Enevælden

I 1660 var en senmiddelalderlig konstruktion brudt sammen. Den militære udvikling havde fjernet grundlaget for adelens privilegier: dens pligt til at forsvare riget. Da adelen derpå under stændermødet i København i efteråret 1660 havde afvist at deltage på lige fod med de øvrige stænder i betalingen for den tabte krig, havde Frederik 3. brugt denne afvisning – og sin militære kontrol over hovedstaden – til at gennemføre et statskup. Rigsrådet gav kongen hans håndfæstning tilbage, og stænderne overlod til kongen at udarbejde en ny forfatning. Resultatet blev den danske enevælde. Frederik 3. lod sig øjeblikkelig hylde som arvekonge, og i januar 1661 lod han adelen, gejstligheden og borgerstanden i Danmark og Norge skriftligt bekræfte, at de ikke blot havde overdraget kongen og hans slægt arveretten, men også en uindskrænket enevoldsmagt.

Den forfatning, der gjaldt for 1700-tallets Danmark, var Kongeloven fra 1665, som gjorde den danske enevælde til den forfatningsmæssigt mest uindskrænkede enevælde i kristenheden. Kongen forpligtede sig ganske vist heri til at bekende sig til og opretholde Den augsburgske Trosbekendelse, til at bevare riget udelt og til at afstå fra at forringe sin egen enevoldsmagt og ændre Kongeloven. Men med disse politisk uvæsentlige forbehold var kongens magt uindskrænket. Han stod over loven; i ham forenedes den højeste lovgivende, udøvende og dømmende magt; han udnævnte og afskedigede alle militære, civile og gejstlige embedsmænd; og han var enerådende for krig og fred og for udskrivning og opkrævning af skatter og afgifter af enhver art.

Samtidig truede Kongeloven med lovens strengeste straf enhver, der forgreb sig på kongens enevoldsmagt og misbrugte kongens tillid. Straffen blev præciseret i Danske Lov 18 år senere: misdæderen skulle „have forbrudt ære, liv og gods, den højre hånd af ham levende afhugges, kroppen parteres og lægges på hjul og stejle, og hovedet med hånden sættes på en stage” – den straf, Struensee i 1772 blev idømt, og som blev eksekveret i hele sin barbariske udstrækning.

Hvad arvefølgen angik, var Kongeloven så præcis og så udtømmende, som nogen arvelov kunne være. Arvefølgen lå herefter uigenkaldeligt fast i Frederik 3.s efterslægt i tusind led, søn før datter, og mand før kvinde. Men på ét punkt blev misteltenen ikke taget i ed. Hvad skulle der ske, hvis en enevoldskonge psykisk blev ude af stand til at regere? Det skyldtes ikke en forglemmelse. I forarbejdet til Kongeloven havde en embedsmand med den største forsigtighed peget på problemet. I den endelige tekst blev det dog ikke nævnt med et ord. Politisk blev det betragtet som alt for farligt at sætte spørgsmålstegn ved den af Gud salvede konges autoritet. Men hundrede år senere opstod problemet, da det for den politiske inderkreds stod klart, at Christian 7. var sindssyg.