Landsbyen og fællesskabet

Langt den største del af den danske landbefolkning levede i de omkring fem tusind landsbyer, som for flertallets vedkommende havde ligget, hvor de lå, siden den tidlige middelalder. Omkring 1700 var det almindelige endnu, at gårdene og husene i en landsby var ejet af flere: typisk af to eller flere godsejere i nabolaget, en enkelt gård måske af en kirkelig stiftelse som de adelige jomfruklostre og en anden af en institution som Københavns Universitet. Men en udvikling havde allerede været i gang længe, hvor flere og flere gårde og huse blev samlet på en enkelt godsejers hånd, indtil hele landsbyen til sidst blev hans ejendom.

Det gamle samfunds landsby var ikke et fuldstændigt isoleret minisamfund. Landsbyen havde sine berøringsflader med godset, hvor hoveriet blev ydet, landgilden svaret og skatten betalt; med sognet, når en kvinde skulle indføres i kirken igen efter barsel og barnet døbes, når de unge skulle konfirmeres, troloves og giftes, og når de gamle skulle i jorden, samt ved den almindelige kirkegang søndage og helligdage. Og med den nærmeste købstad, når bonden skulle sælge sit korn og købe salt, tømmer, jern, tobak og brændevin.

Disse kontakter med verdenen uden for landsbyen prægede imidlertid ikke dagligdagen. Mange landsbyer lå som øer i landskabet, og familiestrukturen kunne være stærkt præget af indgifte og af gårdmandsdynastier, der førte deres rødder tilbage til en mytisk fælles forfader. Grundlæggende levede den enkelte landsby sit eget liv inden for rammerne af et fællesskab, der regulerede dagligdagen og arbejdslivet, løste konflikter og sikrede overlevelse.