Slotsholmen i 1730 ved Frederik 4.s død var en broget blanding af gammelt og nyt. Børsen, hvis gavl skimtes yderst tv. i billedet, stod stadig som et monument over Christian 4.s idérigdom. Hans gamle Københavns Slot havde man derimod forsøgt at bibringe noget af barokkens regularitet, men uden synderligt held. Fra slottet førte Johan Conrad Ernsts løngang fra 1701 over til arkitektens nye kancellibygning. Bag løngangen ses taget af Ernsts gehejmearkiv fra 1715 og bag det igen Frederik 3. s store bibliotek og kunstkammer fra 1665. Halvt skjult bag Børsens gavl ses det palæ, som Anna Sophie Reventlow 1712 flyttede ind i. Malet af J. J. Bruun.

.

Enevældens mål var en stærk stat indadtil såvel som udadtil. Men det magtapparat, den danske enevælde rådede over ved 1700-tallets begyndelse, var meget langt fra et moderne statsapparat og meget langt fra at kunne realisere enevældens mål. Der fandtes en centraladministration, som var i stand til at opretholde styret, men ikke til at udbygge og udvikle det. En lokaladministration eksisterede derimod reelt ikke. Det offentlige retsvæsen var ligeledes ringe udbygget, og uden for hovedstaden var politi et ukendt begreb.

Et meget væsentligt træk ved 1700-tallet var netop moderniseringen af centraladministrationen og etableringen af et grundlag for en moderne lokaladministration.

Centraladministrationens hovedopgave var at inddrive de skatter og afgifter, der var en forudsætning for opretholdelsen af staten, at forsyne styret med de nødvendige informationer, før den politiske ledelse traf sine beslutninger, samt at kontrollere at styrets beslutninger blev ført ud i livet og dets befalinger adlydt.

Omkring 1700 fungerede den centraladministration, der var blevet skabt i forbindelse med enevældens indførelse. Men den var hverken stor nok eller professionel nok til at varetage den økonomiske og erhvervspolitiske styring af Danmark og helstaten, som var en forudsætning for en styrkelse og udvidelse af enevældens magt. Derfor ønskede enevælden en mere effektiv centraladministration, og under Frederik 4. blev dens administrative intentioner markeret på en måde, så ingen kunne misforstå dem.

Ved tronskiftet i 1699 havde centraladministrationen haft til huse i det lille treetages renæssancehus med det spirprydede trappetårn, der lå på slotspladsen umiddelbart over for Blåtårn. Rådstuen for Slottet var oprindelig en toldbygning fra Christian 3.s tid, som i 1622 var blevet ombygget til sit nye formål, men den havde længe været for lille til at rumme kollegiernes kontorer og arkiver samt fungere som mødelokale for centraladministrationens embedsmænd.

I sommeren 1716 – endnu mens krigen med Sverige rasede – havde kongen påbegyndt opførelsen af den vældige, trefløjede kancellibygning mellem slottet og Børsen, der den dag i dag er centraladministrationens hovedsæde. Den røde Bygning var enhver bureaukrats drøm om alt under ét tag. Komplekset husede både den civile og den militære centraladministration.

Kældrene og stueetagen med deres brandsikre hvælvinger rummede de enkelte kollegiers arkiver, og bygningen var sammenbygget med rigets arkiv, gehejmearkivet. På første og anden sal lå kontorerne på geled langs magtens korridorer. Den fornemme første etage rummede endvidere gemakker til brug for kongen, storkansleren og gehejmekonseilet. Hér havde kongen også sit audiensgemak, og en løngang over voldgraven forbandt den politiske ledelses centrale rum med de kongelige gemakker i residensslottet.

Da Den røde Bygning stod færdig i 1721, rummede den hele enevældens og helstatens centraladministration. Danske Kancelli havde kirke- og skolesager samt retsvæsenet i Danmark og Norge som sit embedsområde; Tyske Kancelli havde de tilsvarende sager for hertugdømmerne samt fungerede som udenrigsministerium; Rentekammeret forvaltede finanserne; og Krigskancelliet omfattede hærens og flådens fælles centraladministration.

Den røde Bygning var opført for at skaffe plads til en større og mere effektiv centraladministration, og gennem 1700-tallet oplevede kollegierne da også en kraftig vækst. På et tidligt tidspunkt blev den militære centraladministration nødt til at flytte ud til egne bygninger, der husede Generalitetet og Admiralitetet. Ved 1700-tallets slutning var centraladministrationens civile institutioner blevet fordoblet og antallet af ansatte meget betydeligt forøget. Det var et karakteristisk træk ved denne udvikling og i god overensstemmelse med intentionerne bag byggeriet, at ekspansionen frem for alt var sket på finansernes og erhvervspolitikkens områder.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Magtens apparat.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig