Det nye teater på Kongens Nytorv var også illusionernes teater. Den store scenebygning blev derfor forsynet med et moderne maskineri, således som det ses på en tegning, der er tilskrevet den venezianske teatermaler Jacopo Fabris. Sidekulisserne (A) var anbragt på vogne under scenegulvet, og ved hjælp af et maskineri kunne de trækkes frem og tilbage. Et lignende maskineri på loftet over scenen gjorde det muligt at hæve og sænke soffitterne (B). Og maskin-manden oppe på galleriet (G) kunne ved hjælp af en sindrig snoremekanisme ikke blot lade engle flyve hen over scenen, men også lade Olympens guder og gudinder nedstige blandt scenens dødelige.

.

1752 udsendte kobberstikkeren O.H. de Lode et portræt af Ludvig Holberg på grundlag af den svenske maler Johan Roselius' senere brændte billede fra slutningen af 1740'rne. Portrættet fortæller en videnskabelig og litterær succeshistorie i enevældens Danmark. Om den unge pengeløse og rejselystne norske teolog, der bragte Europa med sig tilbage til Danmark. Men også om den gode og nyttige borger, der på sit livs aften gav samfundet tilbage, hvad han havde tjent på sit forfatterskab, og som af kongen blev belønnet med adelskab og titel af baron: liber baro. Meget bevidst havde Holberg selv sammensat sit adelige våben: den norske gran og digtningens lyre.

.

Teatret på Kongens Nytorv var staden Københavns teater indtil 1770, da det blev Det kongelige Teater. På smukt trykte plakater blev det københavnske teaterpublikum orienteret om repertoiret. Fredag den 19. oktober 1759 blev der spillet Holbergs Maskerade, efterfulgt af en fransk ballet. Billetter kunne enten købes i forvejen hos teatrets kasserer i hans privatbolig i Fortunstræde eller ved indgangen.

.

Endnu i de første årtier af 1700-tallet var de kulturelle kontaktflader mellem Danmark og Europa få og begrænsede. Københavns Universitet var overvejende en uddannelsesinstitution for statskirkens sognepræster.

Først i 1736 indførtes den juridiske embedseksamen, der på længere sigt professionaliserede enevældens central- og lokaladministration og skabte det borgerlige embedsmandsmiljø i hovedstaden, som senere i århundredet blev det vigtigste kulturbærende lag.

De betydelige sociale og kulturelle afstande i 1700-tallets danske samfund bevirkede imidlertid som nævnt, at enevælden så sig nødsaget til at oprette en særlig uddannelsesinstitution på universitetsniveau – Det adelige Akademi i Sorø – for overklassens unge, der ønskede at uddanne sig til en karriere i statens tjeneste, men som ikke ville studere ved et universitet med så lav social prestige som Københavns Universitet.

Bag oprettelsen af akademiet i Sorø i 1747 lå dog også andre hensyn, som afspejlede enevældens politisk betingede holdning til europæiske kulturkontakter. Styret var bekymret over de kostbare uddannelsesrejser for overklassens unge. Ikke bare af økonomiske grunde, men også fordi de gav en viden og en indsigt, som staten og slægten ikke altid så positivt på.

Så sent som i 1743 udstedte kongen et forbud mod, at danske akademikere opholdt sig ved udenlandske universiteter, førend de i en årrække havde studeret ved Københavns Universitet. Styret vedgik uden omsvøb, at de statsvidenskabelige studier ved tyske universiteter var „som oftest uoverenskommende med den danske regeringsform”.

En overtrædelse af forbudet ville medføre, at de efter hjemkomsten ikke ville få embede i kongens riger og lande. Specielt på det kirkepolitiske område var styret restriktivt. Det forbød „særsindede” at rejse til Herrnhut, Marienborn og andre radikale pietistiske læresteder, hvis de ville gøre sig håb om præstekald i den danske statskirke.

Også hvad angik europæiske stilstrømninger og moderetninger var Danmark i 1700-tallet et kulturelt randområde.

Enevælden og overklassen havde behov for et repræsentativt slots- og palæbyggeri og for en fornem og ærefrygtindgydende iscenesættelse. Byggeriet var imidlertid overvejende i hænderne på ingeniørofficerer eller udenlandskfødte bygmestre, medmindre den kongelige eller adelige bygherre selv virkede som arkitekt, på grundlag af hvad han havde set på sine rejser og studeret i sine hjembragte arkitekturværker.

Danskfødte arkitekter i moderne forstand fik først arbejdsopgaver for kongen og overklassen et stykke ind i 1700-tallet. I 1730'rne kunne Laurids de Thurah opføre Hørsholm Slot og det kongelige palæ i Roskilde, og i 1740'rne fik Nicolai Eigtved lejlighed til at demonstrere sit mesterskab med Marmorbroen med dens to pavilloner, i forbindelse med opførelsen af Christiansborg Slot.

Men det var en udvikling, der tog tid. De malere, billedhuggere, stukkatører og møbelsnedkere, der virkede i Danmark i første halvdel af 1700-tallet, var med få undtagelser indkaldt eller indvandret fra udlandet. Deres kunstneriske niveau var jævnt, og deres arbejder røbede afstanden til inspirationskilderne i Paris, Wien, Dresden og Rom.

1700-tallet står som en overgangsperiode, når det gælder de kulturelle forbindelser mellem Danmark og Europa. Oplysningstiden og nye strømninger inden for stil og mode markerer sig med stigende styrke, men inden for det gamle samfunds snævre sociale og kulturelle rum.

Båndene mellem Danmark og Europa blev tættere, og det blev mindre nødvendigt at rejse ud, hvis man ville lære. Men først fra omkring midten af århundredet kan man tale om en intim og ubesværet kulturel kontakt.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kulturpolitik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig