Indien og Kina

Asiatisk Kompagnis afvikling kom til at strække sig over en længere periode. Men det politiske og økonomiske mønster var det samme.

Kompagniet var det ældste af de danske handelskompagnier. Ostindisk Kompagni var blevet grundlagt i 1616, og fra 1620 rådede det over et handelsstøttepunkt på Indiens kyst: Trankebar, som Ove Giedde i Christian 4.s navn havde erhvervet af nayak'en af Tanjore. Dets tilværelse blev imidlertid en serie af økonomiske skuffelser og langvarige afbrydelser af handelen. I 1729 gik det regulært konkurs, og aktionærerne leverede oktrojen og Trankebar tilbage til kronen.

Muligt var konkursen blot en nøje tilrettelagt finansoperation, hvorved kongen og de københavnske købmænd frigjorde sig fra kompagniets tyngende gæld og distancerede sig fra dets ødelagte kredit. Farten på Trankebar fortsatte, som om intet var hændt, og i 1730 indledte kredsen fra det gamle kompagni endog en direkte fart på Kina.

Samtidig arbejdedes der bag kulisserne med etableringen af et nyt kompagni. I 1732 kunne Christian 6. derfor sætte sit navn under oktrojen for et nyt kompagni med et nyt navn: Asiatisk Kompagni, som fik overladt brugen af den befæstede by Trankebar samt 40 års monopol på handel med Asien.

40 års monopol var den pris, enevælden realistisk fandt, den måtte betale, såfremt København skulle blive et af Europas markeder for indiske og kinesiske varer. Asiatisk Kompagni levede på sin side til fulde op til enevældens forventninger.

I Indien erhvervede det i årene omkring 1750 nye handelsstøttepunkter, frem for alt Serampore ved Calcutta, som det ærbødigt opkaldte efter dets kongelige velgører: Frederiksnagore, men også handelsloger i Patna, 600 km oppe ad Gangesfloden, og på Indiens vestkyst, Malabarkysten. Og i Canton – den eneste havn, hvor kejseren af Kina tillod europæerne at handle – oprettede kompagniet ligesom sine konkurrenter et faktori.

Med den regelmæssighed og sikkerhed, som kun et økonomisk velfunderet kompagni kunne tilvejebringe, udsendte direktionen i de første 40 år skibe med rige sølvladninger til Trankebar og Canton. Hverken i Indien eller i Kina var der i 1700-tallet et marked for europæiske, endsige danske produkter.

Med samme regelmæssighed hjemkom hvert år en indiefarer med salpeter, peber og bomuldstøjer og en kinafarer med porcelæn, silke og te. Og i kompagniets statelige hovedsæde på Christianshavn blev varerne solgt på auktioner, der tiltrak købere fra det meste af Europa.