Lov og ret

Rammerne om det gamle nedarvede retssystem var stort set uændrede. Der fandtes halvandet hundrede herredsting, hvortil kom købstædernes byting samt et antal birker. Et birk var en selvstændig retskreds, navnlig der hvor krone eller kirke fra gammel tid havde ejet et helt sogn. Her kunne områdets beboere føle sig privilegerede ved at have deres eget lokalsamfund som beskyttende værneting. Men i løbet af senmiddelalderen opnåede flere af de mest fremtrædende højadelsmænd også birkeret, såfremt de var eneejere af al jord i birkets område. Dermed slap deres bønder i høj grad for at blive indblandet i adelens stridigheder, da de ikke kunne stævnes uden for deres eget birketing.

I 1459 fik hr. Otte Nielsen Rosenkrantz således birkeret til sit djurslandske gods Bjørnholm, hvorefter Brokslægten skyndte sig at efterligne dette. I 1469 opnåede hr. Lage Brok til Gammel Estrup birkeret over alt sit gods i Auning og Fausing sogne, og i 1471 fik hans fætter hr. Axel Lagesen birkeret til Clausholm. Ikke blot modtog en godsejer praktisk talt alle de bøder, som hans fæstebønder kunne blive idømt; men med birkeretten fulgte også retten til at udnævne birkefogeden og dermed en vis kontrol af det lokale retsvæsen, selv om birketinget selvfølgelig var forpligtet til at følge lands lov og ret.

Den vigtigste nydannelse var den, at man i løbet af 1400-tallet fik adskilt de dømmende og de administrative funktioner. Efter forordningen af 1466 måtte herredsfogeden, lensmandens lokale repræsentant, kun holde ting og afsige domme, medens det administrative arbejde overgik til ridefogeden, der atter kunne blive bistået af forskellige underordnede medhjælpere.

Selve retsproceduren foregik fortsat med anvendelse af mededsmænd og nævninger, hvis kendelser var afgørende for sagens udfald. Derfor var herredsfogedens rolle stort set begrænset til at lede tingenes forhandlinger. Først når nævningernes kendelse forelå, afsagde fogeden den dom, der bogstavelig talt kom som en simpel konsekvens af kendelsen, ganske som den klassiske formular ved afsigelse af dødsdomme igennem århundreder lød: „Ikke vi, men hans gerninger dømmer ham”. I løbet af århundredet fik de fleste herredsting egne tingskrivere, der kunne udfærdige de nødvendige dokumenter.

Egentlig skulle kun mindre sager for herredstinget, de alvorligere derimod for landstinget, der allerede i løbet af 1300-tallet havde fået en af kongen udpeget landsdommer som leder. Da vejen til landstinget ofte var lang, opnåede flere og flere mindre landsdele selvstændig landstingsret, Fyn således allerede før 1400, og nu også Blekinge, Halland, Lolland, Falster og Langeland. Da Bornholm hørte under ærkebispen, var det ham, der udpegede øens landsdommer.

I og for sig kendte man endnu ikke til appel i samme forstand som ved de kirkelige domstole. Men følte man, at der var begået uret, kunne man altid klage til kongen. I stigende grad blev det kongelige retterting derfor rigets øverste domstol, hvor konge sammen med tilstedeværende rigsråder afsagde dom. I 1475 måtte konge og råd således tage sig af en besværlig sag, hvor en Mads Lerche havde handlet med øksne, som han var mistænkt for at have stjålet. Han havde flere gange været pågrebet, og skønt han henviste til, at Sjællands Landsting havde lyst fred over ham, indtil denne høje ret selv havde behandlet sagen, blev Mads Lerche slæbt for Sømme herredsting uden for Roskilde. Og her blev han hængt, efter at 18 nævninger havde fundet ham skyldig i kvægtyveri.

Det har næppe skadet sagens fremme, at Mads Lerche og hans fader begge var fæstere under indflydelsesrige godsejere, der nu optræder på den klagende efterslægts vegne. Resultatet blev i hvert fald, at dødsdommen blev omstødt af rettertinget, og det var nu herredsfogedens ubehagelige pligt at sørge for, at den henrettede Mads Lerche kom i indviet jord, dvs. at hans lig blev gravet op fra galgebakken for at få en anstændig begravelse på kirkegården. Ydermere skulle fogeden underkaste sig kirkens jurisdiktion med skriftemål og faste m.m. for sin svare synd, samt bøde efter loven, dvs. betale mandebod. Også tingets bisiddere skulle faste og gøre anden kirkebod, og de skulle ligesom de 18 herredsnævninger give tremarksbøder. Men skønt rettertinget pålagde bøder til højre og venstre, stod det tøvende over for problemet om Mads Lerches påkaldelse af Sjællands Landsting, altså på det nærmeste en art appel, hvorfor man udskød dette spørgsmål til senere afgørelse af konge og råd.

Det virker ejendommeligt, at et samfund i så rivende udvikling fortsat kunne klare sig med de snart mere end 200 år gamle landskabslove, og det så meget mere, som der netop i 1400-tallet praktisk talt ikke fandt nogen egentlig rigslovgiv-ning sted.

I nogen grad skyldtes dette, at den hurtigste udvikling fandt sted i købstæderne, hvor man kunne foretage en vis ajourføring af retten ved hjælp af stadsretterne. Men de vigtigste nydannelser skete gennem retspraksis, og man benyttede flittigt de gamle såkaldte Thords Artikler og de fortsat ajourførte regler fra „Rigens Ret”, samlinger af ældre retsafgørelser i vanskelige spørgsmål af principiel art. Disse responsa, vejledende afgørelser i tidligere retssager, kom i praksis til at spille en nok så vigtig rolle som de på mange punkter forældede og ofte svært forståelige love.

At man ikke fik en egentlig reformlovgivning, f.eks. i form af en rigslov, kan skyldes aristokratiets frygt for, at en alt for effektiv kongelig lovgivningsmagt i det lange løb ville svække dets rettigheder og indflydelse. Men grunden kan også være den, at man middelalderen igennem var tilbøjelig til at opfatte fortiden som en svunden guldalder, hvorfor god gammel ret altid var at foretrække frem for ny lov, der nu engang havde et mistænkeligt præg af menneskeværk, og som måske ligefrem lugtede langt væk af politik.

Det kom rent konkret til at betyde, at domstolene og i sidste instans konge og rigsråd lidt efter lidt kunne ændre retspraksis i den nødvendige og ønskelige retning ved, at det kongelige retterting afgav flere og flere vejledende domme. Om det så er de i øvrigt ganske få kongelige forordninger fra denne tid, skal de måske ikke så meget opfattes som nye regler, men snarere som autoritative fortolkninger, hvor konge og råd udtalte sig om, hvad rettertinget anså for gældende ret i det omtvistede spørgsmål.

Men var man selv i tvivl, kunne man spørge en domstol om, hvad denne mente. Således spurgte Kalø lensmand i 1467 Mols herredsting til råds i et tvivlsspørgsmål og fik derpå at vide, hvad der i lang tid havde været gammel sædvane i herredet. Thi sædvanen, gammel skik og retspraksis, turde være nok så vigtig som vanskeligt forståelige lovparagraffer.

I 1488 ønskede Haderslev kapitel at få at vide, hvad der efter Viborg Landstings opfattelse var den korrekte fremgangsmåde, når en godsejer ønskede at komme af med en uefterrettelig fæster (se afsnittet Værn og vorned). I 1494 rejste kongen selv spørgsmålet om, hvorledes man skulle gå frem imod folk, der voldeligt modsatte sig en lovlig udpantning, og rettertingets fortolkning er endnu bevaret i talrige optegnelser. Og i 1506 opstillede konge og råd ligefrem et abstrakt problem angående bortrømte tjenestefolk, hvorpå man løste spørgsmålet ved en erklæring, der efter behag kan opfattes som en dom eller som en forordning.

Dette giver en del af forklaringen på, at det senmiddelalderlige samfund så længe kunne klare sig med de utidssvarende landskabslove. Men hertil kommer også, at der inden for det danske aristokrati fandtes en betydelig juridisk ekspertise, ikke mindst blandt de ledende kirkemænd. F.eks. var Knud Mikkelsen efter årelange studier ved udlandets bedste universiteter blevet dr. juris utriusque (dvs. doktor i såvel kirke- som romerret) ved Erfurt Universitet, og som biskop i Viborg fra 1451 til 1478 deltog han aktivt i kongens og rigets tjeneste, både som diplomat og som medlem af rigsrådet, dvs. rigets øverste domstol.

Biskop Knud var også interesseret i dansk lov, og fra hans hånd har vi en latinsk oversættelse af Jyske Lov, efter hans egne ord foretaget „for at udbrede kendskabet dertil”. Han har vel ment, at man burde kende denne lov i udlandet, hvor man mange steder stod over for beslægtede problemer, som man da gerne søgte at løse ved at efterligne romerretten.

Denne udgave indeholder talrige henvisninger til parallelsteder i både kirke- og romerret, og dr. Knud Mikkelsen søger ligefrem at give et videnskabeligt forsvar for landets holden fast ved sin gamle ret. Efter hans opfattelse kan man inddele love i tre slags: først dem, der er identiske med Guds Lov, dvs. kirkens retssystem i videste forstand, herunder også de ti bud, Bibelen og „naturretten” (f.eks. at der efter sagens natur nu engang findes både mænd og kvinder, forældre og børn osv.), og en lovgivning må derfor tage hensyn til disse tilværelsens gudgivne kendsgerninger; disse love er naturligvis uproblematiske. Dernæst kunne der være regler, som direkte strider herimod. Men de er „ulov” og fortjener slet ikke betegnelsen lov, og dem skal man derfor ikke følge. Endelig er der de love, som uden direkte at stride imod principperne i Guds Lov blot er anderledes, dvs. at de varierer, begrundet i f.eks. landes og folkeslags forskellige skikke, sæder og sædvaner.

Inden for de rammer, som Gud har sat om vor tilværelse, er Jyske Lov efter dr. Knuds opfattelse et særdeles fremragende arbejde, der nu og da ligefrem løser et enkeltproblem bedre end selv romerretten. Bevares, også han kan finde et og andet at kritisere, især vedrørende det traditionelle slægtsansvar med fælles bødebetaling for manddrab, hvad der for en gejstlig måtte stride groft imod kirkens lære om individuel skyld og ansvar. Når konge og råd således i 1459 fastslog, at gejstlige ikke var forpligtede til at deltage i betaling af deres slægtninges drabsbøder, er det fristende at forestille sig, at netop viborgbispen havde indflydelse på udviklingen i denne for kirken mere ønskværdige retning.

Med gejstlighedens indflydelse på hele samfundslivet kom de to retssystemer, kirkens og rigets, lidt efter lidt i overensstemmelse med hinanden. Det er værd at erindre, at anvendelsen af loven på højeste plan skete i rigsrådet med deltagelse af bisper, der var de eneste i riget, der havde en egentlig skoling i videnskabelig retsfortolkning. Men den danske adel var også i besiddelse af evne og vilje til at tage del i ajourføringen af dansk retspraksis, og her ligger givetvis en stor del af forklaringen på, at dansk ret fortsat kunne eksistere med så ringe indflydelse fra udlandet.

Grænseproblemer mellem rigets og kirkens ret var dog uundgåelige i praksis, som da kongens lensmand på Orø birk havde forlangt kaution af en præst, der havde besvangret en pige, hvorfor han efter Sjællands Lov var blevet idømt en seks marks bøde. Hertil erklærede rigsrådet i 1466, at de bøder, som en præst blev idømt, hvad enten det skete ved verdslig ret eller ej, skulle tilfalde præstens overhoved, dvs. roskildebispen, og det på trods af, at kronen havde patronatsret til Orø sogn.

Lejlighedsvis kunne det grå område mellem de to retssystemer udnyttes lige vel fikst, som da Torkild i Værløse 1477-78 blev slæbt for landemodet i en sag, der tilsyneladende var et rent afgiftsspørgsmål (se afsnittet Vornedskabet). Men kirken havde udviklet en fornem sans for finesser, hvorved mange i og for sig indiskutabelt verdslige sager alligevel kunne indbringes for en gejstlig domstol. I oktober 1446 behandlede Roskilde landemode en skeltrætte mellem to nabogodsejere, roskildekanniken hr. Jep Pedersen og fromme Peder Sweye til Rompe (nuværende Edelgave), et gods han vist blot havde i forpagtning af Thottslægten. Her hævdede Peder Sweye, at ejendomssager helt og fuldt hørte under verdslig ret, og derfor „ville han ej stå ham til rette for os eller kirken”.

Nu havde et landemode meget andet at gøre end at afsige domme, og da mødet sjældent varede mere end en dag eller to, bad landemodets leder domdekanen sin kollega domprovsten om at afgøre sagen, og mindre end tre uger efter faldt afgørelsen: naturligvis havde Peder Sweye inderlig ret i, at ejendomssager skulle for en verdslig domstol, da kun en sådan var kompetent til at afgøre den slags. Her drejede det sig dog sandelig hverken om ejendom eller om markskel, men udelukkende om det uhørte overgreb, som Peder Sweye havde ladet sine tjenere begå, da de slog græs på den omstridte eng. Det var alene for denne selvtægt, at kirkens ret nu dømte ham til at betale erstatning.

Nu er den aktuelle besiddelse af en omstridt ejendom altid nyttig under en fortsat proces. Og dette har ofte fristet mere voldeligt indstillede verdslige til først at bemægtige sig f.eks, omstridt kirkegods og derpå lade den gejstlige modpart have besværet med at forsøge at opnå retfærdighed gennem en langsommelig retssag. Ved hjælp af denne form for klageproces om „vold imod kirken og dens ejendom” blev Peder Sweye tvunget til at overlade det omstridte gods til kanniken, indtil han selv ved verdslig ret havde bevist sin lovlige adkomst.

Men gik kirken for vidt, var der råd at hente. I 1466 skrev Christian 1. kort og knapt til roskildebispens øverste retsem-bedsmand kanniken hr. Odde Hansen, at adelsmanden Chri-stiern van Hafn havde klaget over at være blevet stævnet for kirkens ret angående sin hustrus arvegods, „men sådan sag bør at komme til landsting og herredsting. Da bede vi Eder og vil vi, at I opgiver denne proces …”. Om så hr. Odde virkelig rettede sig efter denne tydelige henstilling, kan vi kun gætte på. Hr. Odde var i den heldige situation at besidde det rige kongelige Helligtrekongers Kapel i domkirken, og hans fortsatte karriere førte ham sluttelig til den fornemme stilling som domprovst, hvorfor vi må antage, at han var i besiddelse af den fornødne politiske flair.

Vist netop på denne tid udstedte Viborg Landsting en erklæring om, at ingen kunne stævnes for både verdslig og gejstlig ret i samme sag. Dvs. at befandt man sig i en situation, hvor man mente at have begge muligheder til rådighed, måtte man træffe et valg. Tabte man sagen ved det ene retssystem, måtte man ikke forsøge sig igen ved det andet.

Da købstæderne blev anset for at ligge på kronens grund, var det kongen alene, der udstedte stadsretter, og de indeholdt ofte en passende ajourføring i takt med den økonomiske udvikling og handelslivets nye krav. Tilsvarende kunne godsejeraristokratiet bruge de respektive landsting næsten som lokale stænderforsamlinger til at udstede forordninger med lokalt landboretligt indhold. Her blev især jordejernes privilegier tilgodeset, f.eks. vedrørende jagtretten.

Allerede 1446 udstedte Lollands Landsting sin vedtægt, og i 1473 kom en tilsvarende for Fyn, der i omredigeret form fik kongelig stadfæstelse i 1492. På Bornholm udstedte ærkebiskoppen tilsvarende lokalbestemmelser i 1499 og 1501, og det forekommer sandsynligt, at det sjællandske vornedskab stammer fra en lignende, om end aldrig officielt publiceret godsejeraftale (se afsnittet Vornedskabet).

Også købstæderne kunne holde møder landsdelsvis, hvor man kollegialt traf aftaler om fælles anliggender. Som kongen i 1472 indførte årlige købstadsmøder på Sjælland, gav hans søn i 1502 de skånske byer en tilsvarende tilladelse, dvs. at man lokalt havde rige muligheder for at påvirke retsudviklingen i den retning, man ønskede.

På Fyn udviklede godsejeraristokratiet ligefrem en fastere organisation med et årligt „landemode” (der ikke må forveksles med kirkens synode), og mødetanken bredte sig til næsten alle lag af samfundet. En vigtig nydannelse optræder første gang i den fynske vedtægt. Her slås det fast, at de bestemmelser, der tages på landsbystævne om landsbyens interne forhold (om vekslen mellem kornsorterne, vedligeholdelse af gærder og opgivelsen af ævred m.v.), ikke blot havde gyldighed for dem, der personligt deltog i beslutningerne, men også for nye tilflyttere, i hvert fald indtil man atter i fællesskab ændrede reglerne. Det var forholdsvis nyt, at tanken om flertalsafgørelse, eller omvendt, at et lille mindretal pænt havde at bøje sig for flertallet, vandt indpas i det danske samfund. Dette skyldtes givetvis indflydelse fra kirkeretten.

Endnu kender vi kun lidt til lokalsamfundene, og de vedtægter for landsbygilder, der er bevaret, består altovervejende af de traditionelle religiøst-selskabelige regler. Dvs. at de kun gengiver en enkelt side af lokalsamfundets liv. Men gildesystemet må have været ganske udbredt også blandt landbefolkningen. I omegnen af Næstved Skovkloster lå der talrige landsbygilder, hvoraf flere ligefrem ejede et gildehus. I øvrigt er det karakteristisk for samtlige former for gildeskråer, at de indeholder krav om, at gildebrødre ikke bør føre retssager imod hinanden, før gildet har forsøgt mægling. Indtil respekten for landsbystævnets flertalsafgørelser slog igennem, har denne mægling sikkert bidraget væsentligt til fredens opretholdelse i et ellers ganske stridbart samfund.

I det senmiddelalderlige samfund var kendskab til jura nok så afgørende for karrieren som våbenduelighed. Uanset om førnævnte Peder Sweye kaldes bymand i Roskilde, rådmand i København, foged i Rompe eller sluttelig får væbnertitlen på Sjællands Landsting, optræder han konstant som Thottslæg-tens juridiske konsulent. I 1451 måtte han rejse helt fra København til Vallø for at bistå ved en skiftesag. Intet under at han som trofast klient på sine gamle dage pensioneredes med en lille godsforlening under Vallø.

Et måske noget usædvanligt eksempel på de betydelige karrieremuligheder, der lå i at beskæftige sig med lov og ret, og samtidig på den endnu ganske store sociale mobilitet finder vi hos fæstebonden Peder Nielsen på Næstved Skovklosters gods. Klosteret benyttede ham i nogle økonomiske transaktioner, og hans evner førte ham i 1480 fra fæstegården op blandt klosterets svende, den kreds af bevæbnede mænd, der blandt andet anvendtes ved transport af værdier som større pengesummer. Allerede året efter var han klosterets førstesvend, og senest i 1485 avancerede han til ridefoged over hele klostergodset, en stilling med stort administrativt og juridisk ansvar. Hver eneste gang fogeden på det lokale herredsting havde forfald, var Peder Nielsen den oplagte afløser som sættedommer, og da han i 1475 var til stede på Sjællands Landsting, kaldes han ligefrem „væbner”. Bevares, denne titel kan skyldes overdreven høflighed; men så langt ned i samfundets rækker kunne væbnerbetegnelsen nå, i hvert fald hvis man var en fin jurist.

Det klareste eksempel på en lavættet, der omkring 1500 lige nåede at få foden indenfor blandt de privilegerede stænder, er Niels Clementsen, en tidligere kongelig skriver, der i 1505 blev landsdommer i Nørrejylland og som endog opnåede sæde i rigsrådet. Skønt dette voldte nogen adelig uvilje, forhindrede det ikke aristokratiet i at benytte hans talenter. Omkring 1500 var slægten Juel i vanskeligheder i Ribe Stift, hvor Munkslægten overtog bispestolen og dermed de biskoppelige forleninger. I denne situation vidste Juelslægten ikke bedre end at henvende sig til Niels Clementsen for at få råd. Og i 1502 betalte højadelsmanden Claus Strangesen ham 100 mark, „for jeg vandrede med ham til Sjælland og hjalp ham til rette med hans broder Ebbe Strangesen”, skriver Niels Clementsen i sin regnskabsbog om sagen, der må have forbindelse med skandalen omkring mordet på rigshofmester Poul Laxmand (se herom i bind 7).

Sideløbende med det kongelige retterting virkede den såkaldte Rigens Ret under forsæde af justitiaren, også kaldet rigens kansler. Den tog sig specielt af gennemtvingelse af allerede udstedte domme og kunne gennemføre en art tvangsfuldbyrdelse, men kun efter en uhyre langsommelig og kostbar procedure, hvis regler stammede helt tilbage fra håndfæstningen af 1282. Fik den, der havde rejst sagen, endelig og omsider ret, „udmeldte kongen gode mænd af sin gård”, dvs. at rigskansleren udpegede et antal lokale grundejere, der ved hjælp af et såkaldt ridebrev satte vinderen i fysisk besiddelse af den omstridte ejendom.

Det var et system, der krævede god tid og som kostede mange penge. Intet under at store processer ligefrem kunne arves igennem generationer som sagen om „Det store pant i Skåne”, hvor pantsættelsen af godset var sket i 1356, men hvor efterkommere og arvinger til såvel pantesum som ejendomsret endnu 200 år senere førte processer imod hinanden.

Vor viden om den gamle danske ret stammer hovedsageligt fra de bevarede lovparagraffer, og af gode grunde er det retssager om fast ejendom, som er bedst overleveret. Strafferetten byggede endnu især på et bødesystem. Det giver kilderne slagside til fordel for de jordbesiddende klasser, hvor problemer behandles udførligt. At en fattig tyveknægt ofte er endt i galgen, fandt ingen det værd at spilde papir på. Stadsretternes strafferetsbestemmelser kan virke uhyre brutale; men man må ikke glemme, at de strenge regler, f.eks. om hængning af tyve, gerne var de tilladte maksimumsstraffe, dvs. at selv for Riber Ret kunne en førstegangstyv blive benådet til blot at miste et øre, blive landsforvist osv., og først i gentagelsestilfælde var galgen ham vis.

De tidligste vidnesbyrd om strafferetspraksis dukker først op omkring 1500, idet lensregnskaberne begynder at bringe bødelister. Her ser vi Mouritz Nielsens fogeder bringe ham 3 1/2 mark for brud på gårdfred, en gylden for et slagsmål og „10 mark for en tyv, han lod løs”. I alle optegnelser om de kongelige lensindtægter hører vi om jurisdiktion; bøder, regnet i penge, om end ofte betalt i øksne, udgjorde længe en betragtelig del af indtægtsgrundlaget for både krone, kirke og adel.