Som andre europæiske monarker herskede den danske konge også over besiddelser i de oversøiske områder. Efter samtidens målestok var det meget små besiddelser uden politisk og militær betydning. Men med det kraftigt voksende europæiske marked for oversøiske produkter blev de økonomisk værdifulde.
I Indien havde Ove Giedde i 1620 i Christian 4.s navn erhvervet Trankebar syd for Madras, og i 1700 administrerede Ostindisk Kompagni i Frederik 4.s navn den befæstede by med dens lille, omgivende territorium på størrelse med Fanø. Trankebar blev opretholdt som et dansk handelsstøttepunkt, og samme hensyn lå bag erhvervelsen i 1755 af et lille landområde omkring Serampore i Bengalen, ved Hughli-floden umiddelbart nord for Calcutta, samt øgruppen Nikobarerne i Den bengalske Havbugt.
I Vestafrika administrerede Vestindisk-guineisk Kompagni kongens fæstning Christiansborg på Guldkysten. Kompagniets navn markerede dets dobbelte sigte: at transportere slaver fra Guinea til dets sukkerplantager i Vestindien. I løbet af 1700-tallet blev det danske interesseområde gradvist udvidet mod øst med anlæg af nye slaveforter frem til floden Volta.
I Vestindien administrerede handelskompagniet øen Sankt Thomas, som det havde sat sig i besiddelse af allerede i 1672. I 1718 koloniserede det yderligere den nærliggende ø Sankt Jan, og i 1733 købte det den store frugtbare ø Sankt Croix af den franske konge. Tilsammen udgjorde øerne et område på størrelse med Møn. I 1754 afstod kompagniet Sankt Croix – „en af de største stene i Deres Majestæts krone”, som storkøbmanden Niels Ryberg karakteriserede den – og de to andre øer til den danske konge, som derpå gav handelen fri for samtlige sine undersåtter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.