Side af Gutenbergs 42-liniede bibel. Den indeholder slutningen på 2.Johannesbrev, hele 3. Johannesbrev (jfr. overskriftens: J O H III) samt begyndelsen af Judas' brev.

.

De i 1455 trykte afladsbreve solgtes især på det billigere papir, som dette brev til nonnerne i Roskilde Clara Kloster, der gav dem del i kongen af Cyperns korstogsaflad. Men bogtrykkerkunsten var endnu så ny, at der i Viborg sad en lokal gejstlig som underleverandør, og han fortsatte med at forhandle gammeldags håndskrevne afladsbreve.

.

At indvandreren Gotfred van Ghemen betragtede sig som dansk bogtrykker, synes at fremgå af hans bogtrykkermærke, et kronet dannebrogskors med det oldenborgske våben i hjerteskjoldet. De omgivne himmellegemer, stjerne og måne, er vel hentet fra Københavns stadssegl.

.

Et eksemplar af en tidlig udgave af Vincent af Beauvais' verdenshistorie (Speculum Historiale) bærer et tydeligt ejermærke. Det er Urneslægtens våben, og notatet gør det klart, at bogen tilhørte magister Hans Urne, domprovst i Odense.

.

At Johan Snell kun besad et beskedent udstyr, fremgår af det breviar han 1482 trykte i Odense. Han rådede kun over to skrifter, og initialerne måtte farvelægges i hånden. Siden viser den egentlige breviarteksts begyndelse med bønner og ritualer for lørdagen før 1. søndag i advent. Så var der unægtelig mere stil over det fornemme missale, som firmaet Brandis trykte i Lübeck i 1483 (se nedenfor).

.

Det fornemme missale, som firmaet Brandis trykte i Lübeck i 1483. Siden indeholder ritualet for de morgenmesser, som præsterne i Odense Stift skulle læse på følgende helgendage, for Sankt Apollonia (den 9. februar), Sankt Scolastica (den 10. februar) og Sankt Valentin (den 14. februar).

.

Forsiden af firmaet Brandis' udgave af den plattyske Saxo, dvs. det korte udtog af danmarkskrøniken. Der er næsten tale om en moderne klaptekst, der bereder læseren på, at han her vil kunne erfare, at Danmark fra Abrahams tid har været et selvstændigt rige under egne konger.

.

I det lange løb kom den nye bogtrykkerkunst utvivlsomt til yderligere at forøge kendskabet til læsefærdigheden. Men når den nye opfindelse så hurtigt blev en succes, skyldes det, at der allerede fandtes en omfattende kundekreds. Det var både en bekostelig og risikabel affære at investere i det nye håndværk, hvor man først efter trykningen af et værk kunne se, hvorvidt der nu også var et marked for netop denne bog, således at foretagendet blev rentabelt.

Kirken så straks de store muligheder, der lå i den nye opfindelse, og mange af de tidligste bogtryk er blevet til på bestilling. Mens Gutenberg i Mainz 1454-55 var i færd med at trykke den berømte 42-liniede bibel, blev der fra samme by produceret trykte afladsbreve.

I hver eneste kirke skulle der være de for gudstjenesten nødvendige messebøger m.m. Tidligere havde man måttet afskrive disse i hånden, og derved indsneg der sig nemt fejl, hvorfor man bestandigt måtte kontrollere, at præsterne havde nogenlunde korrekte håndbøger. Den nye opfindelse kunne heller aldrig helt undgå trykfejl, men det færdige produkt blev i det mindste ensartet.

Hver enkelt bispedømme havde sin egen gudstjenesteform, der aldrig var helt magen til nabostifternes. Som regel kunne præsterne tage domkirkens gudstjeneste til forbillede. Men på Fyn havde man fra gammel tid det problem, at domkapitlet i Odense bestod af benediktinermunke, hvis klostergudstjeneste på mange måder adskilte sig fra de former, som almindelige sognemenigheder kunne bruge. I 1480'erne udspandt der sig en voldsom konflikt, da man forsøgte at erstatte munkene med et almindeligt domkapitel (se Reform i hoved og lemmer), og næppe var det nye kapitel indrettet, før det fandt det absolut påkrævet at få gudstjenesteforholdene i Odense Stift bragt i orden. Dels havde man brug for et missale, en messebog, der indeholdt teksterne til samtlige søn- og helligdage, og det vel at mærke med de helgener, der som Sankt Knud fra gammel tid havde spillet en særlig vigtig rolle her; dels behøvede man et breviar, en mindre håndbog for sognepræster med ritualet for en almindelig messe.

I 1470'erne var der kommet bogtrykkere til Lübeck, og herfra indkaldte odensebispen Johan Snell. Han kom rejsende til Odense med det nødvendigste udstyr og fik vist allerede i 1482 trykt breviaret, hvis lille håndbogsformat ikke stillede de helt store typografiske krav. Vel hjemkommen til Lübeck trykte Johan Snell året efter en agende, en håndbog med ritualer for bryllup, begravelse osv.

Tidligere havde han med sit beskedne udstyr især trykt afladsbreve. Nu fik han andre opgaver. I 1480'erne havde johannitterordenen på Rhodos afværget et stort tyrkisk angreb på øen. For at udbrede kendskabet til ridderordenens kamp imod de vantro og vel også for at skabe en gunstig baggrund for salget af den korstogsaflad, som ordenen organiserede over hele Europa, lod den skrive en lille bog om riddernes heltemod og tapperhed under kampene.

Medens Johan Snell var i Odense, optrykte han denne bog, måske med støtte fra det store johannitterkloster i Odense. Og sammen med breviaret blev dette det første resultat af bogtrykkerkunstens virke i Danmark.

Derved kunne enhver latinkyndig sidde i ro og mag i Danmark og læse en detaljeret frontberetning om højaktuelle begivenheder, der havde udspillet sig i den modsatte ende af Europa. Efter sit odenseophold tog Snell videre til Uppsala for at trykke kirkelige håndbøger dér. Men også her fik han lejlighed til at udsende andre bøger, blandt andet en latinsk grammatik. Thi skolebøger viste sig hurtigt at være en særdeles gangbar vare for de tidlige forlæggere.

Som nævnt var Snells transportable trykkeri kun i stand til at klare enklere opgaver. Det fornemme missale, der krævede mange forskellige slags typer, kunne han ikke magte. Derfor sendte man fra Odense en bestilling til det ansete lübeckfirma Brandis, og det havde allerede i 1483 missalet klar.

Nu kom der gang i bestillingerne. En anden lübecker Stefan Arndes tog til Slesvig, hvor han 1485-86 trykte et missale og derudover nogle skolebøger. Han må have gjort sin kunde tilfreds, da slesvigbispen brugte ham senere, og i år 1500 fik også Viborg Stift sit missale trykt hos ham.

Da nederlænderen Gotfred af Ghemen (vist i 1489) slog sig ned i København, fik man omsider et fast trykkeri i Danmark. Måske var det lige tidligt nok, og det kan have været startvanskeligheder, der fik ham til at rejse bort efter få års forløb. Men han kom snart igen, og nogle år ind i det nye århundrede etablerede han sig permanent i hovedstaden. Fornuftigvis begyndte han med latinske grammatikker, og her fik han hjælp fra juristen Peder Albertsen, der havde været det nye universitets første vicekansler. Men uden helt at slippe forbindelsen til den lærde institution var han blevet rådmand i København. En af de nye skolebøger blev trykt i doktor Peder Albertsens gård, en anden, som doktoren selv havde bekostet, blev trykt i universitetets gård.

I 1495 udsendte Gotfred af Ghemen den første bog på dansk, Rimkrøniken, der blev en så stor succes, at han under sit andet ophold i København kunne udsende to nyoplag. Og omsider turde han give sig i lag med lovbøgerne.

Når vi kender så få bøger, trykt i Danmark eller på bestilling af danske gejstlige, skyldes det ganske givet, at kun en mindre del af disse tidlige bogtrykkeres produktion er bevaret for eftertiden. Ikke mindst skolebøger slides stærkt, og selv om vi ved, at flere af dem kom i nye oplag, har der utvivlsomt været endnu flere nu sporløst forsvundne værker og udgaver.

Noget tyder på, at domprovsten i Odense, mester Hans Urne, bevarede forbindelsen til firmaet Brandis i Lübeck, som 1497 genoptrykte odensebreviaret. Kort før sin død 1504 skrev provsten sit testamente, hvoraf det fremgår, at han besad en betydelig samling bøger. Hans lillebror, den lærde Lage Urne, siden dr. jur. og sluttelig roskildebisp, skulle arve alle hans juridiske værker. En verdslig broder skulle have en tysk krønike, og da flere andre slægtninge også skulle have krøniker – blandt andet hans moder, der desuden fik en bønnebog – ser det næsten ud, som om han har haft et mindre lager af en tysksproget krønike.

Da netop firmaet Brandis i 1502, vist i Ribe eller Slesvig, udsendte „Saxo” på plattysk (dvs. det i datiden ret udbredte saxoudtog fra den Jyske Krønike), er det fristende at formode, at domprovsten på en eller anden måde stod bag. Til gengæld har han så måttet forpligte sig til at aftage et større antal eksemplarer af den færdige bog.

Det var sædvane, at standspersoners testamenter betænkte de fattige. Men her skete det på den helt specielle måde, at Hans Urne skænkede 200 skolebøger (dvs. latinske begynderbøger) til fattige skolepeblinge, og desuden stillede han 30 eksemplarer af gradualet (endnu en liturgisk håndbog) til rådighed for fattige fynske kirker.

Det virker ligefrem, som om Hans Urne har været en art forlægger eller lokal forhandler for firmaet Brandis. Og vi ser da også, at en Simon Brandis i 1505 ankom til Odense med en kæmperegning til de efterladte for alt det, som afdøde mester Hans Urne havde ladet trykke. Arvingerne søgte at slippe udenom ved at påstå, at specielt de kirkelige håndbøger havde været galt sat; men da trykkeriet forlangte kontanter eller samtlige bøger retur, har familien antagelig måttet punge ud.

Det var en ny kultur, der var på vej. Tidligere havde man i høj grad måttet stole på hukommelsen. Reformatoren Peder Palladius, der var født i Ribe i 1503, berettede med stolthed, at skønt hans fader manglede enhver form for lærdom, kunne han samtlige søndagsevangelier på fingrene. Denne udenadslæren var nu på retur; det var nok så bekvemt at opfriske hukommelsen med et kig i bogen.

I flere århundreder fortsatte man med at oplæse nye forordninger på tinge. Kun derved kunne menigmand lære, hvad der var lov og ret. Det berettes fra Slesvig, at i 1504 oplæstes et stykke af Jyske Lov (vel på plattysk) på rådhuset. Og sandsynligvis havde man tidligere år efter år læst loven fra ende til anden, så at alle gennem den fortsatte oplæsning kunne blive fortrolige med samfundets retsregler. Men denne oplæsning i 1504 noteredes vistnok, fordi det var sidste gang, det skete. Allerede i 1486 havde Brandis-firmaet udsendt en plattysk udgave af Jyske Lov; i 1504 kom den danske udgave i Ribe, og året efter tog Gotfred af Ghemen fat på sine danske lovudgaver.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Sortekunsten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig