Køb og salg

For dagliglivet var det dog småmøntens tilstedeværelse, der afgjorde, i hvilket omfang penge i virkelig mønt kunne spille en væsentlig rolle. Og som mønterne får lavere og lavere værdi, bliver de stedse mere almindelige, hvorved muligheden for egentlig torvehandel var til stede. Men naturligvis er megen handel foregået på regnskab, dvs. at man har bogført indtægt og udgift, således at man i praksis ofte betalte vare med vare, selv om mere og mere regnskabsførtes i penge og penges værd.

For udenrigshandelen ville det unægtelig være besværligt, om alle forretninger skulle ledsages af en diskussion om møntværdier m. v. Det meste af den dansk-lybske handel blev følgelig drevet som kommissionshandel. Dvs. at en dansk og en lybsk købmand ud fra et gensidighedsprincip afsatte hinandens varer imod en aftalt andel i et eventuelt overskud.

I sin enkleste form bestod dette i, at den hanseatiske købmand sendte sin danske forbindelse en ladning af f.eks. klæde, salt og vin med angivet mindstepris for hver sort. Hvis den danske købmand accepterede varer og priser, kunne han derpå sælge dem og beholde, hvad han fik ud over den aftalte mindstepris. Til gengæld sendte han så sin modpart en ladning stude, korn- og smørtønder, og begge parter førte omhyggeligt bog over, hvad de skyldte hinanden.

På længere sigt burde handelen gå lige op; men lejlighedsvis har en for stor saldo måttet udlignes med kontanter. Takket være denne pengeregnskabsøkonomi kunne man i det daglige ret nemt komme om ved de højst besværlige problemer med de forskellige landes mange møntsystemer og de konkrete mønters varierende indhold af ædelmetal. En lybsk skilling på regnskab var og blev en fast realitet på samme måde som en eurodollar eller en ecu var det i vor tid for euroens indførelse. Alle var de ideelle mønter, der kun eksisterede i regnskabsføringen.

Ganske vist modtog Mouritz Nielsen Gyldenstierne betydelige pengemængder fra de købmænd, som han solgte korn og stude til. Men så længe der var tale om indenlandske betalinger, kunne dansk mønt tages til pålydende. Nok så interessant er det, at vi i denne storgodsejers og rigsråds rejseregnskaber fra 1490'erne konstaterer en tidlig pengeøkonomi. Om det så er hans fæstebønders smørydelser, kan de betales i rede penge. Den mindste mønt, dermed sikkerhed forekommer, er hviden. Når så regnskabsføreren engang gav nogle vognmænd hver seks penninge, har han formodentlig besiddet nogle af de fortsat udmøntede søslinge (halvskillinge á seks penninge).

Kommer Mouritz til Hadsund, giver han færgemanden fem skilling for overfarten til Mariager. Indlogerer han sig på gode venners herregårde, bor han selvfølgelig kostfrit; men som grandseigneur giver han personalet drikkepenge: kældersvenden tre skilling, kok og fadeburskvinde hver to skilling, og var opholdet af længere varighed, kunne selv husets unge piger få et par skilling hver.

Mange har benyttet sig af klostrenes gæstfrihed. I så fald har munkene forventet, at velhavere betænkte institutionen med en rundelig almisse; omvendt har den fattige vejfarende kunnet overnatte gratis i klosteret, ja endog få et måltid mad, hvorved klosteret fordelte sin overflod til de trængende. Og således fortsatte en ældre gaveøkonomi længe side om side med den fremtrængende pengeøkonomi.

I Mouritz Nielsens regnskaber optræder almisser særdeles hyppigt; en grå- eller sortebroder, en pebling eller blot en fattig mand kunne være sikker på at få en hvid. Men når kongens eller bispernes spillemænd underholdt, kunne betalingen løbe op i andre højder. Selv om de kongelige basunerer måtte nøjes med en undervægtig gylden, var den vel en 25-30 skilling værd.

Det almindeligste var, at købstadens storkøbmænd drev hotelvirksomhed, hvad engelske rejsende endnu 100 år senere undrede sig over. I så fald var det gerne købmandskonen, der varetog denne side af virksomheden. Normalt var dagens middag (med grovbrød og dansk øl) inkluderet; men specialiteter måtte Mouritz indkøbe særskilt, f.eks. hvis han ville have hvedebrød eller specielle krydderier.

Kvalitetsdrikkevarer tager megen plads i disse regnskaber; der hentes rhinskvin eller tysk øl – i Malmø således i stadens kælder – om end i varierende mængder og kvaliteter, alt efter om Mouritz havde fine gæster, eller det blot var hans rejsefølges tørst, der skulle slukkes. En hel tønde dansk øl kostede blot 13 1/3 skilling, medens en kande (dvs. 1/30 tønde) rhinskvin beløb sig til hele 16 hvide (dvs. 5 1/3 skilling), det dobbelte af prisen på udenlandsk kvalitetsøl.

Næsten som en rest af fortidig tuskhandel ser vi Mouritz ordne noget af sin hotelregning i København ved at overlade købmandskonen smør og flæsk – vel fra hans skånske gods -for en del af regningen: „Tæring løb fire mark og fire skilling, derfor fik hustruen en fjerding smør og tre sider flæsk for tre mark, for resten gav jeg hende penge,” fortæller regnskabsføreren os. Når rigsråden skulle fra Ålborg til Sjælland, tog han selvfølgelig færgen fra Århus til Kalundborg, og et besøg i fjordbyen gav ufravigeligt anledning til indkøb til det helt store fiskebord. Herved får vi endelig et indtryk af, i hvilken grad i hvert fald en stormandshusholdning betjente sig af kontanter i det daglige:

„Fire hvide for ferske flyndere, fire skilling for sæl- og marsvinekød, en hvid for fersk ål, syv hvide for gammel fisk og hvilling, en hvid for spegesild, seks penninge for fersk makrel, 10 penninge for grønsaltet sild, en hvid for kål, en hvid for gryn, en hvid for sennop, en hvid for løg, fire hvide for hvedebrød og skonrogger, fire hvide for et korter (1/4 kande) vin, som Mouritz lod hente.”

Grovbrød og dagligt øl må have været inkluderet i herbergets regning for opholdet.

Mere kostbare krydderier til at oplive den daglige saltmad har også skullet købes særskilt: „Samme dag gav jeg en kræmmer 14 skilling for et pund brystkrudt (vel en slags hostemedicin), dertil 12 skilling for et pund pudder, en skilling for to lod kaimas [kalmusrod], en skilling for to lod ingefær, tre skilling for et lod safran”, og da loddet vejede ca. 16 g, var krydderiernes pris temmelig pebret. Tilsyneladende var Mouritz med følge indlogeret hos byfogeden i Kalundborg, da vi finder en slutopgørelse, efter hvilken dennes hustru modtog en rhinsk gylden og 3 1/2 mark for øl og andet, som blev tæret, hvortil kom de obligate drikkepenge til husets tjenestefolk: to skilling til konen i stegerset, fire skilling til møen samt fire skilling til hustruens to døtre, der således må have gået til hånde under den store indkvartering.

Men regningen var vel at mærke nøjagtig, og betalingen beløb sig ikke til et rundt tal, da skriveren noterer, at han fik fire hvide igen, dvs. at regningen må have lydt på en gylden og tre mark, seks skilling og to hvide. Dertil fik byfogeden selv betaling for det talstærke rejseselskabs tørst m.m.: 24 skilling for to tønder øl og 12 skilling for 12 skæpper havre; de rejsende heste måtte ikke forsømmes.

Om det så er en barber, hentes denne regelmæssigt for at holde rigsrådens skægpragt i ordentlig stand. Umiddelbart kunne det se ud, som om en gentleman ikke bærer penge på sig, men lader regnskabsføreren ordne det fornødne. Men det viser sig faktisk, at Mouritz har sin egen pung; gang på gang ønsker han personligt at overrække drikkepenge eller almisser. Men derpå husker han at få beløbet erstattet af kassemesteren, der nu og da ligefrem rækker ham de penge, som han derpå giver ud, f.eks. den obligate skilling messepenge ved kirkebesøg.

Som regel var det vist kun småpenge, herremanden bar på sig. Kom der gode venner på besøg i herberget, og der skulle spilles kort til langt ud på aftenen, måtte Mouritz hyppigt forstrækkes med en hel mark (på 16 skilling), og det kunne da gå så galt, at han næste morgen kun var i stand til at give regnskabsføreren de 12 skilling tilbage. Lønninger, varer, små og store indkøb, krudt, papir og blæk, apotekervarer, alt købtes og betaltes i klingende mønt.