Selv om enevælden ikke blev indført med direkte militær magtanvendelse, havde Frederik 3.s militære kontrol med situationen i 1660 dog været afgørende. Adelstanden blev berøvet sin politiske magt og sine økonomiske og sociale privilegier. Og borgerstanden og præstestanden, der havde gjort det muligt for kongen at gennemføre statskuppet, havde politisk intet fået for deres medvirken.

Det rejser spørgsmålet: hvad var egentlig den danske enevældes magtgrundlag? Hvilke samfundsgrupper var enevælden nødt til at støtte sig til for at bevare og udbygge sin magt?

Spørgsmålet er i virkeligheden aldrig blevet stillet og er derfor vanskeligt at besvare. Men der kan være grund til indledningsvis at understrege, hvem den danske enevælde ikke byggede sin magt på. I 1700-tallet spillede militæret ikke nogen indenrigspolitisk rolle, og den civile politiske ledelse havde generelt held til at holde militærpersoner ude og til at afvise politiske krav fra militæret. Hæren og flåden var alene opbygget og placeret ud fra udenrigspolitiske og forsvarspolitiske hensyn, og militæret blev – med enkelte politisk betydningsløse undtagelser – ikke sat ind på indenrigspolitiske og politimæssige opgaver. 1700-tallets danske enevælde var grundlæggende et civilt styre.

På den anden side var kongen ikke enevældig i den forstand, at han kunne gøre, hvad han fandt for godt. For at fungere var enevælden nødt til at sikre sig politisk accept blandt de mest betydningsfulde befolkningsgrupper. Og det er karakteristisk for den danske enevælde, at den ikke kun støttede sig på én befolkningsgruppe, men på flere, samt at der ikke var tale om et én gang for alle etableret magtgrundlag, men at vægten forskød sig i takt med samfundsudviklingen.

I begyndelsen af 1700-tallet støttede enevælden sig endnu frem for alt på godsejerne, og det var i den forbindelse ligegyldigt, om de var af gammel dansk adel, af embedsadel, af den nye lensadel eller kom fra andre samfundsgrupper. Det københavnske storborgerskab, der i 1660 havde spillet en betydningsfuld politisk rolle, udgjorde til stadighed en del af enevældens støtter. Men først hen mod midten af 1700-tallet havde denne gruppe opnået en økonomisk og social styrke, som gjorde den anvendelig som en del af styrets magtgrundlag. Og først i de sidste 15 år af 1700-tallet ser vi enevælden åbenlyst støtte sig på det politisk vågnende borgerskab, i sin konfrontation med landets godsejere, der på det tidspunkt forholdt sig kritisk og direkte fjendtligt til styrets landboreformer. Med den begyndende kritik af enevælden som statsform og styreform, der i disse år gjorde sig gældende i det københavnske borgerskab, var der på den anden side grænser for, hvor langt enevælden kunne distancere sig fra de danske godsejere, og hvor tæt et politisk samarbejde den kunne indlede med borgerskabet.

På det tidspunkt var enevælden imidlertid allerede i gang med en udvidelse af sit fundament, hvilket skulle få væsentlig indflydelse på den politiske udvikling i 1800-tallet. Langsomt og forsigtigt – og med vidtgående hensyntagen til godsejernes ejendoms- og dispositionsrettigheder – begyndte enevælden at støtte udviklingen af en kongetro klasse af selvejerbønder og fæstebønder.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Enevældens magtgrundlag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig