Hvorfor

Mindst lige så væsentligt som at konstatere forandringerne er det at spørge, hvorfor de var sket.

Når samtiden stillede spørgsmålet, var den ikke i tvivl om, at svaret skulle søges ved at rette blikket opad. Forklaringen på de store landboreformer stod jo at læse på Frihedsstøtten: „Kongen bød: stavnsbåndet skal ophøre; landbolovene gives orden og kraft”. Den florissante handel skyldtes, at kongen havde våget over freden, og at hans ministre havde hævdet retfærdige og evigt gyldige neutralitetsprincipper.

Og den frihed og tryghed for liv og ejendom, som enhver borger kunne glæde sig ved, skyldtes, at kongen havde ophævet censuren og skænket trykkefriheden, og at regeringen var indstillet på ikke blot at lytte til den offentlige mening, men også at lade sig vejlede.

Denne opfattelse af reformer fra oven, af de store personligheders styring af historiens gang og af ideernes betydning for udviklingen har indtil de seneste år præget fremstillingerne af 1700-tallets danmarkshistorie. Om ikke altid i så direkte form, så dog som det bærende grundlag. Demonstreret ved, hvad historikerne skrev om, og hvad de ikke skrev om, og den vægt, de tillagde personer, begivenheder, institutioner og ideer.

De seneste års forskning har rykket flere og flere sten løse i fundamentet for denne idealistiske historieopfattelse. For eksempel påvisningen af bøndernes aktive medvirken i reformerne og det faktum, at landbosamfundet i vid udstrækning havde ændret sig, før kongen bød.

Under indflydelse af samfundsvidenskaberne har historikerne endvidere anskuet enevælden og dens mænd som politikere og bønderne som politisk aktive i udviklingen. Og franske historikeres interesse for de grundlæggende strukturer og for den historiske udviklings lange linier og seje mentaliteter har inspireret til et andet syn på 1700-tallets Danmark.

Ved at rette blikket nedad og udad bliver billedet et andet. Befolkningsvæksten i forbindelse med en lønudvikling, der haltede efter prisudviklingen, må i dag ses som den væsentligste årsag til landbrugets indre kolonisation og produktionsudvidelse. Og de stigende landbrugspriser gjorde det ikke blot attraktivt at øge produktionen, men tilskyndede også til omlægningen til nye driftsformer og afgrøder. Ligesom de gjorde det økonomisk realistisk for jordens ejere og brugere at gennemføre udskiftning og udflytning og investere i den massive overgang fra fæste til selveje.

Enevælden, der indkasserede så betydningsfulde politiske gevinster på reformerne, ydede bemærkelsesværdigt lidt til deres gennemførelse. Den justerede lovgivningen i takt med udviklingen og lettede det forløb, der allerede var i gang. Statsmagtens mest betydningsfulde indsats var formentlig den retssikkerhed, reformlovene gav de gårdmænd, der forblev fæstere, samt tilbageholdenheden over for at øge jordskatterne gennem hele fredsperioden.

En forøgelse af jordskatterne i takt med velstandsstigningen ville have bragt reformernes gennemførelse i fare. Men en forudsætning for, at enevælden kunne holde skatterne i ro, havde været 80 års fred.

Fred og en velovervejet neutralitetspolitik har været den almindelige forklaring på højkonjunkturerne for handelen og søfarten under dansk flag. Der er næppe heller tvivl om, at regeringen med sin lovgivning og sin udenrigspolitik bidrog til at skabe vækstvilkår. Man kan således vanskeligt forestille sig den blomstrende handel og søfart i Middelhavet, hvis regeringen ikke havde sluttet traktaterne med de nordafrikanske stater om danske skibes uhindrede passage.

Men den grundlæggende forudsætning for den florissante handelsperiode var – ligesom for de store landboreformer – den langvarige internationale højkonjunktur med dens stigende varepriser og dens øgede behov for transport både mellem europæiske havne og mellem Europa og de oversøiske områder.