Denne spisebrik af træ er fundet i Antvorskov Kloster. Det indbrændte antoniuskors antyder, at brikken kunne stamme fra Præstø, hvor der efter 1470 oprettedes et antonitterkloster.

.

I 1492 var det bispens tur til at stævne en nyvalgt sorøabbed for den pavelige domstol Rotaen. Som sagfører anvendte bispen adelsklerken Morten Olufsen fra Børglum Stift, der i adskillige år havde virket som kirkeretssagfører i Rom, medens klosterets interesser blev varetaget af kirkeretsdoktoren Jens Mortensen, der stammede fra Roskilde Stift. Herved får vi et beskedent indblik i den rolle, som Rom spillede for den danske kirke, når ikke helt få danske kunne finde en levevej som advokater ved pavestolen.

Det springende punkt i sagen var cistercienserordenens nyligt stadfæstede privilegier. Den principielle gyldighed var ubestridelig; men bispen havde ikke helt uret i, at abbeder tidligere havde adlydt landemodestævninger, dvs. at langtfra alle ordenens privilegier var i konkret brug i Danmark.

Desuden var det en forudsætning for rettighederne, at klosterets egne munke strengt overholdt ordensreglen. Dette er baggrunden for, at bispens advokat fremkommer med de groveste beskyldninger imod munkene og deres vandel: når abbeden besøgte klosterets bønder, plejede han at medbringe en gift kone, som han ligefrem havde bortført fra hendes ægtemand. Det var vitterligt – påstod sagføreren – at abbeden engang havde voldtaget en nonne i Roskilde. Desuden overholdt munkene ikke fastereglerne, de havde omgang med usædelige kvinder og overtrådte ordensreglens klare bud ved at forlade klosteret uden speciel tilladelse – kort og godt optrådte munkene ganske, som var de munke i Citeaux, en udsøgt grovhed, da dette berømte franske kloster var Sorøs øverste tilsynsmyndighed.

Alt dette vakte ikke større opmærksomhed i Rom, hvor dommerne var vant til at høre parterne æreskænde hinanden på det groveste, og intet i de hjemlige kilder tyder på, at der var ringeste hold i beskyldningerne. Mere kød var der nok på sagen om præstegården, idet man kunne forvente, at klosteret som eneste jordejer i sognet sørgede for, at præsten fik en passende bolig. Når bispen dertil klagede over, at klosteret ikke altid varetog gudstjeneste og sjælesorg i de mange sogne, det i tidens løb havde erhvervet sig, på fuldt forsvarlig måde, var dette næppe helt uden reel baggrund.

Klosteret havde ofte forpligtet sig udtrykkeligt til at ansætte en fast vikar med tilstrækkeligt underhold ved de sognekirker, det havde erhvervet, og en aftale med bispen af 1414 fastslog, at disse vikarer i sjælesorgsanliggender hørte under landemoderetten. Nu påstås det i retssagen, at klosteret i flere tilfælde havde ladet sådanne kirker betjene ved udsendte munke, hvorved klosteret skød samtlige præsteembedets indtægter. Men det var næppe til gavn for det kirkelige liv i sognet, at det kun lejlighedsvis fik besøg af en munk, der ydermere egentlig ikke burde forlade sit kloster uden tvingende grund.

Til sidst søgte abbeden at drage den nyudnævnte slesvigbisp ind i sagen, og denne lod samle et omfattende materiale af procesindlæg m.m., takket være hvilket vi så detaljeret har kunnet følge slagets gang. Men i juli 1493 traf kong Hans hen over hovedet på de kirkelige instanser en forhandlingsløsning: sagen om præstegården skulle afgøres ved voldgift af prioren i Antvorskov og lundekapitlets provst, og hvis den pågældende gård virkelig tilhørte Sorø Kloster, skulle dette i stedet skaffe sognepræsten en anden anstændig bolig. Og de mange indbyrdes fredløshedskendelser m.m. skulle afgøres af kongen.

Den tilstedeværende abbed slog omgående til, og få dage senere udstedte domkapitlet en erklæring om, at bispens befuldmægtigede havde fået bemyndigelse til at gå med på dette forlig. Hvor meget bispen så lærte af denne sag, kan vi nære en vis tvivl om. På samme tid klagede han til lübeckerne over, at de havde beslaglagt et skib, som han selv havde udrustet. Staden svarede tørt i 1491, at det pågældende skib kort forinden havde været på sørøvertogt, samt at noget af det røvede gods endnu befandt sig om bord ved opbringningen, hvorfor man sandelig ikke havde kunnet forestille sig, at roskildebispen havde noget dermed at gøre.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Rom og retten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig