Godsejerforvaltningen

Mens der omkring 1700 eksisterede en funktionsdygtig centraladministration, rådede enevælden reelt ikke over en administration på lokalt niveau. Det skyldtes det gamle samfunds særlige struktur med dets stærke opsplitning i selvstændige og selvstyrende enheder.

I købstæderne overlod enevælden gennem det meste af 1700-tallet det til den lokale magistrat og i de små byer til den lokale byfoged at påligne og opkræve de skatter og afgifter, der var nødvendige til at bestride de små bysamfunds egne udgifter. Opstod der stridigheder mellem bystyre og borgere, var det formelt amtmanden, der som centralstyrets repræsentant skulle gribe ind. I erkendelse af sin egen manglende indsigt og begrænsede autoritet valgte centralstyret imidlertid oftest at holde sig uden for stridighederne og henviste i stedet parterne til private søgsmål ved domstolene. Først mod slutningen af århundredet blev centralstyret i stand til at gennemføre et tilsyn med byernes administration, blandt andet ved at forlange deres regnskaber indsendt til revision i Rentekammeret.

På landet fandtes der omkring 1700 i realiteten ikke en egentlig lokaladministration under amtmandsniveau. Statsmagten respekterede fra gammel tid det enkelte gods og den enkelte landsby som selvstyrende minisamfund, og enevælden havde udbygget dette traditionelle selvstyre ved at uddelegere skatteopkrævning og soldaterudskrivning til godsejeren. På godserne kom enevældens embedsmænd ikke, og i landsbyerne viste de sig ikke. Forment adgang var de selvsagt ikke. Men de havde intet at gøre dér.

Dette gods- og landsbyselvstyre blev imidlertid undergravet i de sidste år af 1700-tallet, da halvdelen af landets fæstebønder blev selvejere, da udflytningen af gårdene sprængte de gamle landsbyer, og da enevælden følte sig stærk nok til at tage skatteopkrævningen og soldaterudskrivningen tilbage fra godsejerne.

Hermed opstod et administrativt tomrum, som styret udfyldte ved dels at inddrage gårdmændene i administrationen af skolen, fattigvæsenet og soldaterudskrivningen, dels i 1791 at oprette et helt nyt embede: sognefogedembedet.

Men det var kun tøvende og med stor forsigtighed, at styret indrømmede befolkningen medbestemmelsesret i egne anliggender, og først i 1841 anerkendte enevælden udtrykkeligt det kommunale selvstyre i landdistrikterne.