Danmark og Europa (1700-1800)

Danmark lå i et randområde af Europa. Men siden kristendommens indførelse havde det kulturelt været en del af Europa. 1500- og 1600-tallets opdeling af kontinentet i en protestantisk og en katolsk blok havde ikke ændret ved dette forhold, blot flyttet vægten fra nogle kulturcentre til andre.

Afstand betød principielt intet for kontakterne. Formidling kunne ske så hurtigt, en vogn kunne køre og et skib sejle. Hvad der bestemte Danmarks kulturforbindelser med Europa var – for at bruge et økonomisk udtryk – ikke udlandets udbud, men Danmarks efterspørgsel. Hvor mange af det gamle samfunds mennesker havde overhovedet behov for sådanne kulturkontakter? Og kunne og ville de betale, hvad det kostede?

Tidligere havde europæiske kulturpåvirkninger altid nået Danmark med meget betydelig forsinkelse, og de var typisk sket indirekte, ad omveje. Den italienske renæssancearkitektur var kommet til Danmark via Nederlandene og Nordtyskland, og barokken hovedsagelig via Tyskland, med tilsvarende udvandede og provinsielle resultater til følge.

Ud over at være indirekte og sen havde forbindelsen med de europæiske kulturcentre også været spinkel. Den var blevet formidlet af ganske få og i individuel form: af udlændinge, der kom til Danmark, og af danske, der enten rejste ud eller gennem læsning og brevskrivning holdt sig orienterede.

Hvad Danmark havde at tilbyde Europa ud over hvide frederiksborghingste, islandske jagtfalke og udlejede regimenter kan være vanskeligt at få øje på.

Ved 1700-tallets begyndelse skete der langsomt en ændring i dette gamle kontaktmønster. Før havde de kulturelle kontakter hovedsagelig været varetaget af meget små miljøer af lærde og lærdomsinteresserede, der skrev for hinanden – overvejende på latin eller tysk – og som blev understøttet af fyrstelige og aristokratiske mæcener, hvis smag og holdninger satte grænser for de kulturelle udfoldelser. Hvad der frem for alt havde manglet, var et publikum.

Det nye, som nu også nåede Danmark i begyndelsen af 1700-tallet, var det europæiske kulturfænomen, der hed: et købedygtigt hjemligt publikum.

Det var dette publikum, der var den afgørende forudsætning for, at periodens store skikkelse, Ludvig Holberg, kunne leve af sin pen og ende som adelig godsejer. Men endnu i begyndelsen af 1700-tallet var det en forudsætning for en mand som Holberg, at han havde rejst.

For at kunne læse dér, hvor bøgerne var: på de store biblioteker i Paris og i Oxford; for at kunne se komedier og høre musik; og for at kunne studere mennesker og miljøer, der hvor livet blev levet.

Det havde ikke været hastige visitter ved nordtyske universiteter, men årelange studieophold i Holland, England, Frankrig og Italien.

Hjemme blev Holberg den store europæer. Med sine aktuelle politisk-økonomiske arbejder og sine historiske værker, der tolkede fortiden i enevældens og borgerskabets ånd.

Med perlen Peder Paars, der i virkeligheden var et strengt klassisk inspireret komisk heltedigt.

Med de 25 komedier, han skrev under sin poetiske raptus, som han selv senere kaldte det, i årene fra 1722 til 1726, og som ikke blot samlede fulde huse i Komediehuet i Lille Grønnegade, men også ivrige købere af de trykte udgaver. Og i de sidste år af sit liv med epistlerne og de øvrige moralsk-æstetiske skrifter.