Fred og fejde (1400-1500)

Allerede dronning Margretes store forordning af 1396 indskærpede fredens opretholdelse, og specielt understregedes kirkefred, kvindefred, husfred, gårdfred, plovfred og tingfred. Megen ufredelighed kunne dog blot skyldes de rejsendes ønske om natlogi, og igennem århundreder havde klostrene klaget over voldgæsteri. Derfor forlangte dronningen, at der skulle oprettes kroer for hver fjerde mil, en passende dagsrejse, og her skulle de vejfarende kunne få ophold imod en betaling, der svarede til prisniveauet i nærmeste købstad. Men eftersom Christian 2. næsten 100 år senere søgte at oprette et tilsvarende system af offentlige herberger på Sjælland, tyder dette på, at forordningen ikke havde båret frugt. Da Mouritz Nielsen Gyldenstierne sidst i 1400-tallet rejste rundt i landet, boede han gerne hos venner og slægtninge eller hos købstædernes storkøbmænd, der holdt gæstgiveri.

Naturligvis forbød dronningens forordning, at man gav fredløse husly, og vi møder en skarp kritik af tidligere forhold i forordningens forbud imod at opføre faste borge, „efterdi der er sket umådelig lidt ret af de befæstninger, der til nu er bygget”. I praksis betød dette, at den storgodsejer, der ønskede at befæste sit gods, skulle have kongelig tilladelse dertil. Først kong Hans' håndfæstning af 1483 udelod denne bestemmelse, antagelig fordi udviklingen af artilleriet nu krævede en moderne befæstningskunst, som kun kongemagten formåede. Om en adelsmand opførte et brandsikkert hus, var ikke længere en rigspolitisk trussel.

Især fremhævede dronningen de kongelige fogeders store ansvar for fredens opretholdelse. Og kort efter sin tronbestigelse udstedte kong Christoffer sin landefredsforordning af 1442, der ligeledes indskærpede de kongelige embedsmænds ansvar og pligt til at skaffe hver mand ret. Dette blev fulgt op med en forordning imod at bære våben til daglig, på samme måde som stadsretterne i stort omfang udstedte forbud imod f.eks, at bære spændt armbrøst inden for stadens område.

I 1466, da det trak op til en større rigspolitisk konflikt, udstedte Christian 1. en forordning, der på flere måder virker som et kompromis. Først forbydes det jordejerne at gæste andre end deres egne fæstebønder. Dernæst hedder det, at ingen må bindes, uden at han er grebet på fersk gerning i en forbrydelse. Men til slut siges det dog, at forordningen ikke indskrænkede husbondens myndighed, ej heller godsejerens over sine fæstebønder, som han kunne sætte i stok og jern, hvis de var i færd med at begå tåbeligheder.

I 1468 kommer særlige regler om lovlig fejde, dvs. at der var visse formkrav, som skulle opfyldes. Længere magtede en ny tids begyndende statsmagt ikke at gribe ind imod samfundets hævdvundne skik. Vigtigst var her nok, at der altid skulle gives 24 timers varsel, for at en fejdebegyndelse kunne anses for lovlig. Var det end kongemagtens pligt at skaffe ret og fred, var samfundet fortsat således opbygget, at det i praksis mindre gjaldt om at fordømme og straffe end at mægle og forsone for at opretholde en passende stabil ligevægt mellem rigets mange lokale magtgrupper. Men ét var de gode intentioner, noget andet de barske realiteter.