Tjenestefolk og fattige

Tjenestefolkene var en talstærk gruppe i landbosamfundet. I begyndelsen af 1700-tallet udgjorde de knap en femtedel af landbefolkningen, og langt de fleste tjente hos bønderne.

For de fleste var tjenesten imidlertid kun en fase i deres livsforløb. De kom fra hele landbosamfundet: gårdmandshjem, husmandshjem og landarbejderhjem, hvor børnene traditionelt kom tidligt ud at tjene, når de – som det hed i fattigforordningen fra 1708 – blev „så store, at de kan drive plov, vogte gæslinger eller anden små gerning”. Nogle levede hele deres voksne liv som ugifte tjenestefolk. Men de fleste var kun tjenestefolk til 30-årsalderen, hvorefter de giftede sig og satte bo, nogle som gårdmænd, men de fleste som husmænd og landarbejdere.

Gruppen af tjenestefolk var ikke blot karakteristisk ved at være ung. Den var også en befolkningsgruppe på vandring. Mange tog tjeneste i de omkringliggende sogne. Og mange drog længere bort, til egne, hvor lønnen var højere og mulighederne for at lægge penge op til indfæstning for en gård bedre. Jyske karle søgte i stort tal til Sjælland, hvor de var en respekteret og efterspurgt arbejdskraft.

At tage tjeneste hos fremmede var en økonomisk nødvendighed. Men det var også en pligt. Danske Lov forbød udtrykkeligt løsgængeri og krævede, at tjenestefolk tog tjeneste et år eller i det mindste et halvt år ad gangen. Når de rejste, skulle sognepræsten attestere i deres skudsmålsbøger, at det skete efter lovligt forvarsel til deres husbond til rette fardag: den 1. juni eller den 1. december. Der blev ført indgående kontrol både fra statsmagtens og fra arbejdsgivernes side. Men skik og brug blev også respekteret. Bønderne havde for længst lært at leve med, at tjenestefolkene tog sig en uofficiel frihed i forbindelse med, at de skiftede plads: de såkaldte bissedage eller skulkeugen.