En hestesko sidder endnu i dag solidt fastspigret i dørkarmen til våbenhuset i Klejtrup Kirke mellem Hobro og Viborg. Hver mand vidste, at hestesko spigret til dørtrinet var et effektivt værn mod gengangere. Præsterne bekæmpede efter evne disse magiske forestillinger, men med ringe held. Folketroen lod sig ikke standse ved kirkedøren.

.

Danmark var et kristent land. Men befolkningens forestillingsverden om livet og døden og om tilværelsens mening var langt mere broget og mangfoldig end statskirkens officielle lære.

Bondens hverdag var en kosmisk helhed, hvor alt havde en betydning, og alting hang sammen. Himmeltegnene var betydningsfulde. De fortalte, hvad bonden skulle gøre, og hvad han skulle afholde sig fra, ikke blot når det gjaldt arbejdet med jorden og dyrene, men også når det gjaldt sundheden og den personlige hygiejne.

De varsler, vejret og naturen gav, blev taget alvorligt og efterlevet. De var skæbne, og mod den kunne intet menneske kæmpe. Når lænkehunden tudede om natten, var det et sikkert tegn på, at én i gården skulle dø. Det vidste alle – også den, varslet gjaldt.

At skæbne var uafvendelig, var på den anden side ikke ensbetydende med, at det gamle samfunds mennesker passivt lod stå til. Dagligdagen og arbejdslivet var omgærdet med besværgelser og remser af hedensk og katolsk oprindelse, der skulle afværge ondt.

At signe og mane var noget, mange kunne, og forslog ens egen eller naboens kraft ikke, var det godt at have en præst, der kunne signe og mane og foretage en stærk djævleuddrivelse.

Landbefolkningen levede med gårdens nisse, med højfolket og med helhesten, det trebenede øg, der om natten gik om på kirkegården. Svundne tiders forestillinger og skikke var en del af dagliglivet.

Mange landsbyer smykkede stadig deres hedenske majstang og festede, når vinteren var forbi; og i maj og juni blussede bålene, som holdt de onde væk.

Guds moder Jomfru Maria og de gamle helgener levede også. Deres helgendage var en del af dagliglivets kalender.

Deres navne gik igen i bønner og remser, ligesom troen på, at gode gerninger blev belønnet både hér og hisset. Så kunne sognets præst nok så meget sige, at det stod der intet om i Den hellige Skrift.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kirkegang og skolegang.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig