Herre og tjener

Selv om gehejmekonseilet – fra 1772 gehejmestatsrådet – stod centralt i enevældens politiske ledelse, kunne den politiske magt dog også ligge andre steder.

Kongens sekretær, kabinetssekretæren, havde således mulighed for at udøve egentlig politisk indflydelse. Det var uundgåeligt, at grænsen mellem hans formelle embedsområde – kongens uddeling af ærestegn og gunstbevisninger – og hans faktiske politiske indflydelse var uskarp. Posten åbnede mulighed for at udøve magt, og også for at dens indehaver kunne træde åbent frem som politisk skikkelse, således som Struensee gjorde det som gehejmekabinetsminister, og som Guldberg derpå gjorde det som gehejmekabinetssekretær.

© Kobberstiksamlingen

Frederik 5. kiste stod på castrum doloris i Christiansborg Slotskirke, før den førtes til bisættelsen i Roskilde Domkirke. Ved Frederik 4.s og Christian 6.s død havde kronregalierne været anbragt på kisten, og sølvløverne fra Rosenborg, der havde stået foran tronen ved salvingen, havde vogtet det kongelige lig. Ved Frederik 5.s død stod den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin for det store arrangement, og han valgte at bryde med de hævdvundne traditioner. Han opbyggede en strengt antik opstilling omkring en sørgepyramide i stil med Cestius-gravmælet i Rom. Det var til denne lejlighed, den unge Johannes Ewald skrev sørgekantaten „Hold Taare op at trille”.

Hoffet tjente for overordentlig mange som springbræt til en politisk karriere. Men en fremtrædende hofstilling gav også i sig selv politisk indflydelse gennem den lette og regelmæssige adgang til kongen. Den mest markante repræsentant for denne form for magtudøvelse var Adam Gottlob Moltke, der som overhofmarskal fungerede som helstatens faktiske førsteminister gennem hele Frederik 5.s 20-årige regeringstid.

Kongefamilien havde derimod normalt ikke egentlig politisk indflydelse, endsige magt. Kronprinsen blev som hovedregel holdt borte fra politisk betydningsfulde funktioner. Og dronningen var ikke tiltænkt politisk indflydelse, undtagen under en tronfølgers mindreårighed, hvor hun skulle føre forsædet i et formynderstyre – en bestemmelse i Kongeloven, som aldrig blev aktuel. Men der var undtagelser fra regelen. Frederik 4.s anden dronning, Anna Sophie, spillede en politisk rolle ved udskiftningen af kongens gamle ministre med medlemmer af hendes egen familie. Og Frederik 5.s anden dronning, Juliane Marie, indtog som enke en politisk ledende position som kongefamiliens faktiske overhoved efter Struensees fald, indtil kronprins Frederik i 1784 overtog den politiske ledelse som regent for sin sindssyge far.

Det er altid svært at afgøre, hvornår administrativ indflydelse overskrider grænsen til egentlig politisk magt. For Danmarks vedkommende er der næppe tvivl om, at centraladministrationens topembedsmænd opnåede egentlig politisk indflydelse i hvert fald fra midten af 1700-tallet. Cheferne for de civile og militære kollegier havde traditionelt adgang til personligt at forelægge deres embedsområdes sager for kongen, og dette gav dem gode muligheder for at påvirke kongens politiske beslutninger.

© Det kgl. Bibliotek

1751 udkom i København en vise om, hvorledes Frederik 5. havde givet to dødsdømte soldater lov til på henrettelsespladsen at kaste terninger om, hvem der skulle skydes, og hvem der skulle få lov at slippe med livet i behold. Visen, der var forsynet med censurens imprimatur: må trykkes, kaster et ejendommeligt lys over enevældens rolle i retssystemet. Det indgik både i enevældens selvforståelse og i dens facade, at kongen skulle være den, som undersåtterne ikke blot kunne kræve retfærdighed af, men også mildhed. Typisk indebar det, at kongen benådede dømte forbrydere og mildnede idømte straffe, uden at nåden og mildheden dog gik så vidt, at straffene mistede deres afskrækkende funktion.

Sin væsentligste politiske indflydelse udøvede centraladministrationen dog nok i negativ forstand. Gennem det informationsmonopol, den besad, og de blokeringsmekanismer, bureaukratiet rådede over, stod embedsmændene stærkt, når det gjaldt om at forhale eller ligefrem forhindre politiske afgørelser, der ikke havde deres sympati.

I 1700-tallets Danmark lå den politiske ledelse således i hænderne på en overordentlig sammensat gruppe. På intet tidspunkt udøvede enevoldsmonarken et personligt kongeligt styre. Hverken Frederik 4. eller Christian 6., endsige Frederik 5., var overlegne herskerpersonligheder eller politiske begavelser. Men politisk indtog de alligevel en central position. Under Frederik 4. og Christian 6. var det en betingelse for at have sæde i gehejmekonseilet, at ministeren nød kongens personlige tillid, og under Frederik 5. at han nød den almægtige overhofmarskals tillid. I balancen mellem råd, kabinet, hof og administration var indtil Frederik 5.s død kongens personlige stillingtagen politisk afgørende – og efter Struensees fald kongefamiliens.