Den smukke 11 mils sten ved den gamle hovedlandevej mellem Sorø og Slagelse er tegnet af Johannes Wiedewelt. Den er udført i norsk marmor og foroven udsmykket med Christian 7.s kronede monogram, forneden med postvæsenets horn. Den var rejst i forbindelse med den modernisering af vejvæsenet i Danmark, som var blevet indledt i 1793, „til bekvemmelighed for de rejsende, og til fordel for landboerne, i henseende til deres produkters og varers desto lettere frembringelse”, som der stod at læse i den store vejforordning fra 13. december 1793. Forordningen forlangte blandt andet, at der langs samtlige sjællandske hovedlandeveje skulle rejses milesten, der angav afstanden fra København.

.

Det var mennesker, der skabte det nye land. Men det nye land kom også til at sætte sit præg på de mennesker, der levede der. Det nedbrød gamle miljøer og skabte nye mentaliteter.

Uanset om den enkelte bonde blev selvejer eller han forblev fæster, betød udskiftningen et afgørende skub i den udvikling, der allerede var sat i gang af højkonjunkturen: fra et liv inden for rammerne af en overlevelsesøkonomi og en naturaløkonomi med en høj grad af selvforsyning til en pengeøkonomi og en markedsorienteret produktion.

På en lang række af dagligdagens og arbejdslivets områder blev det gamle samfunds fællesskab nu afløst af en ny gårdmandsmentalitet, hvor det individuelle og det selvhjulpne kom i højsædet.

Og udflytningen – både af gårde og af huse – kom uundgåeligt til at præge det nye samfund. Landsbyerne blev mindre og prægedes i højere grad af landbosamfundets lavere sociale grupper.

I det gamle samfund havde landsbyfællesskabet med dets nedarvede normer og sociale pres reguleret dagliglivet. Et typisk træk havde været landsbyens organisering af forsorg for de beboere, der ikke var i stand til at klare sig selv.

De gårdmænd og husmænd, der nu flyttede ud på markerne, følte sig ikke i samme grad tvunget til at tage del i landsbyens anliggender.

Mange steder gjorde udflytningen det også urealistisk at fortsætte med den gamle omgangsforsørgelse af de fattige på de enkelte gårde – i hvert fald forsørgelsen af de fattige, som på grund af alder og sygdom ikke var i stand til at gå vejen selv.

Og det fald i kirkegangen, som præsterne nu mærkede og klagede over, stod ikke kun i forbindelse med den længere vej til kirke, men også med opløsningen af det gamle fællesskab med dets indbyggede sociale disciplin.

Mentalitetsforandringerne skete ikke fra den ene dag til den anden. Det var langsomme, umærkelige ændringer. Men landboreformerne skabte et andet folk.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Miljø og mentalitet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig