Reform i hoved og i lemmer

Vil man forsøge at sammenfatte det senmiddelalderlige kirkeliv i al dets mangfoldighed ved hjælp af ét ord, må dette blive tidens eget, kravet om reform. Navnlig koncilbevægelsen havde ønsket om en kirkereform fra top til bund som sit vigtigste programpunkt. Man diskuterede i én uendelighed om f.eks. at mindske pavens magt og dennes ønske om at blande sig i alle, også rent lokale kirkelige anliggender. Man så gerne de gode gamle regler genoplivet i al deres strenghed, og såvel præsters som munkes livsførelse blev udsat for kritik, kort sagt: kløften mellem idé og virkelighed føltes for stor.

Konstanzerkonciliet (1414-18) nåede dog ikke meget længere end til at genskabe kirkens enhed, og så snart man nu igen havde én – af hele Europa anerkendt – pave, satte denne sig ud over de forsøg på kontrol, som dette internationale kirkemøde havde lagt op til. Da Baselerkonciliet trådte sammen i 1431, genoptog det reformkravene; men på grund af den pavelige obstruktion blev mødet drevet i så yderliggående retning, at paver, højkirke og fyrster inden længe kom i indbyrdes samarbejde, især om lokale udnævnelser. Derfor blev megen reform til rene programerklæringer.

Det er karakteristisk for ældre tiders reformbevægelser, at man gik ud fra, at der havde været en oprindelig guldalder i modsætning til den sørgeligt tilbagestående samtid. Derfor betød reform principielt en venden tilbage til den oprindelige strenghed og disciplin, dvs. et opgør med alle de lempelser og overtrædelser, som syndige mennesker uundgåeligt havde bragt ind i kirkens som i hverdagens liv.

Noget blev dog gennemført, men mest i form af småreformer, der kan virke bagatelagtige, som f.eks. om reform af gejstlighedens klædedragt. Men der lød også krav om, at sognepræsterne tog deres cølibatsløfte alvorligt. Pavelige dispensationer, der gav præstesønner ret til selv at modtage præstevielse, viser dog, at menneskene også dengang havde svært ved at leve op til idealerne.

På kirkemødet i Konstanz lod kong Erik sig 1416 repræsentere ved ribebispen Peder Lykke, der kom til at sidde i den kommission, der skulle genskabe pavedømmets enhed, medens slesvigbispen Johan Skondelev fik sæde i den teologiske kommission, der skulle afgøre, hvorvidt Johan Hus' skrifter stred imod kirkelæren. Vel hjemkommet blev Peder Lykke ærkebiskop i Lund, og inspireret af koncilbevægelsen lod han i 1425 indkalde et kirkemøde i København, hvad der blev det sidste danske provinskoncil. Her var samtlige syv kongerigske bisper til stede foruden repræsentanter fra Slesvig, og ifølge indkaldelsen skete dette „af hensyn til reform af såvel gejstlige som lægfolk”.

Mødets afslutningsdokument greb tilbage til de gode gamle dage ved at genindskærpe en række gamle bestemmelser til sikring af kirkens frihed for verdslig indblanding. Men den kongetro ærkebiskop lod derpå mødet vedtage, at præster i gudstjeneste som i alle andre bønner skulle bede for kongeparret samt for, at der ville være fred inden for kirke og stat.

Derpå tager man fat på præsteskabets opførsel, der øjensynligt lod meget tilbage at ønske. Præster måtte ikke gå på værtshus eller på anden måde lade sig beskænke, de måtte ikke bære våben undtagen på farefulde rejser, og de måtte ikke holde konkubiner i præstegårdene. Det var alt sammen klager, som kirkemøder i århundreder havde fremført. Men desuden indskærpes det, at gudstjenesten skal foretages korrekt og omhyggeligt, og det pålægges bisperne at vise fornøden strenghed over for alle former for embedsforsømmelser.

Men mødet ønskede også at sikre sognepræsternes lokale rettigheder. F.eks. måtte ingen tage en andens sognebørn til skrifte og meddele dem absolution, en regel, der især var rettet imod tiggerbrødrene, der som populære prædikanter med ry for større hellighed end de lokale præster nemt kom til at gå sognegejstligheden i bedene.

Derfor lægges alle klosterordener ind under den lokale biskops tilsyn. Men da gamle ordener havde pavelige privilegier, der sagde det modsatte, varede den traditionelle modsætning mellem sogne- og ordensgejstlighed middelalderen ud. F.eks. fik gråbrødrene allerede i 1431 et paveligt privilegium på, at de ikke skulle dele deres indsamlinger med den lokale gejstlighed. Samtlige disse bestemmelser må siges at være uhyre traditionelle; men formålet var jo også først og fremmest at genskabe kirkens oprindelige renhed.

Til Baselerkonciliet sendte kong Erik i 1434 århusbispen Ulrik Stygge og växjöbispen Niels Ragvaldsen. Og som kongen på samme tid var kommet i konflikt med uppsalakirken om besættelsen af ærkesædet, kom han snart også i modsætning til paven, hvorfor han havde grund til at foretrække konciliet. Men da både kongens og konciliets politik i det lange løb led skibbrud, fik det ikke større indflydelse på den danske kirkes indre liv.

I 1419 havde kongen fået pavens tilladelse til at oprette et universitet, ganske vist uden teologisk fakultet. Det blev dog ikke til noget, antagelig fordi der samme år oprettedes et livskraftigt universitet i østersøbyen Rostock, hvilket ville gøre det vanskeligt både at skaffe kvalificerede lærere og et rimeligt antal studenter i samme område, og først 1479 åbnede Christian 1. Københavns Universitet.

At ærkebiskop Hans Laxmand i sine statutter af 1443 kraftigt betonede sin overhøjhed i alle kirkelige anliggender i Lunde Stift, bærer præg af, at den danske kirke på konciltiden udnyttede pavens midlertidige afmagt. Det lykkedes ligeledes ærkebispen at få Baselerkonciliets tilladelse til at få den norskfødte viborgbiskop udskiftet med en danskfødt biskop i Norge. Nogenlunde samtidig indførtes en gennemgribende ændring af Viborgs kapitel. Fra gammel tid havde dette bestået af augustinerkorherrer, dvs. præster, der levede efter en munkeregel; på grund af denne klosterlignende tilværelse var korherrerne mindre mobile og derfor ikke til større hjælp i stifts-administrationen. Hertil kom antagelig også, at adelen i Viborg Stift har misundt sine standsfæller i andre stifter, hvor slægtninge kunne opnå rige embeder i kapitlerne og en dertil svarende indflydelse. Nu blev der i stedet foretaget en udstykning af klosterformuen i kapitelsembeder til tre prælater og 15 menige kanniker. Og selv om det aldrig lykkedes for aristokratiet at få vedtaget en regel om, at man enten skulle være adelig eller i hvert fald doktor for at kunne opnå et højere kirkeembede, synes i praksis adelig fødsel og universitetsstudier afgjort at fremme en kirkelig karriere.

Christian 1. arvede fra sin forgænger kontakter til koncilbevægelsen; men da dette snart viste sig frugtesløst, indledte han et nært samarbejde med paverne, hvis formelle myndighed aldrig blev betvivlet, i hvert fald ikke så længe de trofast „af egen magtfuldkommenhed” udpegede lige netop de nye bisper, som kongen ønskede.

Den kongelige indflydelse fungerede længe ved, at en indflydelsesrig kardinal påtog sig som protektor at varetage danske interesser; først var det en kardinal af den mægtige romerske slægt Colonna, derpå dronningens søstersøn kardinal Gonzaga. Da mange paver var stærkt interesserede i indtægter fra afladshandelen, kom de i et vist afhængighedsforhold til den kongemagt, der alene kunne garantere, at afladsindsam-lingen foregik nogenlunde effektivt. Men en ihærdig indsats for at få paven til at bandlyse de genstridige svenskere og dermed yde støtte til den kongelige unionspolitik, slog fejl. Det højeste, man kunne opnå, var at få paven til at søge at overtale det svenske råd til at anerkende dronningens krav på et livgeding i Sverige.

Kongens rejse i 1474, efterfulgt af dronningens året efter (se afsnittet Den store udlandsrejse), gav sig udslag i mange pavelige begunstigelser. Som den midtjyske adel søgte også den fynske at få Odense Stifts gamle domkapitel af benediktinermunke omdannet til et ordinært kapitel med prælater og kanniker. Men munkene gjorde effektiv modstand og vandt betydelig sympati i ledende kredse, og den langvarige strid endte med munkenes sejr og tilbageerobring af deres kloster.

Det område, hvor reformtankerne mest tydeligt giver sig udslag, er inden for klostervæsenet. Da birgittinerordenen havde kongefamiliens store bevågenhed, finder vi snart også klostre af denne orden så langt borte som i både England og Bayern. I selve Danmark opstod klostre i Maribo og i Mariager, der især begunstigedes af adelen, hvis ugifte døtre ofte blev anbragt i netop disse institutioner, der samlede meget jordegods, og som øjensynligt besad betydelig prestige.

Den kraftigste reformiver finder vi i det hele taget i de nye ordener, som nu vandt indpas i riget. Størst betydning fik den allerede af Erik af Pommern støttede karmeliterorden, der hurtigt blev en virkelig konkurrent til de gamle tiggerordener. Derfor søgte man fortrinsvis at placere denne ordens klostre i kystbyer, hvor der ikke allerede fandtes et tiggerkloster. Allerede i 1410 grundlagdes et karmeliterkloster i Landskrona, skønt denne nye by først fik sine købstadsprivilegier i 1413. Desuden oprettedes et kloster i Sæby, et fiskerleje, der vist først gennem anlæggelsen af klosteret opnåede anseelse som købstad. En by med voksende betydning som Helsingør opnåede dog at få klostre af alle tre tiggerordener, og dette krævede snart kontrol fra oven for at undgå, at tiggerbrødrene generede hinanden ved ubillig konkurrence. Derfor traf man i 1446 en ordning, hvor man delte prædikenen på de mange helligdage imellem sig. Antagelig var selve hovedhelligdagene (jul, påske og pinse) reserveret stadens sognekirker; men gråbrødrene fik tildelt 2. pinsedag, 3. juledag og 4. påskedag, og de to andre ordener fik dermed deres tilsvarende ret.

I mange købstæder fandtes der fra gammel tid milde stiftelser, helligånds- eller duebrødrehuse til pleje af syge, gamle og fattige, medens Sankt Jørgensgårde var oprettet for at bekæmpe spedalskheden, som nu var stærkt på retur. Ikke sjældent var den slags stiftelser ved at gå i forfald, og ordener, der tog sig af fattig- og sygepleje, blev særdeles yndede i 1400-tallet. En særlig helligåndsorden havde ligefrem specialiseret sig i at drive plejestiftelser, og oprettelsen af hele seks Helligåndsklostre i løbet af 50 år viser, at den nød betydelig yndest. Mange indgav sig i ordenens stiftelser for at opnå en fredfyldt alderdom, der samtidig gav dem andel i ordenens hellighed og afladsprivilegier, og de mange gaver, som stiftelserne derved modtog, giver det hele et vist præg af en livrente- eller pen-sionsanstalt.

Også den nye karmeliterorden opretholdt et sømandshospi-tal i Helsingør, medens en ny orden, antonitterne, der via Sydslesvig kom til Danmark, også havde fattig- og sygepleje på programmet, da de i 1470'erne slog sig ned i Præstø, hvor der hidtil ikke havde været noget kloster.

Også inden for de gamle ordener møder vi kravene om en gennemgribende reform. Den ældgamle benediktinerorden havde ofte følt det som et handicap, at dens klostre modsat mange yngre og mere privilegerede ordeners huse var undergivet bispens tilsyn. Og medens cistercienserordenen havde sine regelmæssigt sammentrædende generalforsamlinger, hvor man kunne støtte betrængte ordensfæller både politisk og økonomisk, savnede de gamle munkeordener en lignende organisation. Flere steder sluttede et områdes benediktinere sig derfor sammen om at gennemføre reformer under indbyrdes kontrol, og sidst i 1300-tallet havde en række nordtyske klostre forenet sig i den såkaldte Bursfelderkongregation, der afholdt regelmæssige ordensmøder til diskussion af fælles problemer, og paverne gav villigt denne sammenslutnings medlemmer vidtgående privilegier.

Midt i århundredet kom en repræsentant til Danmark for at virke for bursfelderprogrammet. Han blev modtaget med betydelig, om end passiv velvilje og opnåede intet konkret. Både klosteret i Odense og det i Næstved (Skovkloster) søgte paven om at modtage samme omfattende privilegier som bursfelder-sammenslutningen havde det, men vist uden at have til hensigt at stille sig under kongregationens kontrol, der foregik ved regelmæssigt udsendte visitatorer. Kun det lille Voer Kloster nær Skanderborg opnåede i 1488 at blive medlem af denne gruppe. Dette medførte blandt andet, at der blev læst messer for klosterets afdøde medlemmer overalt, hvor der var burs-felderklostre. Da dette også gjaldt den for sin klosterfromhed bekendte rigshofmester hr. Erik Ottesen Rosenkrantz, har han formentlig været specielt aktiv for at skaffe Voer medlemskab. Men Danmark lå nu engang afsides, og afstandene medførte, at abbederne fandt det vanskeligt at deltage i fællesmøderne. Trods udvidede privilegier om ret til kun at skulle give møde hvert 3. år eller eventuelt endnu sjældnere, mødte vist kun en eneste voerabbed nogen sinde op, og da skulle der ligefrem en bandlysningstrussel til.

Det kraftigste indtryk af reformiver møder vi inden for franciskanerordenen, hvis krav om ubetinget fattigdom i tidens løb var blevet modificeret derhen, at selv om hver enkelt tiggerbroder skulle være totalt ejendomsløs, kunne institutionen som sådan dog eje fast ejendom til opretholdelsen af klostrenes virke.

Denne slappelse af gråbrødrenes ordensregel havde alle dage givet anledning til opposition, og i 1400-tallet havde paven reelt delt ordenen i to dele, de mere konservative, såkaldte konventualer, og de mere radikale fattigdomstilhæn-gere, hvis gren kaldtes observansen, fordi man mente, at man observerede (iagttog) de oprindelige regler mere strengt.

Striden mellem de to fløje bølgede frem og tilbage, og middelaldermenneskene var aldrig tilbageholdende med skriftlige eller mundtlige påstande. Derfor skal vi nok være varsomme med at tage de indbyrdes beskyldninger for pålydende. Således påstodes det, at flere klostre skulle være blevet reformeret ved gadekampagtige scener og under trusler om vold osv. Men hvor oprigtig reformiveren end var, kunne klostrene vanskeligt eksistere helt uden det usle mammon. Nok har observanterne ofte søgt at afhænde gaver for at anvende midlerne til fromme formål; men for os kan det være svært at skelne imellem konventualer, der handler med heste, og ob-servanter, der efter at have solgt deres faste ejendom viser sig at handle med øksne.

Ved middelalderens slutning havde observanterne opnået en fuldstændig sejr i Danmark, ikke mindst takket være fromme dronningers varme støtte. Konventualerne flygtede nu til Sverige, og under indtryk af den voksende spænding mellem de to lande kom reformmodstanderne derved næsten til at få et stempel af at være landsforrædere.