Endnu i de første årtier af 1700-tallet var de kulturelle kontaktflader mellem Danmark og Europa få og begrænsede. Københavns Universitet var overvejende en uddannelsesinstitution for statskirkens sognepræster.
Først i 1736 indførtes den juridiske embedseksamen, der på længere sigt professionaliserede enevældens central- og lokaladministration og skabte det borgerlige embedsmandsmiljø i hovedstaden, som senere i århundredet blev det vigtigste kulturbærende lag.
De betydelige sociale og kulturelle afstande i 1700-tallets danske samfund bevirkede imidlertid som nævnt, at enevælden så sig nødsaget til at oprette en særlig uddannelsesinstitution på universitetsniveau – Det adelige Akademi i Sorø – for overklassens unge, der ønskede at uddanne sig til en karriere i statens tjeneste, men som ikke ville studere ved et universitet med så lav social prestige som Københavns Universitet.
Bag oprettelsen af akademiet i Sorø i 1747 lå dog også andre hensyn, som afspejlede enevældens politisk betingede holdning til europæiske kulturkontakter. Styret var bekymret over de kostbare uddannelsesrejser for overklassens unge. Ikke bare af økonomiske grunde, men også fordi de gav en viden og en indsigt, som staten og slægten ikke altid så positivt på.
Så sent som i 1743 udstedte kongen et forbud mod, at danske akademikere opholdt sig ved udenlandske universiteter, førend de i en årrække havde studeret ved Københavns Universitet. Styret vedgik uden omsvøb, at de statsvidenskabelige studier ved tyske universiteter var „som oftest uoverenskommende med den danske regeringsform”.
En overtrædelse af forbudet ville medføre, at de efter hjemkomsten ikke ville få embede i kongens riger og lande. Specielt på det kirkepolitiske område var styret restriktivt. Det forbød „særsindede” at rejse til Herrnhut, Marienborn og andre radikale pietistiske læresteder, hvis de ville gøre sig håb om præstekald i den danske statskirke.
Også hvad angik europæiske stilstrømninger og moderetninger var Danmark i 1700-tallet et kulturelt randområde.
Enevælden og overklassen havde behov for et repræsentativt slots- og palæbyggeri og for en fornem og ærefrygtindgydende iscenesættelse. Byggeriet var imidlertid overvejende i hænderne på ingeniørofficerer eller udenlandskfødte bygmestre, medmindre den kongelige eller adelige bygherre selv virkede som arkitekt, på grundlag af hvad han havde set på sine rejser og studeret i sine hjembragte arkitekturværker.
Danskfødte arkitekter i moderne forstand fik først arbejdsopgaver for kongen og overklassen et stykke ind i 1700-tallet. I 1730'rne kunne Laurids de Thurah opføre Hørsholm Slot og det kongelige palæ i Roskilde, og i 1740'rne fik Nicolai Eigtved lejlighed til at demonstrere sit mesterskab med Marmorbroen med dens to pavilloner, i forbindelse med opførelsen af Christiansborg Slot.
Men det var en udvikling, der tog tid. De malere, billedhuggere, stukkatører og møbelsnedkere, der virkede i Danmark i første halvdel af 1700-tallet, var med få undtagelser indkaldt eller indvandret fra udlandet. Deres kunstneriske niveau var jævnt, og deres arbejder røbede afstanden til inspirationskilderne i Paris, Wien, Dresden og Rom.
1700-tallet står som en overgangsperiode, når det gælder de kulturelle forbindelser mellem Danmark og Europa. Oplysningstiden og nye strømninger inden for stil og mode markerer sig med stigende styrke, men inden for det gamle samfunds snævre sociale og kulturelle rum.
Båndene mellem Danmark og Europa blev tættere, og det blev mindre nødvendigt at rejse ud, hvis man ville lære. Men først fra omkring midten af århundredet kan man tale om en intim og ubesværet kulturel kontakt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.