og selv om udviklingen kunne forløbe i forskelligt tempo fra egn til egn, er der ingen grund til at tro, at krone eller adel i det lange løb slap billigere end kirken.

Alt tyder således på, at et meget udbredt godssystem tidligere bestod af store brydegårde omgivet af talrige småbrug, de såkaldte gårdsæder, der antagelig især har haft betydning ved at stille en stor del af den arbejdskraft, som storgårdene havde brug for. Men omkring 1400 er dette gammeldags system ved at være afløst af et nyt med mellemstore fæstegårde, hvis gårdstørrelse gjorde dem driftsmæssigt uafhængige, dvs. at bønderne først og fremmest betalte fæsteafgift. Det virker rent ud sagt, som om det klassiske danske familiebrug, som har bestået helt frem til vor tid, opstår næsten tilfældigt som resultat af den store krise.

Fulgte bønderne landsbyens regler for driften og betalte den nu stærkt nedsatte fæsteafgift rettidigt til godsejerne, vedligeholdt gårdens bygninger og ikke kom i konflikt med retsvæsenet, måtte jordejerne være tilfredse dermed. Kunne en godsejer derudover opnå lidt kørsler af de fjernere boende bønder og en enkelt høst- og pløjedag af dem nærmest hovedgården, kunne han ikke stille yderligere krav. Derfor er det logisk, at også hovedgårdenes areal ofte formindskedes betydeligt. Men som tiderne bedredes ind i 1400-tallet, viste der sig andre måder, hvorpå godsejerne til en vis grad kunne skaffe sig kompensation.

Adelsgodsets problemer kender vi især fra skøder, salgsdokumenter, der omhyggeligt skelner imellem gårde, der var helt eller delvis i drift, og gods der var øde. Alt tyder på, at ødegårdsproblemet tog til i 1360'erne for at kulminere kort før 1400.

Tilfældigvis kender vi enkelte eksempler på landgilde omkring 1400, dels på Fiskbæk gods, som dronning Margrete konfiskerede i 1406, dels fra et alter, der oprettedes 1416. Her viser det sig, at den landgilde, man kort efter 1400 var kommet ned på, i hovedsagen lå på det samme niveau, som vi finder fra reformationstiden i 1500-tallet og frem til de store landboreformer i 1700-tallets slutning.