I 1772 var de 40 år gået. På det tidspunkt havde Asiatisk Kompagni realiseret de forventninger, enevælden havde stillet til det – og betalt for – i 1732. København var blevet et europæisk marked for asiatiske varer, og hovedstadens handel havde blomstret, blandt andet som følge af den økonomiske aktivitet, der var fulgt i kølvandet på kompagniets søfart og handel.

Derfor fandt styret, at det kun var nødvendigt at give kompagniet en ny oktroj på 20 år, og kun at give det monopol på handel med Kina og med kinesiske varer. Det mente – og deri fik det ret – at de københavnske købmænd og redere nu selv var i stand til at handle på Indien. Derimod betvivlede embedsmændene i Kommercekollegiet med lige så god ret, at disse endnu ville kunne magte den kapitalkrævende handel på Kina.

Det blev bestemmende for den nye oktroj, som Christian 7. underskrev i sommeren 1772. Heri fik kompagniet overdraget den fortsatte administration af Trankebar og de øvrige indiske handelsstøttepunkter. Det var imidlertid problematisk at lade kompagniet administrere de besiddelser, som deres nye danske konkurrenter var henvist til at handle gennem. Fem år senere overtog kronen derfor kolonierne, i god forståelse med kompagniet, der ikke var utilfreds med at slippe for den udgiftskrævende administration.

Fra 1772 handlede Asiatisk Kompagni derfor på Indien under stort set frie konkurrenceforhold. Sit Kina-monopol havde det derimod fået lov at beholde. Og det fik det fortsat, da dets oktroj i 1792 på ny blev forlænget for yderligere 20 år.

På det tidspunkt var både statsmagten og den danske offentlighed enige med Adam Smith i, at monopolernes og handelskompagniernes tid var forbi. Men styret og det københavnske erhvervsliv var ikke doktrinære. En ting var økonomisk teori, en anden økonomisk praksis. For så vidt tvivlede de ikke på, at de københavnske købmænd og redere ville være i stand til at magte en handel på Kina i gode år.

Men ville og kunne de også magte den i dårlige? Kinahandelen behøvede fortsat et stort handelskompagni med en grundfæstet kredit. Denne handel var så fordelagtig for København og for staten, at ingen vovede at gøre eksperimentet. Konkrete handelserfaringer vejede i 1792 tungere end økonomisk teori. Derfor blev det ældste danske handelskompagni det, der kom til at leve længst.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Økonomisk teori og praksis.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig