Danmarkshistorien

Helstaten

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Den 25. august 1699 døde Christian 5. på Københavns Slot. I samme øjeblik kongen drog sit sidste suk, var kronprinsen konge. Fra det ene sekund til det andet blev den 27-årige kronprins kong Frederik 4. „af Guds nåde, konge til Danmark og Norge, de Venders og Goters, hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve udi Oldenborg og Delmenhorst”.

Det var den danske enevoldskonges officielle kongetitulatur. Og bortset fra det middelalderlige levn: de Venders og Goters, var indholdet en politisk realitet. Den danske konge var konge både over Danmark og over Norge. Han var regerende hertug i Slesvig og i Holsten – inklusive de holstenske landskaber Stormarn og Ditmarsken. Og han var fra 1667 til 1773 også regerende greve over kongeslægtens nordvesttyske stamland, grevskabet Oldenburg med det tilhørende Delmenhorst. Frederik 4. herskede over et rige, der strakte sig fra Nordkap til Elben, en strækning som fra København til Karthago.

Kongeriget Danmark var ikke helt det samme som i dag. Området mellem en linie fra Kolding til Ribe og den nuværende grænse fra 1920 var en del af hertugdømmet Slesvig, hvortil også hørte Ærø. Norges grænser var derimod i alt væsentligt identiske med de nuværende. Den definitive grænse mellem Norge og Sverige blev dog først lagt fast med en traktat i 1751; og helt mod nord, i Finmarken, vidste ingen i 1700-tallet endnu med sikkerhed, hvornår lapperne på deres evige vandringer befandt sig på den danske konges eller på den russiske zars territorium. Som konge af Norge herskede den danske konge endvidere over de gamle norske skattelande Island og Færøerne.

 

Grønlands apostel, Hans Egede, var født i Nordnorge, og efter endt uddannelse ved Københavns Universitet blev han kapellan i et af Nordlands nordligste præstekald. Allerede i 1710 arbejdede han med planer om at bringe „oplysning og salighed” til de gamle nordboer, som man mente endnu levede i Grønland. I 1721 blev han af Frederik 4. udnævnt til missionær i Grønland, og samme år gik han og hans hustru, Gjertrud Rasch, i land på Flåbets Ø i Godthåbsfjorden, hvor de indledte 15 års missions- og koloniseringsvirksomhed. En voldsom epidemi af kopper, som en grønlænder i 1733 bragte med tilbage efter et besøg i København, dræbte imidlertid næsten alle grønlændere ved missionen, og hustruens død i 1735 fik ham til at forlade Grønland for stedse. Som biskop over Grønland ledede han efter sin hjemkomst Det grønlandske Seminarium, der uddannede missionærer. Maleri af Johan Hörner.

Ved sin tronbestigelse hævdede Frederik 4. også højhedskravet over det gamle norske skatteland Grønland. I 1699 var dette dog et højhedskrav uden egentligt politisk indhold. Siden senmiddelalderen havde forbindelsen mellem Norge og Grønland været afbrudt. I 1600-tallet var tran af hval og hvalros, der blev jagtet i farvandene omkring Grønland, imidlertid blevet en efterspurgt vare på det europæiske marked. Og skønt det helt overvejende var hollænderne, der opererede på fangstfelterne i Danmarkstrædet og i Davisstrædet – og herunder lejlighedsvis havde kontakt med eskimoerne i Grønland – deltog også skibe fra Bergen og København i fangsten.

Det var da også et samarbejde mellem skibsredere i Bergen og den nordnorske præst Hans Egede om et kombineret fangst- og missionsfremstød, der førte til en genoptagelse af forbindelsen med Grønland. Et Grønlands Kompagni i Bergen fik ved kongeligt privilegium overladt Grønland i 25 år, men af privilegiet fremgik det tydeligt, at hverken investorerne eller kongen og hans embedsmænd havde nogen anelse om Grønlands udstrækning. Enevoldskongens motiver var – i god overensstemmelse med tidens tankegang – „Guds ære og den kristelige religions forplanteise, og dernæst at sætte den imellem Vort rige Norge og oftbemeldte land Grønland forhen værende commerce udi en god stand, og i så måde befordre Vore kære og tro undersåtters gavn og fordel”.

