Stavnsbåndet og kornmonopolet

Den tredje måde, styret søgte at hjælpe storlandbruget på, var at sikre det billig arbejdskraft og villige fæstere. Resultatet blev et politisk kompliceret indgreb, der skulle få vidtrækkende sociale og økonomiske konsekvenser. Man indførte stavnsbåndet.

Indgreb i arbejdskraftens frie bevægelighed var ikke noget nyt. Det senmiddelalderlige vornedskab fra omkring 1500, der forbød bønderne på Sjælland, Møn og Lolland-Falster at forlade deres fødegods uden ejerens tilladelse, havde eksisteret indtil 1702, da Frederik 4. demonstrativt ophævede det som modydelse for indførelsen af landmilitsen året før.

Det havde ikke været en gratis gestus, men det havde på den anden side været en indrømmelse af begrænset praktisk betydning. Ophævelsen omfattede nemlig kun drenge, der var født efter kongens tronbestigelse i 1699. Det betød, at godsejerne først omkring 1730 ville begynde at få problemer med at få deres gårde bortfæstet. Hvad de da også fik.

Fra 1701 skulle godserne stille karle til den nye landmilits. Det behov for at holde kontrol med karlene for at kunne stille det forlangte mandskab misbrugte mange ejere imidlertid til at tvinge karlene til at blive på godset og til at fæste de gårde, godsejeren forlangte. Det var dette misbrug, der fik Christian 6. til den 30. oktober 1730 – mindre end tre uger efter sin tronbestigelse – at ophæve sin fars landmilits.

Hermed kom han imidlertid under pres. Der indløb næsten øjeblikkelig klager fra godsejerne om, at karlene udnyttede ophævelsen til at forlade godserne, som nu manglede både arbejdskraft og fæstere. Det fik Christian 6. til at slå retræte. Kun fire måneder efter den demonstrative ophævelse af den forhadte landmilits udstedte kongen efter en enig indstilling fra sit konseil en forordning, der under udtrykkelig henvisning til hensynet til landbruget og til de kongelige skatter forbød enhver bonde eller karl at forlade det gods, hvor han boede, uden ejerens tilladelse.

Afviste en karl at tage en anvist gård i fæste, kunne godsejeren overlade ham til flåden eller til et af de hvervede regimenter. Forordningen af 5. marts 1731 indførte i virkeligheden stavnsbåndet, to år før historiebøgernes stavnsbåndsforordning.

Når forordningen ikke blev den endelige, skyldtes det, at den nok imødekom storlandbrugets ønsker, men ikke tog hensyn til militærets behov og krav.

Enevoldskongen kom nu under pres fra sit eget militær. Overkrigssekretæren, Poul Vendelbo Løvenørn, pressede på for at skaffe hæren og sit betrængte forsvarsbudget erstatning for det billige mandskab, hæren havde mistet ved landmilitsens ophævelse. Gehejmekonseilets fire højadelige godsejerministre, der havde anbefalet kongen, at godserne fik den ønskede billige arbejdskraft og villige fæstere, vendte sig lige så enigt imod en ny landmilits, som landbruget ville komme til at betale.

Christian 6. gav imidlertid efter for militærets pres, og resultatet blev den helhedsløsning, der har fået navn af stavnsbåndsforordningen af 4. februar 1733, og som omfattede landbefolkningen i hele Danmark.

Enevælden fulgte her sin politisk afvejede tradition: at pålægge byrder og betale med privilegier. Det havde den gjort, da den gjorde godsejerne ansvarlige for deres bønders skatter, og havde betalt for det ved at gøre hovedgårdsjorden skattefri. I 1733 fik godsejerne pålagt forpligtelsen til at stille en mand til den nyoprettede landmilits for hver 60 tønder hartkorn – fra 1741 for hver 40 tønder hartkorn.

Til gengæld fik de ret til at forbyde enhver dreng og mand mellem 14 og 36 år – i 1742 udvidet til fra 9 til 40 år og i 1764 endelig til fra 4 til 40 år – at forlade godset, dog forudsat at de kunne tilbyde ham fæste. Og i landbrugskrisens slutfase, i 1739, skærpede kongen godsejernes muligheder for at udnytte stavnsbåndet: karle, der nægtede at tage en anvist gård i fæste, kunne sendes til mangeårig militærtjeneste ved et af de hvervede regimenter.

Da Christian 7. den 20. juni 1788 satte sit navn under forordningen om stavnsbåndets ophævelse – og i fortalen gav sit kongelige ord på, at denne frihed aldrig ville blive tilbagekaldt eller indskrænket – var der tale om en politisk yderst bevidst gestus. Og siden 1788 har stavnsbåndsløsningen stået som selve symbolet på bondefrigørelsen og som landboreformernes mest betydningsfulde lov.

I virkeligheden ved vi meget lidt om stavnsbåndets økonomiske betydning og sociale følger. At stavnsbåndet styrkede godsejerens position som arbejdsgiver og ved fæsteindgåelse, er sikkert. Det tryk på folkelønningerne, som det også uundgåeligt medførte, har formentlig været en forudsætning for, at godsejerne kunne øge hoveriet så langt som de gjorde, før bønderne for alvor reagerede. Og der er mange eksempler på, at godsejerne udnyttede de muligheder for salg af fripas fra militærtjeneste, som stavnsbåndsforordningen gav dem.

En af de store godsejere var Københavns Universitet, der ejede omkring 750 bondegårde spredt over henved 150 sjællandske sogne. Universitetets økonomi hvilede på disse gårde, og professorerne blev derfor spurgt, da for eksempel i 1748 en gårdfæster på en af universitetets gårde i Nørre Eskildstrup ydmygst bad om fripas og tilbød at betale ti rigsdaler for det.

Som universitetets kvæstor med ansvar for dets økonomi skulle Ludvig Holberg først ytre sig: „Man kunne vel efter denne beskaffenhed give rekvirenten frihedspas, når han gav 20 rigsdaler. Thi 10 rigsdaler er alt for ringe, og kan autorisere andre til at indkomme med samme tilbud.” På penge havde Holberg altid haft god forstand, og konsistorium og rector magnificus fulgte hans indstilling.

Men bondefamilier, der stræbte efter at lade fæstegården forblive inden for slægten, behøver ikke at have følt stavnsbåndet som snærende. Det er påfaldende, at stavnsbåndsløsningen ikke nævnes med ét ord i den fyldigst bevarede bondedagbog fra de år, ført af den jyske fæstegårdmand Christen Andersen, der dog selv havde to sønner at tænke på. Formentlig har gårdmændene de fleste steder udmærket været i stand til at tilgodese deres egne og deres børns tarv. Selv skulle gårdmændene jo ikke gøre militærtjeneste, og de militære byrder synes overvejende at have hvilet på karlene og de yngre husmænd.

Det fjerde punkt i krisepolitikken var en forbedring af landbrugets afsætningsvilkår.

Hvad styret gjorde, var at søge at udnytte helstatens fordele og skabe et beskyttet marked for de danske – og de forholdsvis få norske – kornproducenter, der havde et overskud at sælge af. For så vidt var midlet ikke nyt. Kornproduktionen i Danmark og i det kornimporterende Norge var allerede beskyttet mod udenlandsk korn med høje toldmure. I 1735 tog man skridtet fuldt ud og udstedte et totalforbud mod import af fremmed korn i Danmark og i de folkerigeste norske egne, det søndenfjeldske Norge. Sigtet var klart: et garanteret marked med højere priser.

Politisk var kornmonopolet en yderst velovervejet disposition. Styret var udmærket klar over, at denne form for landbrugsstøtte ikke var gratis. Den måtte betales af forbrugerne og byerhvervene i form af højere fødevarepriser. Men økonomien var en helhed. Kongen og hans ministre var enige om, at en forbedring af landbrugets rentabilitet var en afgørende forudsætning for det, der var deres langsigtede mål: en økonomisk vækst. Norsk kritik kunne med en vis ret tilbagevises med, at norsk jern allerede i 1730 havde fået en begunstiget stilling på det danske marked.

Kornmonopolets økonomiske betydning og sociale følger er – ligesom stavnsbåndets – stort set ukendte. Det kom aldrig til at fungere som det totalforbud, det skulle have været. Talrige gange blev det lempet som følge af fejlslagen høst og dyrtid, men altid tøvende og sent, og i norsk historie er det kommet til at stå højt på listen over Danmarks politiske forbrydelser over for Norge.

Under selve landbrugskrisen var monopolet formentlig til fordel for producenterne. På længere sigt fik det imidlertid snarere negative følger, idet det bremsede for den kvalitetsforbedring af dansk korn, som var en forudsætning for den eksport til England, der kom i gang efter 1814.