Ved et tilfælde har vi et egentligt portræt af en sjællandsk bonde, Ole Bendtsen, der døde i Høje Tåstrup i 1782. På det tidspunkt var det mode at samle portrætter og levnedsløb af bemærkelsesværdigt gamle mennesker. Den legendariske Drakenberg, der påstod at have levet 147 år, blev malet af Pilo. Da den velstående embedsmand og bogsamler Bolle W. Luxdorph erfarede, at Ole Bendtsen hævdede at være født i 1670, lod han ham tegne og stikke i kobber af portrætmaleren Georg Fuchs. Ole Bendtsen var faktisk født den 27. januar 1689 – det vil sige for Frederik 4.s tronbestigelse i 1699, hvorved han i lovens forstand var vorned hele sit liv.

.

Landbosamfundets omdannelse og landboreformerne havde garanteret gårdmændenes position som middelklasse og gjort dem til borgere i samfundet, formelt på lige fod med dets øvrige borgere. Som Frihedsstøtten havde lovet: den frie bonde skulle blive kæk og oplyst, flittig og god, hæderlig borger – og lykkelig.

Frihedsstøtten meldte om Danmarks hen ved 60.000 gårdmandsfamilier. Men hvad havde statsmagten og samfundet gjort for langt den største befolkningsgruppe: de godt 90.000 husmands- og landarbejderfamilier?

Det enkleste svar er: intet. Men svaret er ikke dækkende. I virkeligheden havde godsejerne, gårdmændene og statsmagten bevidst og kynisk forringet denne samfundsgruppes livsvilkår og fremtidsudsigter.

Denne forringelse var for en del et forudsigeligt resultat af en befolkningsvækst i et samfund, hvor antallet af gårde lå fast, og hvor befolkningen voksede stærkere, end landbruget havde brug for. Men årsagen skal også søges i godsejernes og gårdmændenes omlægning af landbruget og i enevældens konsekvent arbejdsgivervenlige politik.

Udskiftningen af fællesskabets jorder bevirkede, at husmandsfamilierne mistede den sædvaneret til græsning, de havde haft for deres dyr på den jord, der lå brak, og på de afhøstede vange. Og den begyndende opdyrkning af overdrevsjorden reducerede yderligere græsningsmulighederne.

Enevælden var klar over denne udvikling og dens konsekvenser for husmændene. Det viste den i forbindelse med de nordsjællandske krongodsreformer. Her oprettede Den lille Landbokommission på hver af de nye arvefæstegårde på omkring 60 tønder land et husmandssted med et jordtilliggende på mellem fire og fem tønder land. Hensigten var at sikre husmændene en del af deres eksistensgrundlag og samtidig tvinge dem til at tilbyde deres arbejdskraft til gårdmændene.

Men det var på kronens eget gods. Hvor andre ejede jorden, kunne og ville enevælden ikke stille krav.

I sin tidlige reformlovgivning havde enevælden tilstræbt at beskytte bonden som den svagere part over for godsejeren. Over for husmændene fulgte enevælden den stik modsatte politik. Ved bortfæstnng af husmandssteder og husmandshuse på korte åremål undlod den bevidst at gribe ind, selv om den vidste, at denne fæsteform ville blive misbrugt af ejeren.

Og hvor enevælden i 1791 udtrykkeligt havde forbudt, at gårdmænd og deres koner blev pryglet under hovedarbejdet, undlod styret i sin husmandslovgivning bevidst at forbyde, at husmændene blev pryglet – og de blev derfor pryglet, indtil det omsider i 1848 udtrykkeligt blev forbudt.

Det var heller ikke enevældens fortjeneste, at der i årene op til 1800 blev oprettet henved 40.000 husmandsbrug med et gennemsnitligt tilliggende på tre tønder land. Den udvikling fandt sted på privat initiativ og med en klar økonomisk hensigt. En del af husmandsstederne blev oprettet af godsejere, der i forbindelse med afviklingen og afløsningen af gårdmandshoveriet sikrede sig en arbejdskraft, de kunne kontrollere, til hovedgårdsjordens drift.

De fleste husmandssteder blev imidlertid oprettet af de nye selvejergårdmænd, der ved at sælge eller udleje husmandslodder kunne få en del af deres investering i selvejekøbet hurtigt ind igen. I reformperioden var jord sælgers marked, og mange unge folk var ivrige efter at sætte bo og stifte familie. I den situation kunne gårdmanden tage en høj pris og yderligere forpligte husmanden til at arbejde på gårdens jord i landbrugets travle tid. Og den pløjning og kørsel, husmanden havde behov for, tog gårdmanden sig dyrt betalt i penge og i arbejde.

Det er muligt, at den langsomme forbedring af levestandarden i form af bedre og mere rigelig kost også i en vis udstrækning kom husmands- og landarbejderfamilierne til gode. Men den sociale afstand, der allerede i det gamle samfund havde eksisteret mellem dem og gårdmandsklassen, voksede sig år for år større, for i løbet af en til to generationer at udvikle sig til 1800-tallets uoverstigelige kløft mellem landbosamfundets underklasse og middelklasse.

I det længere perspektiv var det husmændene og landarbejderne, der betalte prisen for enevældens godsejervenlige reformpolitik og for etableringen af den nye gårdmandsklasse, hvis politiske loyalitet enevælden sikrede sig gennem økonomiske og sociale garantier.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Husmændene.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig