Det nye Danmark var konkret og håndgribeligt.

Danskerne var blevet flere. Uden at der var sket nogen ændring i balancen mellem land og by – 80 procent levede stadig på landet, 10 procent i købstæderne og 10 procent i hovedstaden – var befolkningen vokset med en tredjedel. Den tid var ikke fjern, hvor der ville være en million mennesker i kongeriget.

Og landboreformerne var godt i gang med at forandre det samfund, der havde eksisteret siden middelalderen. Mellem halvdelen og to tredjedele af det gamle landsbyfællesskabs jorder var i løbet af reformtiden blevet udskiftet; op mod 15.000 af landets henved 60.000 bondegårde var blevet revet ned og flyttet ud på deres nye jorder, og halvdelen af fæstebønderne var blevet selvejere.

På den anden side stoppede landboreformerne så at sige på halvvejen. Men de, der fortsat dyrkede deres jord inden for det gamle fællesskab og forblev fæstere, havde kun navnet til fælles med det gamle samfunds fæstebønder. Kongen havde givet landbolovene orden og kraft, og der var reelt ikke længere forskel på en selvejerbonde og en fæstebonde, hverken i livsvilkår eller i omdømme.

Landbosamfundets forandring var så voldsom og så iøjnefaldende, at det, der var sket i byerne, ligesom blegnede. Købstæderne havde oplevet en stille og rolig udvikling i takt med den almindelige befolkningsvækst og med landbrugets konjunkturfremgang. Men i det væsentlige lignede købstæderne sig selv fra hundrede år før.

Det gjaldt derimod ikke hovedstaden. København var blevet et af Europas centre for handel med oversøiske produkter, og hovedstadens handelsflåde havde oplevet en nærmest eksplosiv vækst. Forandringen kunne direkte iagttages i det myldrende liv i havnen og købmændenes og redernes prangende palæer.

Mindre iøjnefaldende, men lige så vigtigt, var det, at gruppen af embedsmænd og af akademikere i liberale erhverv havde vokset sig stor og indflydelsesrig, og at en industriarbejderklasse var ved at udvikle sig. At udviklingen til storby også havde skabt et talstærkt proletariat, betragtede man som fremskridtets pris.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Det nye Danmark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig