Statskirken

Den danske kirke var en statskirke. Befolkningen mødte deres præst i mange forskellige funktioner. Først og fremmest ved søndagenes og helligdagenes gudstjenester og ved dåb, trolovelse, vielse og begravelse. Men også som embedsmand og øvrighed. Og som landmand, hvad enten han selv drev sin præstegård eller overlod den til en forpagter.

Enhed og centralisering var et fremtrædende træk ved den danske statskirke. Kongen var kirkens hoved, og retten til udnævnelser til de kirkelige embeder lå hos ham, uanset hvem der ejede den enkelte sognekirke.

Statskirkens dogmatiske grundlag var Luthers og Melanchthons Augsburgske Trosbekendelse fra 1530. Den dannede grundlaget for uddannelsen af de vordende præster ved Københavns Universitet. Og biskopperne sikrede gennem overhøring af de vordende sognepræster, at afvigende dogmatiske synspunkter ikke affødte uro og svækkede kongens greb om kirken.

Denne kirkelige enhed og centralisering var ikke ny. Den havde også eksisteret før enevældens indførelse. Men enevælden strammede yderligere kongens kontrol med kirken. Tidligere havde der været afholdt præstemøder – de såkaldte synoder – i de enkelte stifter.

De kunne imidlertid rumme en kim til afvigende kirkelige holdninger, og under Christian 6. blev disse stiftssynoder forbudt. Samtidig blev det enkelte stifts katekismus erstattet af biskop Erik Pontoppidans autoriserede katekismus, der fik gyldighed for hele landet.

I 1739 styrkedes enevældens tilsyn med kirken yderligere gennem oprettelsen af et Generalkirkeinspektionskollegium med vidtgående myndighed. Og i 1736 indførtes konfirmationen med dens krav om, at de unge skulle have læst og lært deres katekismus, før de kunne bekræftes i deres dåb og træde ind i de voksnes samfund.

Kravene om regelmæssig kirkegang og altergang og om at komme hviledagen i hu og holde den hellig var gamle. Men under de første enevoldskonger blev de yderligere skærpet, for under Christian 6. at nå deres højdepunkt.

Med forordningen af 12. marts 1735 „om sabbatens og andre helligdages tilbørlige helligholdelse” vendte styret sig skarpt mod, at „mange have i steden for at søge kirken og dér opbygges, dels anvendt søn- og helligdagene til forfængeligt arbejde og ufornødne forretninger, dels misbrugt dem til verdslig fornøjelse, vellyst og andre laster”.

Enhver husbond og madmor skulle derfor under trussel om bødestraf se til, at deres børn og tjenestefolk fulgte dem i kirke én og helst to gange på søn- og helligdage. Præsterne skulle føre nøje tilsyn med, at de kom i kirken, og at godsejerne ikke så gennem fingre med deres bønders manglende kirkegang. Og forordningen truede med alvorlige straffe:

"På landet skal de gemene bønder, som herimod handle, når præstens advarsel ej har frugtet, straffes første gang med 4 skilling, anden gang med 8 og tredje gang med 16 skillings bøder, og i mangel af betaling stå i gabestokken på kirkegården, første gang én, anden gang to og tredje gang tre timer; til hvilken ende slige gabestokke af hver kirkes ejere, hvor de endnu ej er, besørges."

Dog kunne presserende landbrugsarbejder udføres, såfremt „den høje nødvendighed i hø- og kornhøstens tid sligt uforbigængeligt udfordrer, for at profitere af et med længsel forventet vejrlig og at konservere afgrøden på marken”.

En uortodoks dansk udlægning af Skriftens ord om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.