Militæret

Enevældens militær var ikke Danmarks, men helstatens. Dette militær blev ikke brugt til indenrigspolitiske og politimæssige opgaver. Undtagelser fra denne regel forekom ganske vist. Militær blev sat ind mod landbefolkningens modstand mod soldaterudskrivning i Ditmarsken i 1740, over for skatteuroligheder blandt norske bønder i Bergen i 1765, mod strejkende københavnske tømrersvende i 1794 og over for hungeruroligheder i Flensborg i 1795. Men i samtlige tilfælde var der tale om en magtdemonstration snarere end direkte militær magtanvendelse. Lejlighedsvis blev militæret endvidere brugt til civile opgaver, til anlægs- og byggearbejder, til vejanlæg og til at isolere områder med kvægpest.

Men grundlæggende blev hæren og flåden opretholdt og placeret med henblik på ydre fjender. Og efter at håbet om at genvinde de tabte norske og skånske provinser blev definitivt opgivet med freden i 1720 efter Store nordiske Krig, var enevældens militær identisk med et forsvar.