Grønlands Kompagniet i Bergen gik dog næsten øjeblikkelig fallit, og besejlingen overgik til privatpersoner og handelskompagnier i helstatens hovedstad. Men forbindelsen med Grønland blev etableret, da Hans Egede og hans hustru Gjertrud Rasch i sommeren 1721 gik i land fra det lille fartøj Haabet på Håbets Ø i Godthåbsfjorden og indledte deres missionsarbejde. Gennem resten af 1700-tallet udvikledes den danske konges højhedskrav over Grønland til en egentlig tilstedeværelse. Langsomt blev vestkysten fra Diskobugten i nord til Kap Farvel i syd dækket af en bræmme af fangst- og missions-kolonier med de tidstypiske navne Christianshåb, Frederikshåb, Julianehåb og Holsteinsborg, der konkret markerede, at Grønland nu var en del af den danske konges riger og lande.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Også efter sin tilbagekomst fra Grønland i 1736 var Hans Egede ivrig efter at udbrede kendskabet til den nye missionsmark. I bogen Det gamle Grønlands nye Perlustration fra 1741 viser han, hvordan fangstlivet foregik i Grønland, når sommerteltene var rejst ude ved kysten. I forgrunden jager kajakroere sæler og søfugle, fra en konebåd harpuneres en blæsende hval, og ude fra fjorden bugserer tre konebåde en dræbt hval ind til fangstpladsen, hvor de skal flænse det spæk og flå de barder, som Hans Egedes mindre missionsivrige landsmænd var så begærlige efter.

© Dette billede må du ...

Grønlands apostel, Hans Egede, var født i Nordnorge, og efter endt uddannelse ved Københavns Universitet blev han kapellan i et af Nordlands nordligste præstekald. Allerede i 1710 arbejdede han med planer om at bringe „oplysning og salighed” til de gamle nordboer, som man mente endnu levede i Grønland. I 1721 blev han af Frederik 4. udnævnt til missionær i Grønland, og samme år gik han og hans hustru, Gjertrud Rasch, i land på Flåbets Ø i Godthåbsfjorden, hvor de indledte 15 års missions- og koloniseringsvirksomhed. En voldsom epidemi af kopper, som en grønlænder i 1733 bragte med tilbage efter et besøg i København, dræbte imidlertid næsten alle grønlændere ved missionen, og hustruens død i 1735 fik ham til at forlade Grønland for stedse. Som biskop over Grønland ledede han efter sin hjemkomst Det grønlandske Seminarium, der uddannede missionærer. Maleri af Johan Hörner.

Viser 2 af 2 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Stormarn
landskab af hedeslette og bakkeø, såkaldt gestl ...Artikel i Den Store Danske
Oldenburg (Slesvig-Holsten)
by på halvøen Wagrien 45 km nordvest for Lübeck ...Artikel i Den Store Danske
Nederlaget 1864
Det forløb, der førte frem til krigsudbruddet og d ...Artikel i Dansk litteraturs historie
Karthago
fønikisk koloni og senere romersk by ca. 15 k ...Artikel i Den Store Danske
Delmenhorst
garnisonsby i den tyske delstat Niedersachsen ve ...Artikel i Den Store Danske
vandringer
varige flytninger af enkeltindivider eller befolkn ...Artikel i Den Store Danske
Elben
tjekkisk Labe , en af hovedfloderne i Mellemeur ...Artikel i Den Store Danske
Egede
Slægten Egede har sit navn efter landsbyen Ve ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Godthåbsfjorden
Vestgrønlands største fjordsystem; især brugt om ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
Redaktionen
21/02/2012
  • Læst 723 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki