Kirkens beskatningsret

Også de enkelte biskopper besad en vis beskatningsmyndighed, især over for stiftets gejstlighed, selv om der kunne være stærkt delte meninger om, hvad der var ordinære embedsafgifter (som honorar for visitation m.v.), og hvad der strengt taget var ekstraordinære pålæg.

De drøje udnævnelsesgebyrer til paven bragte ofte nyudnævnte bisper i en betrængt situation, uanset deres betydelige embedsindkomster af jordegods og tiende. Sidst i århundredet var ribebispen i så store vanskeligheder, at han opnåede sit domkapitels samtykke til at opkræve en gylden af hver sognekirke i tre år i træk. Men efter alt at dømme forsøgte han at gøre ydelsen permanent, thi kort før 1500 underskrev kapitlets medlemmer en protest imod en sådan ekstraordinær beskatning af både kirker og præster.

På samme tid opnåede slesvigbispen ligefrem pavens tilladelse til i en årrække at modtage halvdelen af præsteskabets indkomster til betaling af stiftets gæld, der antagelig især skyldtes de pavelige gebyrer. Og efter reformationen møder vi den ene klage efter den anden over, at de senmiddelalderlige bisper havde pålagt præster og kirker ekstraordinære afgifter, som derpå stille og roligt var blevet sædvanlige.

Netop fra reformationen har vi en fortegnelse over odensebispens indtægter fra Falster. Heri hedder det talende: „Når bispen begærer udi nogle år hjælp af kirken, da give ham efter hans begæring af kirkens penge 10, 16, 20 eller 24 mark efter kirkens lejlighed. Er der ingen penge til stede, da kalk og disk, for hans vilje kan fuldgøres.”

Denne biskoppelige beskatningsret var ikke begrænset til de kirkelige institutioner. Da den nye roskildebiskop Johan Jepsen Ravensberg i 1503 agtede at synge sin første biskopsmesse, blev dette øjensynligt betragtet som en parallel til en kongekroning. Og ved at påberåbe sig stiftets store udgifter til udrustning af tropper til unionskrigene fik han desuden domkapitlets tilladelse til helt undtagelsesvis at kræve en ekstraordinær hjælp, et dobbelt subsidium på otte mark af hver præst og hver kirke samt to mark af hver degn.

Dette kom nu ikke til at gå helt stille af. Gejstligheden klagede til kongen, og denne indberettede til paven, at de sjællandske præster var kommet i stor nød, hvorved der opstod „kætterier og skandaler”, og til slut indsatte paven i 1509 dommere til at behandle klagen.

Men sandelig om ikke også alle bispens fæstebønder og „undersåtter” forventedes at give hjælp, idet bønderne lagdes i læg. Således skulle hver otte mænd yde en fed okse, fire svin og mindst otte gæs og 16 høns. En sådan ekstrabeskatning af kirkens bønder var vist ikke helt enestående, eftersom ærkebispens bønder på reformationstiden kunne yde både hjælpepenge og hjælpeøksne som bidrag til en nyudnævnt ærkebiskops betydelige udgifter.