Kortet viser de forskellige dyrkningssystemer i Danmark omkring år 1700, således som de er registreret i Christian 5.s store matrikel fra 1688. Trods lokale variationer tegner monsteret sig tydeligt. På Øerne og i Østjylland dominerede vangebruget, hvor dele af jorden hvilede hvert år – mest udbredt i form af trevangsbruget. I størstedelen af Jylland møder vi derimod græsmarksbruget, hvor store dele af jorden hvilede flere år i træk. Alsædebruget, hvor sædejorden kunne klare sig uden hvileperioder, fandtes kun på lokaliteter med rigelig græsning eller adgang til gødning i form af renovation fra byerne eller tang.

.

På en stolegavl i Hersom Kirke nordøst for Viborg har Hartvig Ahlefeld omkring 1750 malet en gårdmand i solide træsko og med en sivflettet kurv i en rem over venstre skulder, der kaster sædekornet i lange, nøje afmålte sving. Såningen var husbonds arbejde. Det var ham, der tog varsler og vurderede vejret, før det dyre sædekorn blev kastet over den pløjede og harvede jord.

.

På Hersom Kirkes øvrige stolestader har landsbymaleren skildret andre af årets arbejder, blandt andet en bonde, der tærsker det høstede korn med sin plejl.

.

De danske landsbyer drev landbrug på mange forskellige måder, afhængigt af lokale og regionale særtræk. Landsbyernes landbrug var – ligesom hovedgårdenes – baseret på en balance mellem korn og kvæg. Husdyrholdet forudsatte ikke blot græsning på overdrevet og i skoven, på de afhøstede jorder, på brakjorden og på de våde engstykker, der lå spredt mellem agrene, men også på de engarealer, der kunne sikre foder til de dyr, der ikke blev slagtet om efteråret. I et landbrug, der ikke kendte kunstgødning eller intensive foderafgrøder, var græsning og gødning livsvigtig. Landbruget havde andre problemer – navnlig skadeligt vand, hvor våde forår og våde efterår kun efterlod korte sånings- og modningsperioder for kornet. Men kreaturernes gødning, der medvirkede til at binde jordens kvælstoffer, var uundværlig.

Ganske enkelte steder kunne jorden være i konstant drift uden hvileperioder. Men det forudsatte græsning og gødning i et omfang, en almindelig dansk bonde ikke turde blot drømme om. For at sikre jorden den nødvendige hvile og regenerering og samtidig udnytte græsningsmulighederne bedst muligt var det danske landbrug baseret på en rotation, hvor jorden i nogle år var under plov, mens den i andre hvilede.

To rotationsformer prægede det gamle landbrug. På Øernes og Østjyllands lermuldede morænejorder dominerede vangebruget, mens græsmarksbruget fandtes på de sandblandede jyske jorder. I græsmarksbruget var landsbyens jord opdelt i et større antal enheder – i otte til tolv tægter – hvoraf halvdelen var besået flere år i træk, mens resten hvilede og var udlagt til græsning. Lindved, der lå i græsmarksbrugets område lige på grænsen til morænejorden, havde arealet udlagt i sådanne tægter. I vangebruget var jorden opdelt i et mindre antal vange, der blev dyrket i regelmæssig rotation. Fire- og fem-vangsbrug fandtes kun på Vestlolland. Tovangsbrug kunne man finde flere steder: på Østsjælland, på Sydlangeland, på Vestfyn og i det sydlige Østjylland. Dette tovangssystem var baseret på lige lange brugs- og hvileperioder. Det mest udbredte vangebrug var imidlertid trevangsbruget med en treårig rotation, hvor vangen det første år typisk var besået med vinterrug, og det andet med vårbyg, mens vangen det tredje år lå udlagt til græsning, hvor den fik tilført dyrenes gødning.

Mere end hundrede lange, smalle agerstrimler til én gård rejser uvilkårligt spørgsmålet: var det et rationelt landbrug? I slutningen af 1700-tallet fordømte tilhængerne af landboreformer så godt som enstemmigt fællesskabet og det ekstremt opsplittede landbrug som totalt uhensigtsmæssigt, og eftertiden har stort set enigt tilsluttet sig denne fordømmelse. Derimod har hverken reformtiden eller eftertiden stillet sig selv det meget rimelige spørgsmål, hvorfor danske bønder og danske godsejere gennem århundreder holdt fast ved dette dyrkningssystem, som de jo faktisk ikke blot havde levet af, men også overlevet på.

Det gamle landbrug var i virkeligheden rationelt. Det kan vi i dag se, når vi bedømmer det på baggrund af vor viden om landbruget i den tredje verden og samtidig betragter det ud fra dets egne forudsætninger. Det skal ikke sammenlignes med et moderne, tilpasningsdygtigt og markedsorienteret landbrug, der ensidigt satser på den til enhver tid mest lønsomme og efterspurgte afgrøde, og som er i stand til at tilføre jorden kunstgødning i det omfang, en intensiv moderne dyrkning forudsætter. Det betød ikke, at 1700-tallets bønder vendte sig imod profit. De fandt for så vidt profit udmærket – selv om de sjældent mødte den. Men det afgørende var sikkerheden. For at overleve fra år til år måtte bonden sprede risikoen og udnytte den landbrugsteknologi, 1700-tallet rådede over. Derfor var jorden så ekstremt opsplittet. Faldt høsten dårligt ud på de lave, våde jorder, stod kornet måske bedre på de høje, tørre agre; slog vinterrugen fejl, havde man vårbyggen at sætte sin lid til; og ukrudtet i kornet var ikke en plage, men et anvendeligt fodertilskud til den ikke særligt næringsrige halm, som udgjorde en væsentlig del af vinterfodringen til supplement af det kostbare enghø.

Landbrugets største enkeltproblem var skadeligt vand. Og det eneste middel, det kendte, var et møjsommeligt arbejde ikke blot med at grave grøfter, men også med at oprense og vedligeholde dem år efter år. Drænrør, som bonden havde råd til at betale, trængte først igennem i 1850'erne, og først da satte den massive afvandingsproces ind. Indtil da kendte landbruget kun grøfter og udfyldning af lavtliggende områder. Begge var løsninger, der var utroligt slidsomme og mange gange også vanskelige at få et helt landsbyfællesskab med på. Hvad det gamle landbrug kunne, var at lægge agrene efter terrænfaldet og pløje dem høje på midten og lave mod siderne, så vandet kunne løbe fra, og rugen undgik at få frost. Men systemet var kun delvist effektivt, og megen værdifuld jord måtte henligge som golde agerrender mellem de dyrkede højryggede agre.

Et andet krævende arbejde var at rejse og vedligeholde de gærder mellem vangene, der skulle holde dyrene væk fra kornet. Her var det gamle landbrug til gengæld i stand til at gennemføre et raffineret og funktionelt materiale- og arbejdskraftbesparende samarbejde med de omkringliggende landsbyer. I en træfattig egn som den, hvor Årslev lå, var staver og vidjer til gærder i stigende grad blevet en mangelvare. Megen arbejdskraft og meget kostbart gærdemateriale kunne derfor spares, hvis man kunne komme overens med bønderne i nabolandsbyerne om, at de vange, der grænsede op til nabolandsbyerne, lå brak eller var under dyrkning på samme tid. Hermed kunne gærder fuldstændigt spares. Et sådant kompliceret og bindende fællesskab med andre landsbyer- et såkaldt vangelag – formåede de sjællandske bønder udmærket ikke blot at aftale, men også at overholde.

I virkeligheden var det gamle landbrug både rationelt og funktionsdygtigt. Det havde formået at overleve næsten enhver form for modgang. Men over for medgang havde det ikke den samme modstandskraft. Det, der fik det gamle landbrug til at krakelere, var den langvarige højkonjunktur for landbrugsvarer, der satte ind ved midten af 1700-tallet.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Driftsformer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig