Den danske digter

Under Frederik 5. førte den danske enevælde en prætentiøs kulturpolitik. For det dannede Europa skulle den danske konge stå som kulturens beskytter. På J. H. E. Bernstorffs initiativ indbød kongen derfor i 1751 Tysklands på det tidspunkt berømteste digter Friedrich Klopstock til at bosætte sig i Danmark og leve af en kongelig understøttelse uden anden forpligtelse end at digte.

I 19 år – indtil Struensee i sin besparelsespolitik inddrog understøttelsen – levede Klopstock et frit digterliv i den aristokratiske bernstorffske familiekreds. For understøttelsen kvitterede han med hyldestdigte til kongen og til sine adelige velyndere inden for hovedstadens tysk-kulturelle miljø.

Den indflydelse, man havde håbet, at hans ophold i Danmark ville få på dansk digtning, blev derimod ikke realiseret. Dertil var hans digtning for fremmed og hans digteriske udtryksform – der brød med den klassiske poesis stramme former – for ny.

Undtagelsen var den unge Johannes Ewald, der i slutningen af 1760'erne blev accepteret i den klopstockske kreds, og som skulle blive Danmarks første repræsentant for den nye, bohemeagtige digterskikkelse.

Ewald var søn af den pietistiske præst ved Vajsenhuset i København, og hans tidligste digtning var som Klopstocks religiøs. Fra den danske dagligdag var han flygtet i østrigsk krigstjeneste for at vinde rigdom og ry – og sin ungdomskærlighed, hørkræmmer Huulegaards dejlige niece Arendse.

I 1760 vendte Ewald tilbage til København, berøvet sine illusioner og med et for altid ødelagt helbred. Sit teologiske studium gennemførte han pligtskyldigst. Men kald og embede søgte han aldrig. Han valgte at leve som digter, under kummerlige kår. Og først omkring 1770, da han allerede var mærket af gigt og nedbrudt af alkohol, blev han den danske digter.

Hans gennembrud blev den Shakespeare-inspirerede skræktragedie med motiv fra den nordiske sagnverden: Rolf Krake. I 1779 opførtes på Det kongelige Teater det tragiske syngespil Balders Død, ligeledes med motiv fra den nationale fortid.

Og inspireret af noget så uklassisk som en begivenhed fra det virkelige liv – nogle nordsjællandske fiskeres redningsdåd – skrev han syngespillet Fiskerne om kærlighed og ædel dåd, hvor et af de populære indlagte numre var den kække sømandsromance Kong Christian stod ved højen Mast.

På det tidspunkt var han borgerskabets digteridol. Med sit eget liv havde han demonstreret digterens og digtningens selvstændige ret, og med sine arbejder for teatret og sine digte havde han givet poesien og følelsen borgerret i borgerskabet. Da Fiskerne blev opført, var han imidlertid allerede dødsmærket.

Han døde i marts 1781, og hans bisættelse på Trinitatis kirkegård blev en national borgerlig manifestation. Sit liv havde han levet demonstrativt uborgerligt, men i dyb loyalitet over for borgerskabets grundlæggende moralske ideer. Umiddelbare efterfølgere fik han ikke. Men til guldaldertidens romantiske digterkuld med dets optimistiske tro på individet og dets grænseløse udfoldelsesmuligheder blev han stamfaderen.