I 1730 arvede Christian 6. en stram finanspolitik og et landbrug i krise. Den politik, det nye styre indledte, var ikke præget af social blødsødenhed, men af megen økonomisk realitetssans. Hovedsigtet var at koncentrere indsatsen om det markedsproducerende storlandbrug. Hvis det overlevede, ville det øvrige landbrug overleve. Hvis det derimod fik lov at sejle sin egen sø og gå til bunds, ville følgerne for stat og samfund være uoverskuelige.
I slutningen af 1700-tallet – efter en menneskealder med opadgående priser på landbrugets produktion – kritiserede reformtilhængerne Christian 6.s regering for dens hårdhed og mangel på humanitet. For en fjern eftertid, der ikke har brug for at fremstille 1730'rne sort i sort som led i en propaganda for landboreformer, er det vanskeligt at se, at styret kunne have gjort andet. Det var den nødvendige politik.
Den politiske ledelse behøvede ikke andre til at fortælle sig, at landbruget var det økonomiske fundament for det danske samfund. En højtstående embedsmand formulerede det over for kongen: „Bondens arbejde lægger til største del grundvolden til et lands velfærd samt borgerens næring og købmandens handel.” Kongen vidste lige så vel som sine embedsmænd, at krisen var en afsætningskrise.
At det var den svigtende efterspørgsel og de lave landbrugspriser, der var skyld i, at så mange godser gik på tvangsauktion; at bønderne ikke kunne udrede deres landgilde og betale deres skatter; og at mange godsejere i deres trængte økonomiske situation greb til at forøge hoveriet for at presse produktionsomkostningerne yderligere ned.
Det billede af en ond cirkel, som den højtstående embedsmand i Kommercekollegiet i 1735 oprullede for kongen, var dækkende. Og kongen genkendte det kun alt for godt:
„Dersom man sammenholder på den ene side, hvad en bonde nu om stunder kan have af en tønde hartkorn, og på den anden side, hvad han deraf må svare, er det klart, at han stedse må tilsætte, men fast ubegribeligt, hvor han tager det fra. Hans kvæg må han altså sælge. Derudover får hans jord ingen gødning, som dog er sjælen til frugtbarhed. Af fattigdom sår han ikkun slet korn, og høster derfor immer slettere og slettere. Folk formår han ej at holde, hvorudover forsømmes meget af det nødvendige arbejde. Og da han ikke ser, ihvad han end gør, at kunne beholde noget til overs for sig, arbejder han ikkun selv med ulyst og lunkenhed, ja vorder lad og liderlig, og drikker ofte alt op, hvad han overkommer.”
Den højtstående embedsmand, Otto Thott, havde set den unge professor Ludvig Holbergs komedie Jeppe på Bjerget. Men han var også selv godsejer og vidste, hvad han talte om.
En ting stod fast. En indsats var nødvendig. Spørgsmålet var kun, hvad der var den mest hensigtsmæssige krisepolitik.
Det nye styre satte ind på de punkter, hvor hjælpen hurtigst ville komme det markedsproducerende storlandbrug til gode: en lettelse af skattetrykket, en lempelse af jordlovgivningen, en sikring af billig arbejdskraft og villige fæstere, og en forbedring af afsætningsvilkårene.
Den skattelettelse, landbruget havde sukket efter under hans far, gav Christian 6. allerede året efter sin tronbestigelse: en reduktion på 11 procent af landbrugets samlede årlige skattebyrde. Han var vel vidende om, at en lettelse af skattetrykket var den mest effektive og hurtige hjælp under en afsætningskrise. Længere mente kongen på den anden side ikke, der var råd til at gå ad den vej, så længe andre muligheder for at dække statens udgifter ikke kunne anvises. Ganske vist overvejede styret at gribe til den udvej, som både Frederik 3. og Christian 5. havde brugt i situationer, hvor det var nødvendigt på kort sigt at skaffe staten indtægter: at sælge ud af krongodset.
Og under afsætningskrisen ville det umiddelbart være en fordelagtig løsning, fordi kongen – som hans rådgivere meget realistisk formulerede det – havde større indtægter af andres bønder end af sine egne. På krongodset var kongen nemlig som enhver anden godsejer nødt til at give sine bønder henstand med skatten, hvis han ikke ville lade dem gå fra gården. Derimod kunne han tvinge den godsejer, der købte krongods, til at betale sine bønders skatter, hvis han ikke ville se sit nyerhvervede jordegods udsat for tvangsindkvartering af soldater, indtil skatten var betalt. Eller ligefrem lade godset gå på tvangsauktion.
Når Christian 6. s regering alligevel ikke greb til omfattende krongodssalg, var det, fordi faldet i kornpriserne også havde fået priserne på jord til at falde drastisk, med næsten 40 procent. Under de forhold var det for dyrt at sælge.
En medvirkende årsag til at styret ikke mente at kunne lette det betrængte landbrugs byrder yderligere, var det prætentiøse slotsbyggeri, som netop i de år blev igangsat af Christian 6. og dronning Sophie Magdalene. Det gamle Københavns Slot, som Frederik 4. efter Store nordiske Krig med ringe held havde forsøgt at få et regulært barokanlæg ud af, blev nedrevet, murene bortsprængt og voldgraven fyldt op med de middelalderlige murrester.
Og i 1732 godkendte kongen tegningerne til et vældigt residensslot i østrigsk barok, som fik navnet Christiansborg. Allerede i kronprinstiden havde Christian 6. påbegyndt et slotsbyggeri i Hørsholm – Frederik 4.s og stedmoderen dronning Anna Sophies Frederiksberg og Fredensborg rummede for mange bitre minder. I 1744 stod det prægtige barokslot færdigt, og samme år indviedes det nærliggende Sophienberg ved Rungsted, hvor kongefamilien kunne glæde sig ved at betragte de mange skibe, der på deres vej ind og ud af Østersøen ankrede op ved Helsingør for at betale Øresundstold til den danske konge.
For slottenes opførelse og ikke mindst deres indretning var kostbar. Ganske vist anså samtiden – i det mindste de, der åbent ytrede sig – pragt og parade for nødvendige politiske manifestationer af en enevoldskonges magt, ligesom tidens økonomiske tænkning ikke stod fremmed overfor, at byggerier af denne art også gav arbejde til mange, selv om det samtidig trak penge ud af landet. Kongen synes at have fornemmet en kritik af det kostbare byggeri midt under en landbrugskrise.
Men med en vis ret kunne han hævde, at det blev betalt med indtægter, der gik direkte i hans egen kasse, blandt andet Øresundstolden. På den medalje, han lod præge i anledning af Christiansborgs indvielse i 1740, berettede indskriften – på latin, for dem af hans undersåtter, der kunne læse det – at kongen havde bekostet byggeriet selv, „uden at afpresse sine undersåtter en eneste skilling”.
Det andet punkt, hvor enevælden søgte at komme landbruget til hjælp, var på jordlovgivningens område.
En godsejer havde ikke lov til at nedlægge de bondegårde, han ejede, for at lægge deres jord under hovedgårdsdriften. Det ville få indflydelse på befolkningstallet og dermed på de skatter og soldater, styret krævede. Enevælden havde derfor våget strengt over, at denne jordlovgivning blev overholdt. Det var således udtryk for den alvor, med hvilken den betragtede landbrugskrisen, at den i 1731 ophævede det forbud. Baggrunden var en realistisk erkendelse af, at det for nogle hovedgårde ville være økonomisk fordelagtigt, og hovedgårdene stod i centrum af krisepolitikken.
Når godsejerne imidlertid ikke gjorde brug af tilladelsen, som blev tilbagekaldt i 1740 under indtryk af de stigende priser på landbrugsprodukter, skyldtes det et forbehold. Staten havde ikke råd til at indrømme godsejerne skattefrihed for den nye jord, som de lagde ind under den skattefrie hovedgårdsjord. Godsejerne skulle svare kongen de skatter, som bonden tidligere havde svaret af fæstegården. Under krisen var dette forbehold for dyrt for godsejerne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.