Danskerne

Hvor mange mennesker, der omkring 1700 levede i kongeriget Danmark og i de øvrige dele af kongens riger og lande, vidste Frederik 4. og hans ministre ikke. Lige så lidt som vi ved det i dag. Det skyldtes ikke, at de fandt spørgsmålet uvæsentligt. Befolkningens størrelse var afgørende for, at enevælden fik de skatter, den havde behov for, og hæren og flåden det mandskab, der var nødvendigt. Og en voksende befolkning var af afgørende betydning for enevældens vækstpolitik. Men styret rådede ikke over et administrativt apparat, der kunne gennemføre en folketælling.

Før styret fik svar på spørgsmålet om, hvor mange mennesker der levede i Danmark, fik det dog kendskab til, om befolkningstallet var stigende eller faldende. Disse oplysninger lå i virkeligheden allerede parat i de kirkebøger, som sognepræsterne siden 1645 havde haft pligt til at føre. Ganske vist noterede sognepræsten ikke fødsel og død. Men han registrerede, hvad der var næsten lige så oplysende: dåb og begravelse. Og på det kirkelige område rådede den danske enevælde over sin eneste effektive kommandovej fra Københavns Slot ud til lokalsamfundene. Fra konseilgemakket kunne der derfor – gennem centraladministrationen, bisper og provster – sendes kongelige befalinger til hver enkelt sognepræst. Det apparat havde enevælden brugt i andre sammenhænge, når det gjaldt skatter, skolevæsen og fattigforsorg. Og i 1735 tog Christian 6. det i brug i den første danske befolkningsstatistik. I de såkaldte stiftsrelationer indberettede de enkelte biskopper antallet af døbte og begravede i deres stift. Og allerede efter nogle få år kunne styret til sin glæde konstatere, at kongerigets befolkning ikke blot voksede, men også at den steg støt år for år.

Først i sommeren 1769 fik den danske enevælde et nogenlunde sikkert begreb om befolkningens faktiske størrelse. Den sommer afholdtes den første folketælling i Danmark, tyve år efter at Sverige som det første land i Europa havde vist vejen. Teknisk var den første danske tælling ufuldkommen. Centraladministrationens trykte spørgeskemaer var uklart formulerede, sognepræsterne havde ikke erfaring i at udfylde dem, og man valgte som tællingsdag den 15. august – midt om sommeren, hvor mange var borte fra hjemmet og sognet. Resultatet – at der minus Sønderjylland skulle leve 785.590 mennesker – var derfor mellem 25.000 og 30.000 for lavt. Den følgende folketælling i 1787 var mere professionelt tilrettelagt både fra centralt og lokalt hold. De 840.045 danskere, der det år blev registreret, var derfor formentlig kun omkring 15.000 for få. Da befolkningen tredje gang blev talt i februar 1801, svarede de 925.680 meget nøje til det faktiske folketal.

Ud fra de første folketællinger samt oplysningerne om døbte og begravede har det været muligt med en høj grad af sandsynlighed at beregne befolkningens størrelse år for år tilbage til 1735.

Forud for 1735 kender vi derimod ikke befolkningens størrelse og bevægelserne i folketallet, og det er ikke forsvarligt blot at tilbageskrive den kendte tendens bagud til omkring 1700. Dertil forløb befolkningsudviklingen alt for dramatisk. Siden Den sorte Døds dage havde Europa med mellemrum været plaget af voldsomme epidemier, der havde krævet katastrofalt mange ofre i de byer og egne, der blev ramt af smitten. Danmark var ikke blevet skånet. I 1711 havde byldepesten raset i København, hvor den havde kostet henved 20.000 eller en tredjedel af hovedstadens befolkning livet. Det blev den sidste voldsomme epidemi i Danmark. Fra tid til anden indtraf der år, hvor der døde flere, end der blev født. Det skete i 1748, 1756, 1762-63, 1771-73 og 1786-87. Det sidste store dødsår i Danmark var koleraåret 1853, der kostede København 5000 af byens 130.000 indbyggere. Men det afgørende i det lange perspektiv var, at det gamle samfunds dramatiske udsving i dødelighedskurven i løbet af 1700-tallet blev afløst af en mere rolig befolkningsudvikling og af en vækst, der ikke blot var konstant, men også kraftigt stigende mod århundredets slutning.

Fra og med 1735 ved vi således, at den danske befolkning voksede, samt i hvilken takt det skete. Vi ved også, hvordan væksten fandt sted. Den skyldtes ikke, at der blev født flere, eller at folk begyndte at leve længere. Baggrunden var et mærkbart fald i det, der havde været det gamle samfunds svøbe: en børnedødelighed af dimensioner, vi knap formår at fatte. Endnu i slutningen af 1700-tallet – efter at udviklingen var vendt, og børnedødeligheden var begyndt at falde – var mellem 20 og 25 procent af børnene enten dødfødte eller døde, før de nåede deres første leveår. Yderligere ti procent døde, før de fyldte ti år og mindre end to tredjedele nåede vielsesalderen, der på landet lå på 31 år for mænd og mellem 27 og 28 år for kvinder.

Hvad vi ikke ved, er derimod hvorfor dødeligheden faldt, og hvorfor den blev ved med at falde. Flere har peget på, at epidemierne ofte fulgte i kølvandet på krige og på omfattende troppesamlinger. Umiddelbart ville det derfor være nærliggende at søge forklaringen i den lange fredsperiode, Danmark oplevede efter 1720, da Den store nordiske Krig sluttede. Mod dette taler, at stort set den samme befolkningsvækst fandt sted i vore nabolande, der ikke oplevede en lang fredsperiode, men gang på gang var indviklede i krige. Mere sandsynlige forklaringer er en gradvist forbedret hygiejne i forbindelse med graviditet og fødsel samt en langsom forbedring af sundhedstilstanden som følge af en bedre og rigeligere kost. I sig selv sandsynlige forklaringer, idet man dog næppe kan fremholde indførelsen af kartoflen som årsag. Udbredelsen af kartoflen skete i Danmark, efter at faldet i dødeligheden var sat ind. Endelig har der været peget på en styrkelse af immunberedskabet. Langtidsforandringer i temperatur og nedbør har også været nævnt. Tilbage står, at vi endnu er ude af stand til at forklare, hvorfor dødeligheden faldt, samt at de færreste i dag vil lade sig nøje med en enkelt forklaringsfaktor.