Danmark og omverdenen

Eftertiden har i vel høj grad været tilbøjelig til at betragte Kalmarunionen som en art dansk overherredømme over de andre nordiske riger. Ganske vist udgjorde det tættere befolkede, økonomisk vigtigere og mere centralt beliggende Danmark kongernes magtbasis. Men hvert enkelt rige – i eller uden for unionen – blev styret efter dets egne gamle traditioner. En egentlig centralisering blev ikke tilstræbt og var med tidens begrænsede muligheder næppe heller praktisabel.

De hyppige klager over, at len blev givet til udlændinge, var et fællesnordisk fænomen, selv om de var mest højlydte fra svenske aristokrater, der gerne følte sig forfordelte med hensyn til forleninger, og det hvad enten riget styredes af en konge fra Danmark eller af en hjemlig rigsforstander.

Det er således karakteristisk, at opgøret i Sverige ved Erik af Pommerns fald kom til at ramme højst vilkårligt. Her blev den danskfødte Jösse Eriksson syndebuk og likvideredes under Engelbrechts opstand, skønt han havde virket i over en menneskealder i Sverige som foged på dronningens livgeding. Hans kollega, den tyskfødte Hans Kropelin, der sad på Stockholm Slot, var øjensynligt mere diplomatisk og kom snart på talefod med opstandens ledere, sandsynligvis hjulpet af, at hans arvedøtre var gift ind i den svenske højadel.

Inden for dele af aristokratiet havde der alle dage været visse internordiske slægtsforbindelser, og navnlig i slægterne Thott og Gyldenstierne finder vi på én gang danske og svenske slægtsgrene. Dette forhold søgte konger som rådsaristokrati at udnytte under de talrige unionsforhandlinger.

Den svenske højadel havde længe søgt indpas i de uddøende norske højadelsslægter ved ægteskaber med arvedøtre. Men ved århundredets afslutning er det, som den udkonkurreredes af dansk højadel, som da Holger Eriksen Rosenkrantz ægtede en datter af den norske rigsråd Bo Flemming og derved blev Norges største godsejer.

Men der gik også en betydelig strøm af lavadel mellem rigerne. Tilfældigvis fortæller et østjysk tingsvidne os i 1438, at Lave Dus var ægte født, samt at han nu tjente hr. Nils Stensson (af slægten Natt och Dag) i Sverige. En broder til Eggert Frille slog sig ned i Finland allerede omkring 1410, og en betydelig del af den senere svensk-finske lavadel stammer fra ham.

Megen dansk fattigadel søgte sig et udkomme i det fjerne, og f.eks. den fynske borgmesteradels efterkommere slog sig ofte ned i Norge.

I selve Danmark møder vi talrige indvandrere, især blandt købmænd og håndværkere. Derimod var såvel den danske kirke som adelen århundredet igennem forbløffende national. Erik af Pommerns grænsekrige tvang adskillige sønderjyske stormandsslægter, heriblandt flere af holstensk oprindelse, til ligefrem at træffe et valg angående deres fremtidige nationale tilhørsforhold. Derefter udgjorde dansk og holstensk adel to helt adskilte grupper, der kun kunne mødes hvis de ved politiske forhandlinger sad på hver sin side af bordet.

Under Christoffer af Bayern opnåede hans landsmand Verner Parsberg at blive accepteret som dansk adelsmand, en undtagelse, der skyldtes hans danske ægteskab. Da roskildebispen fortsat havde besiddelser på Rügen kunne enkelte pommerske adelsmænd vinde indpas på Sjælland, f.eks. ved giftermål ind i den sjællandske lavadel, der havde specialiseret sig i at administrere bispegods.

Ved hoffet kan vi lejlighedsvis finde både norske og svenske hofmænd, og da unionskrigene i stadig højere grad antog karakter af et nationalt opgør, slog omkring 1500 en landflygtig gren af den svenske slægt Trolle sig ned i Danmark.