En stridbar biskop

Det er ganske karakteristisk, at den sidste virkelige fejde førtes i form af organiseret voldsanvendelse imellem Sjællands to største gejstlige godsejere, dvs. Roskilde bisp og Sorø abbed.

I 1485 havde kong Hans påtvunget Roskilde domkapitel sin tidligere kansler Niels Skave som ny biskop. Men han virkede unægtelig ikke særlig loyal, endsige taknemmelig over for kongehuset. Hvad enten han af natur var ualmindelig stridbar, eller om blot forholdene i stiftet var ham for vanskelige, kom det meste af hans 15 år lange bispetid til at blive én lang række af stort set tabte konflikter.

Det var højst uheldigt, at der allerede i 1486 opstod strid om bispens fjerdedel af indtægterne fra Roskilde by, fordi de kongelige indtægter her ellers tilfaldt enkedronning Dorothea, der var uhyre økonomisk indstillet. Bispen foretog et hurtigt tilbagetog ved at hævde, at sagen alene skyldtes, at hans generalofficial havde handlet på egen hånd, og ved således at desavouere sin embedsmand fralagde Niels Skave sig ethvert ansvar.

Men derpå kom bispen i konflikt med det ene kloster efter det andet. Skovkloster ved Næstved fik travlt med at sikre sig juridisk dokumentation på sine kirkelige rettigheder i Sydsjælland, og da bispen i 1487 visiterede det rige johannitterkloster Antvorskov, blev der ballade. Bispen fandt selv, at han havde optrådt beskedent og sammen med sit følge blot fortæret for 30 gylden; men johannitterprioren havde en lidt anderledes opfattelse af besøgets karakter, hvorfor han lod bispen indstævne for den pavelige kurie i Rom, og bispen blev ligefrem bandlyst for ulovlig fremfærd.

Derpå trak det op til en større sag med det rige og selv-stændighedshungrende Sorø Kloster. Baggrunden var, at paven i 1487 havde stadfæstet alle den mægtige cistercienserordens vidtgående privilegier, først og fremmest med en bekræftelse på, at ordenens mange klostre alene hørte under pavestolen, dvs. at den lokale biskop ikke skulle have nogen som helst myndighed over stiftets cistercienserklostre. De skulle alene visiteres af munke, som udsendtes af ordenens egen ledelse.

Følgelig skyndte Sorø Kloster sig i 1488 at få denne pavebulle bekræftet af Roskilde domkapitel. Bispen måtte erkende, at dokumentet var ægte; men han lagde vægt på, at et paveligt privilegium altid indeholdt den sikkerhedsventil, at stadfæstelsen forudsatte, at rettighederne faktisk var i brug. Og som vi skal se, var det ikke alle teoretiske regler, som munkene i det daglige fandt det opportunt at pukke på, hvorfor bispen i 1489 klagede til Rom med en anmodning om, at Sorøs privilegier måtte blive indskrænket, så de passede til lokal dansk praksis.

Lidt nord for Sorø lå Stenmagle sogn, hvis jord i umindelig tid havde tilhørt klosteret, der dog aldrig havde erhvervet ret til hverken sognepræsteembedet eller til sognekirken, der følgelig som enhver anden kirke sorterede under bispens myndighed. Uheldigvis var præstegården brændt for år tilbage; og i sin godhed havde den daværende abbed midlertidigt overladt præsten en af sine mange fæstegårde. Da der i 1489 kom ny præst, overtog denne uden videre denne gård som sin præstegård, hvad den nye abbed ikke ville finde sig i, hvorfor præsten bad bispen mægle.

Mens abbeden selv var bortrejst, kom hans stedfortræder prioren i maj 1489 med to munke på besøg i Stenmagle, et besøg, om hvilket vi har to mildt sagt modstridende beretninger: ifølge klosterets sagfører havde prioren mildt og sagtmodigt mindet præsten om, at han måtte flytte, og yderst hjælpsomt havde han pålagt klosterets fæstebønder at bistå præsten med bortkørsel af dennes ejendele. Efter at præsten havde fjernet løsøret fra gården, hvortil efter tidens opfattelse hørte både vinduer og døre, låse og nøgler, viste han sin taknemmelighed ved at beværte de flinke bønder med mad og øl.

På præstens vegne gav bispens advokat en ganske anderledes fremstilling: efter denne skulle præsten være blevet bortjaget med magt og mishandlet, mens bønderne havde plyndret og ødelagt hans ejendele, hvorfor han nu var både hjemløs og forarmet.

Derfor stævnede bispen klosteret og dets bønder for stiftets øverste domstol, førstkommende sommerlandemode i Roskilde, der skulle træde sammen midt i juni. Men under henvisning til de nyligt af paven bekræftede privilegier nægtede abbeden som en god cistercienser at efterkomme en sådan biskoppelig stævning.

Efter alt at dømme havde bispen her fat i en solid ende; thi vi har tidligere eksempler på, at Sorø abbed udmærket godt kunne efterkomme en stævning til landemode, vel at mærke, når der ikke som her stod principper på spil. Men nu var det netop blevet til en principsag. Abbeden og hans bønder udeblev, hvorfor bispen lod dem bandlyse for ulydighed mod retten. Til gengæld brugte abbeden sin myndighed til at løse bønderne fra bispens band. Og efter procesindlæggene at dømme var forholdene i sognet ikke hyggelige; præsten kunne ikke forhindre de af bispen bandlyste bønder i at komme i kirke, og omvendt kunne bønderne stimle sammen foran kirkedøren og derved vanskeliggøre præstens adgang til kirken.

Da bønderne havde siddet en landemodestævning overhørig, lod bispen dem nu stævne for landstinget. Landsdommer Henrik Meinstrup, der i øvrigt var gift med bispens halvsøster, idømte dem derfor bøder, og da disse ikke blev betalt, tog Sjællands Landsting deres mandhelg fra dem, dvs. at landsdommeren pålagde bønderne den mindre fredløshed, hvorefter enhver frit kunne tage sig til rette over for dem, dog uden ligefrem at dræbe eller lemlæste dem; kort sagt, adlød man ikke en lovlig dom, stillede man sig uden for rettens beskyttelse. Men da Sorø abbed og munke hørte under gejstlig ret, kunne man ikke anvende den slags sanktioner imod dem.

Af den fortsatte proces i Rom fremgår, at abbeden derpå havde overladt den omstridte gård til sin foged Oluf Smed. Men først i september troppede bispens folk mandstærkt op, anført af Peder Lauridsen til Skaftelev, og blandt hans firsindstyve ledsagere nævnes bispens halvbrødre Jacob og Søren Daa, der begge gjorde karriere i stiftets godsadministration. Oluf Smed blev med sin husstand sat på porten, og bispens folk skulle have plyndret både hans og sognets øvrige bønders ejendele: „De blev anbragt i snævre fangehuller, hvor de næppe kunne ånde, lagt i bånd og jern, der var så snævre … underkastet gruelig tortur” osv., hvilket i en hjemlig kilde under den fortsatte retssag mere nøgternt blev beskrevet således, at klosterets bønder „blev gjort fredløse på landstinget og derfor grebne, voldførte og sat i tårn og fængsel”.

Nu stammer de mest talende kilder fra den fortsatte proces i Rom, og parternes gensidige beskyldninger skal følgelig tages med nogen forsigtighed. Men vi har andre vidnesbyrd om Peder Lauridsen, der synes at have været en forarmet lavadelsmand, som ihærdigt ledte efter en patron, i hvis tjeneste han kunne opnå de ekstraindtægter, der var nødvendige, for at han kunne opretholde en adelig livsstil. Lidt tidligere havde landsdommeren måttet skrive til en anden lavadelsmand, der var i en lignende situation, og bede ham forholde sig i ro. Her hører vi, at „Peder Lauridsen i Skaftelev kom for skade at slå en anden lavadelsmands bonde ihjel”, og medens Peder var på tinge for at aftale bøder i sagen, slog modparten en af Peders bønder, „så de ikke vente ham til livet”, dvs. at han var livsfarligt såret. Da landsdommeren nærede en ikke ubegrundet frygt for, at dette kunne udvikle sig til et almindeligt bondeslagteri, bad han den før omtalte adelsmand forholde sig i ro. Havde en af hans venner gjort nødværge, var det naturligvis en anden sag; i så fald var slægt og venner forpligtet til at yde hjælp og bistand. Men uprovokeret at slå bønder fandt landsdommeren upassende.

Efter sagens akter at dømme ydede abbeden ikke væbnet modstand, men anvendte sin birkeret til i 1498 at lade deltagerne i overfaldet erklære fredløse, en handling, der helt lå uden for birketingets kompetence.

I den uholdbare situation kom abbeden i tanke om, at han besad visse pressionsmuligheder. Efter tidens skik og brug besad hr. Henrik Meinstrup som landsdommer godsforleninger fra næsten alle Sjællands større gejstlige institutioner; foruden det kongelige len Korsør havde han i hvert fald len fra bispen, Antvorskov, Ringsted, Næstved samt Agnete nonnekloster. Netop mængden af småforleninger har antagelig modvirket en eventuel mistanke om utilstedelig favorisering, og formentlig lå landsdommerens genydelse alene i, at han holdt et vågent øje med anliggender, der kunne have hans patroners interesse, således at disse ikke kom til at overse de verdslige domstoles mange krav om rettidigt varsel og stævningsfrister m.v.

Da hr. Henrik også havde det lille Gerdrup len af Sorø Kloster, følte abbeden sig brøstholden over sin „lensmands” illoyale holdning i fredløshedssagen, hvorfor han ikke blot tog lenet fra ham, men lod ham stævne til Rom for nogle domme, han havde udgivet på Sjællands Landsting.

Hertil svarede landsdommeren blot, at han havde dømt i sagen på kongens bud, hvorfor han fandt, at kongen burde være den rette dommer i sagen. Og det ville være en kilden sag for klosteret at sætte sig direkte op imod kongelig majestæt. På sit besøg i Næstved i 1490 erklærede det kongelige retterting denne Rom-stævning ugyldig; hvis abbeden i øvrigt havde noget at klage over, skulle det ske for konge og rigsråd.